Viborg historie


Søndersøs gave


Fundet i Søndersø

Omkring nytår 1954 blev der gjort et bemærkelsesværdigt fund i Søndersø. En kunstig dyngø var vokset op i søen i forbindelse med Randerschausséens udvidelse. To unge amatørarkæologer, seminarist Frits Videbech og sergentelev Hans Jørgen Blokmann vovede sig ud på den kunstige ø og fandt der en fin bæltekæde af messing samt nogle nøgler. Bæltet består af en ringleddet kæde, fire metalplader, et spænde og et større ringformet led beregnet til fastgørelse af nøglerne.

Midlerne til borgmesterkæden

Den fornemme bæltekæde kom nogle år senere til at spille en central rolle for udformningen af Viborgs borgmesterkæde. Forhenværende skoledirektør Axel E. Nielsen havde i længere tid ment, at det historiske og traditionsrige Viborg, i lighed med mange andre købstæder, burde have en borgmesterkæde som et passende symbol for byen. Derfor tog skoledirektøren i 1969 initiativ til dannelsen af en lokal komité, som fik til formål at fremskaffe midlerne til en borgmesterkæde. Det lykkedes komiteen at indsamle ca. 40.000 kr, hvoraf byens banker og sparekasser tegnede sig for hovedparten. Resten skaffede komiteen via bidrag fra en række af byens borgere, foreninger, firmaer og institutioner.

Borgmesterkædens udseende

Borgmesterkædens udseende blev lagt i hænderne på en særlig kunstnerisk komité. Komitéen besluttede, at kæden skulle være en 1,60 meter lang kopi i 18 karat massiv guld af den bæltekæde, der blev fundet ved Søndersø. På kædens led skulle navnene på de skiftende borgmestre indgraveres. Selve vedhænget blev en kopi af Viborgs ældste segl, der sandsynligvis stammer fra midten af 1200-tallet. Kopien af vedhænget blev fremstillet efter det orginale segl på et brev fra 1421. Seglet viser to senatorer (rådmand), der sidder på en bænk. Senatorene repræsenterer efter alt at dømme en form for bystyre, idet seglets latinske omskrift lyder: "Sigillum senatorum Wibergiensis civitatis" - "Viborg bys oldermænds segl". Motivet er i øvrigt det samme som klæder Viborgs byvåben.

Overrækkelsen af borgmesterkæden

Til udformningen af borgmesterkæden valgte man sølv- og guldsmedene Anni og Bent Knudsen. Ægteparret havde værksted i Kolding og var kendt som nogle af landets bedste. Guldsmedene afleverede borgmesterkæden den 20. marts 1970, tidsnok til at Axel E. Nielsen kunne lægge den omkring skuldrene på borgmester J. Ringgaard-Christensen ved en festlig sammenkomst den 1. april i anledning af sammenlægningen af Danmarks kommuner. Således fik Viborg sin borgmesterkæde, der som Ringgaard-Christensen udtrykte det på overrækkelsesdagen: "...vil bære vidnesbyrd om Viborgs stolte fortid og samtidig være en tilskyndelse til at sætte alle kræfter ind på at skabe en fremgangsrig og god fremtid..."



Oprettet af: Dan Ersted Møller den 2003-08-12
Opdateret af: Dan Ersted Møller den 2005-06-10

Kommentarer

Kærlighedserklæring til byernes by

Birte Skaarup f. Michelsen, Viborg


Dejligt at læse en ung mands beretninger om hans og min barndomsby Viborg. Tankerne gik tilbage til tiden omkring 1950, jeg var da 12 år og genkender stemningen fra den tid og genkendte også navnene på drengene og lærerne på Katedralskolen. Min far startede Fotorama i 1914, det var jo et sted hele Viborgs befolkning kom med mellemrum, nogle tiere end andre. Når Hans Jørgen Blokmann nævner Frøken Biltoft, husker jeg en episode fra den tid. Vi spillede en film der var forbudt for børn under 16 år, et par drenge havde iført sig deres fars bløde hat for at komme til at se ældre ud end de 16 år. De kom ind og så filmen( jeg husker ikke hvilken), men jeg husker frk. Biltofts ankomst i mit hjem på Kloster Alle, hvor mine forældre måtte stå skoleret, fordi de havde ladet drengene komme ind og se filmen, jeg husker mine forældre forsvarede sig med, at det dog ikke var sådan, at man skulle medbringe dåbsattest for at gå i biografen.Lærerne på Katedralskolen var et kapitel for sig selv. Jeg havde frk. Fårtoft til håndarbejde og måtte ikke have gjort tingene ordentligt, hvilket resulterede i et " vrid" i den tynde hud på indersiden af min overarm. Det deraf følgende mærke, gik man stille med, ellers havde det udløst nok en reprimande hjemme.



Borgerkoner i Viborg gik med bælte af messing, som dette fundet i Viborg Søndersø. De har brugt bæltet til at hænge nøgler, pung og lommekniv i. Foto: Lars Guldager.

Kommentarer
Vil du skrive en kommentar?
Skriv selv kommentarer