Viborg historie


Gartner og planteskoleejer Brostrøm, C. J.


Født: 1836-02-04 -- Død: 1917-07-12

Carl Brostrøm var født i Sverige, men levede det meste af sit liv i Danmark og fik sin manddomsgerning i Viborg. Den første gartneruddannelse modtog Brostrøm på en herregård i Skåne. Som attenårig rejste han til Danmark, hvor han blev elev på St. Restrup Landbrugsskole. Derefter var han gartner på Lynderupgård nord for Viborg, og i 1864 nedsatte han sig som handelsgartner i Viborg, og her blev han resten af livet.

Handelsgartneriet med dets grøntsager blev dog snart udvidet til en planteskole, der i årenes løb blev stadig større. Da han i 1910 overdrog planteskolen til sine sønner dækkede den et areal på 64 ha og var en af de størst i Danmark.

Planteskolens vigtigste kulturer var læ-, hegns- og skovplanter, og Brostrøm havde et nært samarbejde med Det danske Hedeselskab, som var stiftet i 1866.

Carl Brostrøm var meget interesseret i sit fag, og han var initiativtager til og den første formand for Dansk Gartnerforening, der samlede de jyske gartnere. I 1887 samledes alle gartnere i Almindelig dansk Gartnerforening. Brostrøm blev foreningens første formand, og da han gik af blev han udnævnt til æres-formand. Efter hans død, satte foreningen ham et smukt minde i Viborg efter tegninger af arkitekten Jensen-Klint, se leksikonartiklen Brostrøms Minde.

Også planteskoleejerne samlede Brostrøm. I 1898 Stiftedes Jysk Planteskoleejerforening i Viborg. Brostrøm ville ikke være formand, men han blev det i 1900 og var det i de følgende 8 år. Det lykkedes ham at samle alle planteskoleejere i Dansk Planteskolejerforening. Ved foreningens 100 års jubilæum, der blev fejret i 1998, satte foreningen både sig selv og Brostrøm et smukt minde, da den skænkede 100.000 kr. til Viborg, der blev brugt til indretningen af Asmild Klosterhave, se leksikonartiklen Asmild Klosterhave.

Også i Viborgs liv deltog C. J. Brostrøm. Han var i 12 år medlem af Viborg byråd, og han var i mange år formand for Viborg og Omegns Højskoleforening. Gennem sit virke som byrådsmedlem og sine have-kunstneriske evner satte han sit præg på mange af Viborgs grønne områder og parker. C.J. Brostrøm blev ridder af Dannebrog i 1894.

Af Svend Korup.

Litteratur:

Dansk Biografisk Leksikon, bind 2, 1979.

Viborgs historie, bind 2, Viborg Kommune 1999.



Oprettet af: dan den 2007-12-05
Opdateret af: mikkel den 2008-01-23
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer