Viborg historie


Dollerup Sogn


Dollerup er de fem Hald’er, Niels Bugges Kro, Dollerup Bakker og Hald Sø, Stanghede, Hald Ege og Bækkelund. Dollerup er også et geologisk landskab af ganske usædvanlig karat.

Landskabet ved Hald Sø blev formet af sidste istids enorme is og vandmasser. Ved Skelhøje dannede isens hovedopholdslinie et knæk på 90o. Tunge ismasser i tre tunneldale stødte sammen, hvor iskanten havde sit knæk, og mens isen smeltede, fossede vandmasserne med voldsom kraft gennem tunneller i og under isen frem til den store gletscherport ved Skelhøje, hvorfra vandet i endeløse strømme bredte sig ud over det isfri Vestjylland. Da isbræen rykkede tilbage, lå en mastodontisk klump dødis tilbage i dalen. Her lå den, måske i årtusinder, før den smeltede og efterlod os den smukke Hald Sø, som på sit dybeste sted er 34 m dyb.

Natur og mennesker

Naturen ved Hald med sø, lyngbakker, eg og ene, virker dragende på folk året rundt. Søen minder om en bjergsø, skov og bakker er betagende. Derfor kommer de igen og igen: motionister, hærvejsvandrere, cykelryttere, ornitologer, bærplukkere, turister, pensionistgrupper, småbørnsfamilier og kærestefolk i skøn forening.

Naturen har også tjent som kulisse for menneskeskabte dramaer, selv om det menneskeskabte netop i Dollerup Bakker tager sig beskedent ud. Imponerende var dog nogle filmoptagelser, som Nordisk Film stod bag i 1917 og 1918. Filmdirektør Ole Olsen fandt stedet egnet bl.a. til nogle klip med vulkanudbrud i filmen ”Vesuv i Udbrud”. Det krævede om ikke et bjerg så i det mindste en bakkeknude. På toppen af en af bakkerne gravede et minørhold fra ingeniørkasernen et krater, anbragte heri krudt og brandbare stoffer, og straks filmkameraet snurrede, blev tændsatsen aktiveret. De første små eksplosioner sendte i hurtig rækkefølge sorte skyer op. Så nåede ilden ned til hovedsprængladningen, der bestod af 150 pund krudt, 10 tønder benzin, seks tønder petroleum og fire tønder tjære. Udbruddet kom som et dommedagsbrag, jorden skælvede i bakkerne, og en mægtig søjle af røg og ild slog op i luften og formørkede den blå sommerhimmel over Hald.

Barakbyen

På samme tid som Nordisk Film omdannede Hald til Danmarks Hollywood byggede håndværkere fra Viborg en barakby i Hald Ege. De første beboere i barakkerne var dog af udenlandsk herkomst, idet de var krigsfanger, som Røde Kors udvalgte blandt sårede soldater i de russiske fangelejre under 1. verdenskrig. Lazaretbyen i Hald Ege var det neutrale Danmarks bidrag til at lindre lidt af lidelserne under den menigsløse krig.

Den røde barakby blev i 1922 indrettet til kuranstalt for mennesker med kroniske lidelser. ”Folkekuren” fik efterhånden op til 2.700 patienter og blev en meget stor arbejdsplads. Historien skal ikke fortælles her, men det fascinerende er, at de svenskrøde træhuse, opført under stor hast i en krigssituation, i dag er blevet et af de meget attraktive boligområder i den nye kommune.

Hald Hovedgård

Historien om de fem Hald’er er fortalt utallige gange. Derfor skal Niels Bugge, Jørgen Friis, Frederik Schinkel og de andre stridskarle få fred i denne omgang. Men at en simpel husmand også skulle opnå at blive herremand på Hald er jo ikke hverdagskost, så han skal lige nævnes.

Husmanden, som også var karetmager, kom fra Vindblæs i Himmerland. Under besættelsen, i 1943, havde han nået den høje alder af 75 år og stod foran at skulle fejre guldbryllup med sin kone. Og hvad skulle parrets tre sønner finde på i den anledning? Tja, sønnerne havde faktisk engang i festligt lag lovet deres far, altså husmanden, at han skulle ende som herremand. Så derfor købte de Hald Hovedgård og forærede godset til forældrene i guldbryllupsgave.

Men det som kommer let, går som bekendt også let. Sønnerne havde tjent de mange penge ved værnemageri, og da dommen faldt i 1948, konfiskerede staten herregården Hald. Dermed var husmanden tilbage i muddergrøften og den danske stat stod med en herregård, som embedsmændene i finansministeriet ikke rigtig kunne finde ud af, hvad de skulle gøre med.

Heldigvis var der andre, som godt kunne se muligheder i en ledig herregård ved Hald Sø. Danmarks internationale Studenterkomité, DIS, meldte sig med en plan om et internationalt studentercenter, hvor unge fra hele kloden hver sommer skulle mødes på Hald for at drøfte samfundsspørgsmål, kultur, fred og mellemfolkelig forståelse. Et håbefuldt initiativ i en tid, hvor krig i Korea og koldkrigsstemning hærgede verden. Forhandlinger mellem finansminister H.C. Hansen og Viborg Byråd førte i 1951 til lejeaftalen med DIS, og i de næste snes år blev Hald et internationalt mødested for studerende.

Dollerup Mølle

Et besynderligt optog sneglede sig nogle dage i 1900 gennem Dollerups dale og bakker. En blok-vogn forspændt 14 sværlemmede heste fragtede af sted med et monstrum af en dampkedel på 13 tons. Det var fabrikant A.P. Jensen på Dollerup Mølle, som hos A/S Frichs i Århus havde bestilt en ny 125 HK dampmaskine med kedel. Dermed satte fabrikanten effektivt tryk på endnu en stor udvi-delse af trikotagefabrikken, som hans farbror havde grundlagt et halvt århundrede tidligere.

