Viborg historie


Biskop Eskil


Død: 1133-09-20

Viborg stift

Viborg Stift blev oprettet ca. 1060 af Kong Svend Estrid og fik kongelige rettigheder af Knud den Hellige (1060-1086). Den første biskop hed Heribert.

Eskil er den anden biskop i Viborg Stift, som vi kender navnet på, og alt tyder på, at han afløste Heribert omkring 1090. Eskil havde været kannik i Lund, inden han blev biskop i Viborg, og han beskrives af Roskildekrøniken som en velstuderet mand.

Viborgs rigdomme

Eskil skaffede bispestolen i Viborg store rigdomme. Læsø og indtægterne fra saltudvindingen kom til Viborg domkirke under Eskil – nogle siger som en gave fra ham – og Sct. Mikkels kirke med alt dens gods og Sct. Mortens kirke på Fur.

Viborg Domkirke

Biskop Eskil reformerede domkapitlet – d.v.s. præsterne og kannikkerne ved domkirken og deres store indtægter fra jordegods i stiftet – og han begyndte opførelsen af Viborg domkirke bygget af kampesten, som blev samlet på de jyske marker, og af dygtige stenmestre blev udhugget til granitkvadre, søjler, kapitæler og vinduesindfatninger. Domkirken blev bygget i romansk stil og menes at være verdens største granitkirke tæt fulgt af Vestervig kirke.

Indtil domkirken blev indviet engang i 1130’erne, tjente Asmild kirke, der på det tidspunkt var større end i dag med tre skibe og to tårne, som domkirke. At Eskil havde tilknytning til Asmild kirke er sikkert, for tidligt om morgenen den 20. oktober 1133, da han var ved at synge ottesang i kirken, blev han dræbt foran alteret.

Drabet på Eskild

Roskildekrøniken fortæller, at det var kong Erik Emunes folk, der stod bag udåden, og overfaldet på Viborgs biskop skete uden tvivl som følge af borgerkrigen i Danmark, hvor biskop Eskil skal have støttet kong Niels efter drabet på Knud Lavard i januar 1131.

Af Svend Korup

Litteratur

P. Severinsen: Viborg Domkirke med Stad og Stift i 800 år. København 1932.

Viborg historie bind 1. Viborg kommune 1998.

Dansk Biografisk Leksikon bind 4. København 1980.



Oprettet af: mikkel den 2008-01-22
Opdateret af: mikkel den 2008-01-23
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer