Viborg historie


Maler, lærer, museumsinspektør, forfatter Ditzel, Harald


Født: 1915-11-12 -- Død: 1986-10-25

Harald Ditzel voksede op i Aalborg og blev uddannet lærer på Ranum Seminarium. Han var en stor kunstelsker, og da de musiske fag vandt ind i undervisningen blev han derved en højt elsket og re-spekteret lærer. I 1962 begyndte han ved siden af lærergerningen at arbejde på Skovgaard Museet, og få år senere blev han leder på fuld tid.

Ditzel fik et indgående kendskab til Skovgaard-slægten og fik organiseret den store, men uoverskuelige samling af værker, ligesom han i begyndelsen af 1980’erne fik flyttet samlingen til museets nuværende placering.

Harald Ditzel var også selv udøvende kunstner. Udover den række af kunsthistoriske bøger og artikler han udgav om især Joakim Skovgaard skrev han også digte og udstillede på maleriudstillinger. Han fik sin debut som maler på efterårsudstillingen i 1944, og han udstillede bl.a. på museer i Århus og Randers.

Privat blev Harald Ditzel i 1941 gift med kvinde- og fredsforkæmperen Meta Ditzel, og de arbejdede begge aktivt i Dansk Kvindesamfund. Harald Ditzel var også en aktiv atletikudøver, og opnåede i den forbindelse at blive jysk mester to gange samt vinde 18 klubmesterskaber.

Af Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen

Kildemateriale

Personarkiv, Viborg Lokalhistoriske Arkiv



Oprettet af: Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen den 2007-12-05
Opdateret af: mikkel den 2008-01-23

Kommentarer

Harald Ditzel

Karin Bang, Herning


Bruger-uploadet billede
Jeg har et par oplysninger om min far, Harald Ditzel. I mange år var der en bestemmelse om, at ægtepar ikke måtte være ansat som lærere på samme folkeskole. Bl.a. derfor uddannede min far sig som journalist på Viborg Stiftstidende og virkede som journalist på avisen i flere år. (Min mor var jo som han uddannet lærer og arbejdede i mange år først på Østre Skole siden på Nordre.)Han tog også selv billeder til bladet. I må kunne finde nøjere oplysninger i avisens arkiv, som forhåbentlig er bevaret. Måske var det også en idé at skrive et par ord om Kunstnergildet Sct. Kjelds - stiftet af en gruppe Viborg-kunstnere, bl.a. Svend Erik Ihle, Lasse Winsløw og min far, der udformede gildets katalog til sammenslutningens første udstilling i 1950.
Jeg vedhæfter et sjovt billede af Meta og Harald Ditzel fra 1960'erne.

Harald Ditzel

Karin Bang, Herning


Bruger-uploadet billede
Hov, jeg fik vedhæftet et forkert billede - prøver igen. Billedet skulle meget gerne vise mine forældre Meta og Harald Ditzel.


Kommentarer
Vil du skrive en kommentar?
Skriv selv kommentarer