Med udvidelsen i 1900 var Dollerup Trikotagefabrik på vej mod at blive førende i landet, og A.P. Jensen på vej mod at blive egnens rigeste mand. Spinderiet og trikotagefabrikken solgte garn og uldent undertøj til hele landet og til den russiske armé. En stor del af sognets befolkning var på dette tidspunkt dybt afhængig af den store arbejdsplads. Sognets sandede jorder gav kun et beskedent afkast til landmændene, men hederne gav føde til store flokke af får. Hosebindingen havde trikotagefabrikken forlængst udkonkurreret, men ulden gik nu til uldspinderiet.

Der herskede gode tider i tekstilbranchen, men fabrikant Jensen delte nødigt for meget ud af overskuddet. Lønningerne på Dollerup Trikotagefabrik lå langt under landsgennemsnittet. Utilfredsheden ulmede i krogene, og i 1909 tog de modigste initiativet til at danne en fagforening. A.P. Jensen forsøgte at kyse folkene ved at true alle, der sluttede sig til foreningen, med øjeblikkelig fyring. Truslen ramte imidlertid som en boomerang, idet samtlige ansatte mødte op foran kontoret for at få deres afsked. Fabrikanten måtte så trække i land og striden endte med, at en overenskomst blev strikket sammen.

Fabrikant og etatsråd Jensen brød sig dog ikke om de nye tider, og kort efter realiserede han gevinsten af den blomstrende virksomhed, idet han solgte den til et aktieselskab med uldgrossist Gregers Hansen som hovedaktionær. Den nye direktør lagde ud med at hæve samtlige lønninger, hvilket gav en hel anden stemning på fabrikken. I 1914 indgik Dollerup Mølle som den største fabrik i fusionen A/S De forenede jyske Farverier og Tricotagefabrikker. Også i mellemkrigsårene var der lange perioder med god afsætning af garn og uldvarer. I 1930 toppede beskæftigelsen i Dollerup med 240 mennesker ansat på fabrikken.

Efter 2. verdenskrig begyndte det at gå galt i Dollerup. Fabrikken blev ramt af ødelæggende brande i 1941, 1948, 1955 og 1956. Efter den sidste brand blev spinderiet ikke genopført, og aktieselskabet havde længe prioriteret produktionen i Århus frem for i Dollerup. Strømmen af travle mennesker på sognevejene på vej til at udføre deres daglige dont på fabrikken tog af. I 1967 lukkede den.

Når man blot har et ishus

Den videre fortælling om Dollerup Mølle er en smule surrealistisk. I en tid benyttede en mindre tekstilvirksomhed en del af bygningerne. Efterhånden stod de alle tomme. Skov- og Naturstyrelsen overtog komplekset i 1979 med det mål at fjerne det ringeste og sælge resten. Snakken gik, at Lilleskolerne Efterskole ville rykke ind, så kom det på tale med et vandrerhjem, andre mente, det skulle være naturcenter, eller boliger, eller et center for tekstil og design, eller et lokalt hospice, eller hvorfor ikke et jysk Louisiana.

Beboerne i Dollerup kerede sig om møllen, også efter at den blev forladt. De ønskede ikke flere ruiner ved søen. Men tiden gik, og de mange planer for stedet viste sig alle lige så luftige som en morgenbrise over Hald Sø. I en del år skabte beboerforeningen liv på møllen, idet medlemmerne indrettede en bygningsfløj til forsamlingshus. Da loftet en dag omtrent faldt ned i hovedet på dem, måtte de fortrække. Men det lod de sig nu ikke slå ud af, og fra Dollerup har vi derfor en meget opbyggelig historie om, hvordan en flok engagerede mennesker ved hjælp af få midler fik indrettet et nyt forsamlingshus.

Muligheden for at få et passende fælleshus opstod i 2002, da en lejer flyttede fra det gamle ishus i Dollerup Bakker. Skov- og Naturstyrelsen ejede huset, og da statsskovridder Bjerregaard på Fussingø var kendt som en handlingens mand, gik beboerforeningen i Dollerup ikke forgæves til ham. Statsskovdistriktet accepterede at leje huset ud til forsamlingshus og ville tilmed betale en del materialer, mod at beboerne i Dollerup selv klarede ombygning og istandsættelse. Bestyrelsen for det gamle forsamlingshus havde tillige en sum penge stående på en konto. Også kommunens kulturudvalg lagde penge på bordet, og så var der kun for Dollerup-folkene at smøge ærmerne op og komme i gang. I 2003 stod et hus til 70 mennesker færdigt til indvielse, og en veltilfreds foreningsformand, Hans Korsgaard, sparede ikke på de store gloser, da han i sin tale bekendtgjorde, at der i bakkerne burde rejses statuer, både af skovridder Jens Bjerregaard og kulturudvalgsformand Mogens Rohrberg.

Og møllen? I firserne og halvfemserne var den umulig at få solgt. Men nu, under indtryk af de gode tider, lod det sig gøre, endda til et imponerende million beløb. Den eneste forandring er blot, at bygningerne ser mere miserable ud end nogensinde. Hvor ville det have været befriende, om Skov & Naturstyrelsen frem for at realisere usselt mammon havde fjernet bygningerne for at lade naturen komme til sin ret.

Tekst: Henning Ringgaard Lauridsen



Oprettet af: mikkel den 2008-01-17
Opdateret af: mikkel den 2008-01-17




Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer