Viborg historie


Erindringer fra Viborg

De gode gamle dag -

om tiden der var.

Erindringer

Fra skoletiden i 1950'erne

Bodil M. Sørensen, Sdr. rind


Jeg gik på Sdr.Rind Skole fra 1954-57.

Der var to klasseværelser, med elever fra flere klassetrin i hver klasse. Vi gik kun i skole tre dage om ugen, enten mandag-onsdag-fredag eller tirsdag-torsdag-lørdag og det fungerede fint. Vi må have været nogle af de sidste, der brugte tavle og griffel for at spare dyrt papir. Da jeg som tiårig flyttede til Viborg, bare 8-10km væk, havde folk der ikke hørt noget lignende.

Til gengæld gik vi i skole mange timer, når vi så var der, og læreren indførte speciel sommer-møde-tid for pigerne, så de kunne få håndgerning, som det hed, når vi lærte at strikke og sy.

Når vi først havde lært grundlæggende læsning, skrivning og regning, så var der ikke loft over vores muligheder for at lære, man behøvede ikke at vente på hinanden og følges ad i indlæringen, noget, jeg aldrig senere har truffet på i andre skoler og indlæringssammenhænge.

Skoleåret gik fra april-april, noget, der vanskeliggjorde flytning til andre skoler, hvis skoleår begyndte i august. Ved slutningen af skoleåret var der overhøring: dvs at forældre og sognerådsmedlemmer kom til stede for at høre, hvor langt vi havde drevet det i årets løb.

For at princippet med flere klassetrin i hvert af de to klasseværelser skulle kunne gennemføres, var det nødvendigt med ro i klassen. OG DET VAR DER. Aldrig siden har jeg oplevet så meget ro i en klasse, vi havde fået indgydt enorm respekt for lærerne, personligt var jeg en smule bange for lærerne, indtil vi fik Ketty Braüner, der kunne håndtere os med hidtil ukendt mildhed.

I frikvartererne spidsede vi grifler til næste times udfordringer, ellers legede vi, spiste madpakker i spisefrikvarteret og drak vand af det lille springvand midt i skolegården. Gymnastik foregik i Forsamlingshuset i Sdr.Rind og krævede særlig tilladelse hjemmefra, da det var udenfor normal skoletid og krævede udstyr i form af en hjemmesyet gymnastikpose indeholdende gymnastikdragt og tyndsålede gymnastiksko - der var ikke bad bagefter, så det var noget af et chok at komme på en stor kommunal skole i Viborg bagefter, hvor man blev marcheret ind i bruserummet for at tage bad og skulle vise sig UDEN tøj for andre!

Når det var æbleplukningssæson, hjalp vi overlæreren med at plukke æbler og samle nedfaldsfrugt. Lærerne boede begge i huse, der omgav skolegården, så man kan sige, at de levede med i skolen hele døgnet, og omvendt.

En skolebus var dengang utænkelig, ligesom det idag ville være utænkeligt at sende små- eller store- børn ud på så lange ensomme vandringer før og efter skole. Vi boede alle spredt i kommunen, øh, sognet, og jeg selv og mine søskende havde vel 3-4 kilometers gåtur til skole, Hvis jeg så bare kunne have fulgtes med dem, men de gik i den "store" klasse på de "modsatte" dage. Så jeg måtte afsted som syvårig, helt alene, først et godt stykke henad vejen mod Rindsholm, så op gennem Gyvelvej, som ikke engang var en rigtig vej, men et hjulspor med granbevoksning til begge sider, uuuhhh, når jeg kom til Mejeriet , drejede jeg af mod Sdr.Rind og kunne så senere bruge kirketårnet som tegn på, at jeg var gået den rigtige vej. På resten af vejen var der bare et par gårde, ellers var det åbne marker, der føltes uendelige. Heldigvis varede det ikke længe, inden jeg fik en skolekammerat at følges med, han kom fra den modsatte side, og vi mødtes gerne cirka ved Mejeriet og kunne så følges resten af den "uendelige" vej til skole.

Jamen, hvorfor cyklede vi ikke? Der var jo næsten ingen biler på vejene. Nej, det gjorde vi ikke, for en cykel dengang var en "stor" ting, og hjemme hos os var vi 5 børn, senere seks, og der var kun een cykel til deling, og den var for stor til mig, da jeg var 7 år. Så jeg gik på mine ben til skole med min farbrors aflagte militærtornyster på ryggen med de få, nødvendige ting til skoledagen: ABCén, senere læsebogen, og madpakken, som var stor, for dagen var lang, og måske en patentflaske med mælk eller saft. Min mor lavede de dejligste madpakker, som man med rette kunne glæde sig til.

Jeg har stadig min ABC fra Sdr, Rind Skole. Jeg fik den af læreren som afskedsgave, fordi den var gammel og slidt og det var planen at gå over til et nyt ABC-system snart derefter.
Vis

9. april 1940: Tyskerne kommer

Tidligere rektor Frits Paludan-Møller, Viborg Katedralskole


Ved 12-tiden nåede motoriserede militærkolonner Viborg og rullede timer efter timer gennem byen i en uophørlig strøm nord på ad hovedvej 13, altså lige forbi Katedralskolen. Farten var stærk. Mandskabet sad fire og fire i hver vogn med stålhjelm på og blikket stift rettet fremad, fremad mod Skagerrak, fremad mod Norge. Ved femtiden begyndte en vis standsning. Vogn efter vogn stoppede op, og grupper af befalingsmænd gik rundt og søgte kvarter. Tre af dem indfandt sig paa skolen, og – skriver rektor – det var desværre ikke til at komme udenom: Om lidt ville kompagniet Würtz ankomme og tage kvarter på skolen.

Snart kom det motoriserede kompagni. Vognene fyldte de vestlige alleer og en del af gården. Mandskabet indkvarteredes i klasseværelserne og gymnastiksalene. Af sparsommeligheds hensyn stod de sidste uopvarmede. Ej heller havde vi varmt vand, men snart blev begge forhold bragt i orden. Skolen blev en myretue. Mange nysgerrige viborgere trampede med rundt.

Ude i byen kørte en højttalervogn rundt og befalede mørklægning fra et vist klokkeslæt, vel nok kl. 19.

Den næste morgen havde vi sat plakater ved skolens indgang med oplysning om, at skolegangen indtil videre var indstillet. Nogle lærere og en del elever kom alligevel helt hen til skolebygningen. Nogle fik et stærkt indtryk af soldaternes og motorkøretøjernes kolonner. Adjunkt frk. Billetoft blev stærkt rystet, fik næseblod og skyndte sig hjem.

Der gik nu nogle dage med denne indkvartering. Soldaterne sysselsattes med småmarcher til fods og andre småøvelser samt eftersyn og rengøring af materialet. Desuden med boldspil. Der blev holdt orden og mandstugt, fuldskab så jeg intet af, og soldaterne teede sig meget net.

Lørdag eftermiddag den 13. april drog styrkerne ret pludselig bort. Den efterlod et lille kommando til at gøre rent efter sig for de fem dages indkvartering.

Nu var skolen fri igen, og undervisningen genoptoges. Ved den første dags morgensang talte jeg til eleverne om de faldne danske soldaters død, advarede stærkt mod utidig nysgerrighed over for tyskernes materiel, øvrige sager og hele færden og fremhævede, at de nu var vore herrer, som vi skulle holde os fra, og som det var æreløst at gøre sig til kammerater med, sikkert også foragteligt i deres øjne.

Udgivet i: Uddrag fra Viborg Nyt, 1976. Skrevet af rektor ved Viborg Katedralskole Frits Paludan-Møller
Tidspunkt: ca. 1976



Der er ingen kommentarer til denne post.

Skriv selv en kommentar

Originalen befinder sig på Lokalhistorisk Arkiv for Viborg Kommune
Vis

Erindringer fra 9. april 1940

Husker De den 9. april 1940?, Viborgensere fortæller


ERINDRINGER FRA 9. APRIL 1940
Den 9. April for seks Aar siden…Nogle Viborgensere om deres Indtryk fra den ulykkeligste og mest skæbnesvangre Dag i Danmarks Historie.

I Dag for seks Aar siden skete det, man havde frygtet siden den anden Verdenskrigs Udbrud den 1. September 1939, men som det danske Folk inderligt havde haabet at kunne undgaa: Danmark blev inddraget i Stormagtskonflikten og besat af tyske Tropper.

Husker De den 9. April? Vi har spurgt nogle Viborgensere om, hvad de husker fra den Dag.

En uhyggelig Dag.
Købmand Visti Bech: Jeg var ikke lige med det samme klar over, hvad der var sket. Min Kone hørte Motorbrummen og sluttede som saa, at det var Fiskebilerne, der kørte oftere end ellers. Da jeg gik ned til Forretningen tidligt om Morgenen, saa jeg naturligvis Opraabene, og Folk snakkede om, at Tyskerne havde besat Danmark. Jeg saa en flot tysk Personbil, der kom kørende henad Sct. Mathiasgade med en Ladning elegante tyske Officerer. Det ligesom gav én et Indtryk af, at nu saa det galt ud for Danmarks Folk. 9. April var en uhyggelig Dag. Ordren om Mørklægning samme Dag gav os en lille Forsmag paa, hvad vi havde i Vente.

Bare et Gevær!
Farvehandler Anders Petersen fortæller: Jeg blev vækket, da Flyvemaskinerne dundrede ind over Viborg. Jeg sprang ned i Byen, læste Opraabene, der var blevet kastet ned, og forstod, hvad der var sket. Min første Tanke var saa hurtigt som muligt at faa fat i et Gevær. Jeg var allerede paa Vej mod Kasernen, men opgav det. Hele denne forbistrede dystre Stemning tog Modet fra mig. Der var heldigvis ikke ret mange Viborgensere, der ulejligede sig ud for at overvære Indtoget, men nogle var der naturligvis, og enkelte strakte sig endda saa vidt som til at beværte Tyskerne. Man blev bitter i Sindet ved Synet af disse Menneskers Handlemaade, en Bitterhed, der faktisk ikke rigtigt har fortaget sig endnu.

De kunde ikke sove.
Politiassistent Ansgaard fortæller: Hele Politistyrken blev straks efter, at Besættelsesbudskabet var almindelig kendt, indkaldt til at give Møde. Sammen med Politimesteren inspicerede jeg Viborg i Bil, og der blev udsendt Patrouiller for at bistaa Befolkningen ved eventuelle Episoder. Kl. 1 blev det meddelt i Radioen, at Mørklægningen skulde sættes i Kraft fra Mørkets Frembrud, hvorefter vi maatte ud med Højttalervogn for at instruere Folk herom. For at undgaa Spektakler og Demonstrationer blev al Musik, Optræden og Dans forbudt fra samme Dags Aften. Vi havde om Morgenen en Masse Opringninger fra Mennesker, der var gale over Motorstøjen. En Dame ringede til mig og klagede over, at hun ikke kunde sove i al den Spektakel, men da jeg gjorde hende opmærksom paa, at Tyskerne havde besat Landet, udstødte hun et Skrig og smækkede Røret paa.

Skuffede Soldater.
Stabslæge Tarp fortæller: Jeg blev vækket ved Femtiden om Morgenen sammen med de øvrige Officerer, og vi var med det samme klar over, at noget var galt. Jeg kørte op paa Kasernen, mens Flyvemaskinerne dundrede hen over Viborg. Vi fik Ordre om, at Fjendtlighederne skulde indstilles. Soldaterne havde den allerstørste Lyst til at fyre løs mod Hitlers sorte Fugle, og det kneb at holde Styr paa de Unge Mennesker. Det var dem en Skuffelse, at de ikke fik Lov til at slaas for deres Land.

Udgivet i: Uddrag fra Viborg Stifts Folkeblad, 09.04.1946
Tidspunkt: 1946
Vis

Våbenmodtagning på Kvosted hede under besættelsen

Gunnar Olesen, Leder af modstandsgruppen Løgstrup-Kvols.


VÅBENMODTAGNING PÅ KVOSTED HEDE UNDER BESÆTTELSEN
Våbenmodtagning på Kvosted hede

Gunnar Olesen, der var leder af modstandsgruppen Løgstrup-Kvols under besættelsen fortæller om en våbenmodtagelse natten mellem søndag og mandag den 25. og 26. februar 1944:

I radioudsendelsen fra BBC den pågældende søndag aften var der blandt de mange hilsener også en hilsen til ”Kaj”, hvilket betød, at der den kommende nat ville blive kastet engelske våben ned på pladsen ”Jordbro” nord for Dalgas plantage.

Efter at Gunnar Olesen havde alarmeret gruppens folk i Kvols og Løgstrup, var han igen på vej til Kvols. I den mørke nat og med mørkelagt cykellygte var han så uheldig at køre ind i et kompagni tyske soldater, der uden lys marcherede på vejen for at komme på øvelse. Efter et noget voldsomt ordskifte mellem den tyske officer og Gunnar Olesen på hvert sit sprog, som de gensidigt ikke forstod, fortsatte han sin natlige gerning.

Efter at gruppen var samlet på modtagepladsen til den fastsatte tid, blev retningslysene, to klare og en rød lygte med 75 meters mellemrum, sat ud til at vise vindretningen. Fire meter ude til venstre for sidste lygte blev signallygten så placeret, og vi var nu klar til at modtage den engelske gæst, som kunne ventes i tidsrummet 23 og 03.

Efter en times ventetid hørte vi den metalliske brummen, som var så karakteristisk for de engelske flyvemaskiner, og snart dukkede den frem mellem de drivende skyer. Retningslysene blev tændt og morsesignalet L, en prik, en streg og to prikker, blev sendt og ud af maskinen væltede 12 containere, som langsomt dalede til jorden under de åbne faldskærme.

Der blev nu travlhed med at få godset og skærmene samlet sammen, og på en lastbil blev det kostbare gods bragt til mit hjem Sdr. Hedegaard, hvor det blev gemt i en tom svinesti, godt dækket til med halm.

Dagen efter den begivenhedsrige nat fik vi besøg af et par tyske soldater, der kiggede sig nysgerrigt om på gården. Dette gjorde, at vi snarest fik det engelske materiel flyttet.

Nogle nætter efter blev imidlertid to af gruppens medlemmer taget af Gestapo, da de var på vej hjem efter en aktion. De blev ført til Aarhus og udsat for streng tortur.

I mit tilfælde blev gården en aften pludselig omringet af tyske soldater med Gestapo i spidsen, og min bror, Peter, og jeg blev straks anholdt. Medens min mor og søster så til, blev vi ført op i storstuen, hvor især min bror blev udsat for en hård behandling af Gestapos danske håndlanger. Flere gange blev han slået i jorden, når han ikke svarede hurtigt nok på spørgsmål. Omsider var han så hårdt tilredt, at han fortalte, at våbnene var gravet i jorden på gårdens mark.

Vi blev nu ført til Aarhus og blev indsat i arresten, og her begyndte nu en langsommelig afhøring under tortur. De var især meget brutale overfor min bror.

Jeg kom også i forhør. Jeg husker, at jeg dagen før skærtorsdag var i forhør i næsten et halvt døgn fra klokken 15 til klokken 3 om natten, hvor jeg havde hænderne lænket sammen. Jeg blev flere gange slået i hovedet af den danske tolk, som var meget brutal og bandede. Mine læber var flækkede, og mine hænder var ilde tilredt efter slag af hans pistol.

Det endte med, at vi blev anklaget for våbenmodtagning, sabotage og tyveri fra værnemagten. Vi blev sendt til Frøslevlejren.

Udgivet i: Uddrag af Viborg Stifts Folkeblad, 12.10.1983
Vis

Emil P's konditori,


Bodil Sørensen fortæller:

I sommerferien mellem 1. og 2.gymnasieklasse - 1965- arbejdede jeg i køkkenet hos EMIL P. Jeg "stillede an" dvs arrangerede de bestillinger, der blev indgivet til servitricen, og jeg vaskede op-med opvaskemaskine og holdt køkkenet propert.

Det var lange dage, men spændende for mig, der ellers var noget af en "hjemmefødning", der var andre unge mennesker, der enten var ansat i en eller anden kapacitet, eller som bare kiggede ind for at snakke lidt med pigerne bag disken, i konditoriet og køkkenet. Om aftenen, når der skulle lukkes og slukkes, skulle alting være fint og rent og parat til næste dags ryk-ind af gæster, og det var en fornøjelse at få lov til at arbejde sådan et "fint" sted.

Der var snehvide duge på bordene, porcelænet var af den bedste slags, og det må have været en oase i hverdagen for mange af byens borgere og for udenbys turister, sådan at gå ind i konditoriet,hvor der til dagligt var dækket op, som var der fest.

Man kunne få smørrebrød og sodavand, konditoriets egne, legendariske kager - flødekager eller "tørkager"- og kaffe eller te, som også hørte under "køkkenpigens" domæne. Da sommeren var ovre, havde jeg tjent penge nok til at kunne købe en skrivemaskine og en hårtørrer, og så endda have penge i banken.

Skrivemaskinen var vild luksus, for skolen accepterede stadig kun opgaver og stile skrevet i hånden med blyant eller fyldepen, men hårtørreren var en virkelig nødvendighed, for det var stadigvæk en tid, hvor vandonduleret hår var sagen, og med egen hårtørrer var det jo ingen sag at se godt ud.

Lars Roed fortæller:

Jeg kom til Tisted a/m ved tapdrup 1.nov 1956 og tog med den røde bus til viborg, hvor vi var fire der spillede badminton i ekserserhuset.når dette var færdig tog vi ned på Emil P`s konditori,hvor vi fik kaffen og måske lagkage.Emil P, junior, kom altid og hyggede sig med os, for han spillede oldb.badminton.Det var ret hyggelige stunder jeg mindes med glæde.Vi startede bordtennis ( efter opfordring af Junior) nede i hans kælder, med stiftende generalforsamling og det hele. Ja en god tid på Emil Ps`konditori med det røde gulvtæppe og plysmøbler og starten på TV.

Franzi Larsen fortæller:

Mine forældre mødte hinanden i Emil P's Konditori. De arbejdede der begge to i årene op til 1925. Min far (født 3. maj 1903) var i konditorlære og min mor (født 3. april 1902)var (i lære? som)bagerjomfru. Min mor hed Valborg Schibler og var datter af glarmester Sophus Schibler og Nielsine. Min far hed Søren Christian Schmidt Madsen og var søn af bager Marius Madsen og Metteline fra Vejle. Mine forældre blev gift 30. eller 31. august 1925 og åbnede eget konditori i Nørregade i Vejle. Desværre har jeg ingen fotos fra den tid (jeg var lidt hårdhændet engang jeg rydede op i de gamle sager. De fortalte at Emil P. kunne være en hidsigprop. Engang slog han min far i hovedet med en grydeske, hvortil min far sagde:"Den knak s'gu" - og det gjorde den.
Vis

Et mystisk broderskab fra Viborg og en skat under Finderup kirke

Martin Mikkelsen, Viborg


Bruger-uploadet billede
Jeg husker da jeg, som barn, først hørte om dette lyssky broderskab dybt nede fra Viborgs historie. Året var så vidt jeg husker 1962 og jeg var otte år. Det var en mand, ved navn Niels Christensen, jeg kendte fra byen Finderup, lige udenfor Viborg, der nok bedst er kendt som stedet hvor Kong Erik Klipping blev myrdet.
Niels fortalte mig om dette broderskab, Sangréal Ordenen, der havde levet en lyssky tilværelse op gennem Viborgs historie. Angiveligt havde de været oprørere der var imod de gejstliges privilegier og endeligt greb politisk ind under Grevens Fejde og tog parti for Skipper Clement, der som bekendt tabte borgerkrigen. Efter dette nederlag gik broderskabet under jorden, og ifølge Niels, vendte de tilbage til deres vigtigste opgave, nemlig at vogte en ukendt skat. Skatten fortalte han var gemt i Finderup, men ingen vidste selvfølgelig hvor.
Jeg husker tydeligt hvordan jeg og min kammerat Peter gik på jagt efter skatten. Men vi fandt, ikke overraskende, intet.
Der gik nogle år og som 15 årig tjente jeg nogle håndører på Anexgården i Finderup lige overfor kirken, som jeg i mine skattejagt lege havde været interesseret i. Da jeg en dag spurgte en af karlene om han havde hørt om broderskabet sagde han ”JA” og at det ikke var noget der måtte snakkes højt om på gården. Da jeg spurgte hvorfor nikkede han mod stuehuset. Han mente, at Niels Nielsen var med i broderskabet.
Jeg har aldrig fundet ud af, om noget af alt dette var rigtigt, men jeg husker myten om Sangréal Ordenen.
Vis

En mors breve til sin datter i starten af 1900-tallet

Birte Bo Nielsen, Frederiksberg


Udvalgte breve fra min oldemor, Inger Johanne Pedersen f. Sörensen, til sin datter min mormor, Inger Marie Jensen f. Pedersen, skrevet i starten af 1900 tallet.

Foulom Mölle den 24/4 [1911]
Kjære Datter og Svigersön
Tak for Eders Brev jeg Vil nu lade Eder Vide at det gaar helt got med os jeg holder godt ud til at Malke Kvierne. jeg har Sommetider lit ont i min Venstre Arm men det gaar jo Over igjen, men nu har Vi faaet os en Karl han var Tagen og Skulde have Været Inde i Kongens Tjeneste nu den 25 men Han blev Fri, Han kom Herud Fredag Aften og blev festet og saa Möte han Iaftes i Plassen og I dag er han ude med Möllevognen. Han Har Været Malkevogter i Vindter hos Kresten Vestergaar Ellers er han fra Kjöbenhavn og Kresten Melgaar er hans Farbroder. nu er Fader Tilpas nu Vi har faaet en Karl. nu kan Vi Sagtens Klare det naa Vi blodt kan Være Raske nu Skal i ikke give Saa let Slip Paa Möllen. jeg Lenges Efter Lille Anders jeg Savner Ham Vi har ikke Hört noget til Hvordan di Har det. du kommer Vel snart Hjem Marie du Vil Vel ikke Hjem og Holde Föselsdag Saa kan du selv Hendte din Fölselsdag Gave jeg har Kjöbt den til dig Fredag da jeg Var i Foulom jeg vilde Blive Glad Hvis at du kom. nu maa jeg Slutte mit Brev Tiden er Saa knag for mig, men Skriv nu Snart til os Igjen og Dermed Vere i Hilset mange gange fra os Alle sammen og Lev nu Vel Til Vi Ses Igjen, jeg Haaber i Snart Besöger os.

Foulum Mölle Tirsdag
Kjære Datter og Svigersön
Tak for besöget som i gjorde Hos os men Tiden gaar altid Saa Hurtig naar i er Her jeg Sönes jeg faaer for lit Lige af jer men Igaar Var jeg Ved at Plukke Solber og Idag Har jeg Söltet dem og nu har jeg en Stor Kruk Ber der staar til dig Marie og der er nu ikke saa faa Ribs og Kirseber der er Nok Til os Bege to Saa du Behöver ikke at Kjöbe nogle Ber naa du Maa Rejse Hjem Efter dem Skal du nok faa dem som du Har Brög for og saa maa du Tage Kofferton med Til at Have nogle Æg i og en Höne og saa Vil jeg Betale Reisen og saa faar du nok nogle dage fri saa Vil Vi en Tur ind til Overviskom og Til Vels men Hvis at Eders Fremmede nu ikke Kommer kom saa Sist i Maaneden for saa Bliver det Inden Höst Vi Har Vist ikke Höst för i Agust og du kan nok Være Borte Naar i har Gine Til at Störe Huset for Eder eller Til at [?] Peter saa kan Han nok onvere dig i Nogle dage I morgen Skal jeg til at Ströge og Vaske der er meget at Bestolel nu maa jeg Slute for denne gang med mange Hilsner til Eder og Hils dem som jeg Kjender og Lev nu Vel Til Vi ses Igen og Skriv til os Engang med det förste Fra din Moder

Kjære Dater og Svigerson
I kan tro at Vi Ventede efter eder i Söndags Fader Var saa Vis paa at i nok Kom Herud og jeg Havde Gemt en del Æg til Eder som i Skulde Have men maaske at i kommer Hjem til Maabroders sølvbryllop Det er den 5te November og Saa kan i faa dem Fader Har Lovet mig en Ferie naar Vi faar Pigen og i kan saa Vendte mig til Farsö I dag har Begont at Tage op af Kartoflerne nu er det jo Ved den Tid men jeg Har Været Saa Forkölet i de Siste dage i Tirsdag Laa jeg i Sengen Det Var i Hovedet og i Halsen men nu gaar det jo nok Over nu er Sören Masen jo Tagen til Infanterist og Sören i Overviskom til ArbejsTrogerne og der er jo mange Flere men I kan jo se det i Avisen fra Igaar nu Vil i nok snart Skrive Lit til os og dermed Være i Hilset fra os Alle Eders Moder Lev Vel.

Foulum Mölle Tirsdag Aften
Kjære Datter og Svigerson
Jeg Venter Efter at Höre fra Eder og Iaften Sider jeg ene Fader og Bits er til Föselsdag Henne Ved Sören [?]i aften og nu er der Stelhed jeg Vil nu Först Fortelle Eder at der Var et Stor Möde i Viborg i Lördags om et Svinslagteri og Fader var i Viborg til Möde men Han Blev Tredt af at Höre derpaa da det Havde Varet i Fire Timer gik Han ud af Salen men Vi Har ikke Hört Hvad det Blev til om det gamle Slagteri skal Köbes til et Andelsslagteri eller om der Skal Köbes et Nöt Jeg Var ogsaa i Viborg i Lördags og Fik meg til[?] og jeg Var nede Ved Jens og Nikoline nu er Lille Anders Bleven Stor og Tok og Han kan Sige Flere Ting nu er det Bleven Forbi med Jens Mikelsen og Hanssine og Jens Var i Retten Siste Torsdag og Blev Dömt til at Betale til Hans Datter det er Vist Hanssine der Har gjort det Forbi Saadan gaar Snakken imellem Folk der Var en Stor Fest i Örum i Söndags Aften og Sören Var med Han Har faaet Stor Löst til at Danse nu er det got at vi Har faaet Töver og det Bliver Bedere at Köre det Har Været Farligt Saa Skidt Som det Var Alle Steder jeg falt en dag og Slog min Ene Knæ men nu er den Snaart Kommen Sig men nu Mangler Vi Vind men det kommer jo ogsaa Nok Jeg Lengges Efter at Komme ned og Besöge Eder og nu Tenker jeg at det Bliver godt Veir nu Har Vi Nok Ende på det Haardeste af Vinteret nu Vil i nok Skrive til os og Sige os Hvorledes i Har det Saa Skal jeg nok Skrive en anden gang Igjen og nu Vere i Hilset Saa mange gange fra os Alle sammen og Lev nu Vel men Skriv nu et Lang Brev til os Fra Moder.

Foulum Mölle den 1. Marts [1912 ]
Kjære Dater og Svigersön
I Venter Vel Efter at Höre Fra os men Tiden gaa saa Rask og saa Bliver det altid derved med at Skrive der er Aftenskole Og Afholsmöde og der har Været Teater i Viborg siste Söndag som Andersine Var med til og saa Körte di Kloken To og saa er jeg saa Tit Ene og saa Var Biths og hans Kone og deres Lille Sön Herover i Söndags og Drikke Kafe det var Förste gang at Konen Har Været i Boen Siden hun har [?]den 8de Setember men Vores Komfur Staar Ved det Samme og Bits er nu en hel Pen Mand, Vi Var til Begravelse i gaar det Var Kresten Ditlevsen som er död han har lagt Sög Siden Höst det var en Stor Savn For dem det Var en Flink mand men der er Ingen Börn Efter Ham, Charlote i Overviskom Liger paa Sögehuset innu men Hun Kommer Vist Snart Hjem men det har Hun Sagt lenge men Hun er got Tilfres altid. I morgen Skal Fader og Tomas Til Viborg med di to Siste grise saa Har Vi ikke uden en Tilbage og den Skulde Vere med Grise men Vi Skulde Have Smaa Imorgen saa Söndag Skal der Være Tombole ned i Formöre det Glæder Sören sig til Ja det er jo noget for dem Alle sammen saa er Edvard og Ellen ogsaa med nu Har Vi jo godt Veir nu Venter jeg Efter at komme til Farsö men nu Varer det nok Heller ikke ret lenge inden i faar en Lille Pige og saa Vil i nok Lade mig det Vide men jeg Tror at i Skald Lade den Lige i Bisen og saa Lade den Lige og ikke Lukke for Ansigtet Saadan Liger Bitsses Lille Dreng Han Skal Have Frisk Loft siger Hans Moder det er saa Sandt og Henderne er Altid oven paa Dönen men Han Trives godt nu Veier han 16 p og nu er Han trei Maaneder Gammel, nu Vil jeg Slutte mit Brev for denne gang i Haab om at i er Raske og Har det godt og Skriv nu et par or til os Igjen en Kjerlig Hilsen Til Eder fra os Allesammen men först og Sist fra Eders Moder Jeg kommer med Ægene.

N.B. Til dette brev hører nok den forklaring, at min mormor og morfar har mistet en lille pige, som vist døde i sengen hos min mormor. Pigen døde samme dag, som hun blev født 1.2. 1911.
Indsendt af Birte Bo Nielsen



Vis


Erindringer
Skriv din erindring her:
Skriv selv erindringer