Viborg historie


Viborg Søndre Sogn


Ved reformationen i Viborg i 1529 var der i Viborg foruden Domkirken 12 katolske sognekirker og fem klosterkirker. Kong Frederik I gav imidlertid borgerne i Viborg tilladelse til at rive de 12 sognekirker ned mod, at Sortebrødre og Gråbrødre klosterkirker skulle være sognekirker i de to nye sogne – Nørre sogn og Søndre sogn – som Viborg nu blev delt i. Da Gråbrødre Kirke efterhånden forfaldt, blev Domkirken i 1812 sognekirke for Nørre sogn, og sognet blev omdøbt til Viborg Domsogn.

Søndre sogn

Søndre sogn er altså i dag 479 år gammelt, og lige så længe har den gamle klosterkirke været sognets kirke under navnet Søndre Sogns kirke. Menighedsrådet har bestemt, at den skal have sit gamle navn tilbage, og derfor kaldes kirken nu Sortebrødre kirke. Grænsen imellem de to sogne i Viborg kom til at følge Sct. Mathias Gade, men dog således at kvarteret omkring Vestergade kom med til Søndre Sogn, og vest for Ringvejen kom grænsen til at følge Jegstrupvej. Viborg havde en meget stor bymark, og Søndermarken og store dele af Vestermarken hørte derfor med til Søndre sogn.

Sortebrødre kloster

Dominikanerne eller Sortebrødrene var ligesom Gråbrødrene eller Franciskanerne tiggermunke. Begge munkeordener levede af tiggeri og almisser og byggede deres klostre i byerne, hvor de forkyndte Guds ord for de fattige, underviste og plejede de syge. Gråbrødrene kom til Viborg i 1235 og Dominikanerne nogle år før. Sortebrødrene bar en hvid klædning og over den en sort skulderkappe med hætte, og det er denne kappe, som har givet dem deres danske navn. Munkeordenen er grundlagt af den spanske munk Domingo i 1216, og vi ved med sikkerhed, at deres kloster i Viborg eksisterede allerede i 1246 og meget tyder på, at det er grundlagt allerede i 1227, så ordenen kom hurtigt hertil. Da munkene kom til Viborg, gik de straks i gang med at opføre deres kloster på en bakketop med udsigt mod nord til Domkirken og mod øst til Asmild kirke. Byggeriet stod på igennem hele middelalderen, og først kort før reformationen var klosteret fuldført med en korsgang i to stokværk.

Klosterkirken

Klosterkirken udgjorde nordfløjen i klosteranlægget, og byggeriet blev begyndt allerede før midten af 1200-tallet. Kirken blev opført i røde teglsten i romansk stil med lodrette kamtakkede gavle. Byggematerialet var tilhugget granit forneden og derover røde munkesten med fine detaljer med brug af profilerede og glaserede teglsten og murværk i sildebensmønster. Kirkens ældste del – østgavlen – præges af de smukke høje, slanke vinduer, som tyder på inspiration fra cistercienserklosteret i Øm, hvor biskop Gunner havde været abbed, inden han kom til Viborg. Hans bispegård lå i Asmild, og østvæggen i Asmild klosterkirke har tre lignende vinduer, så traditionen giver Biskop Gunner, der ellers mest er kendt for fortalen til jyske lov, æren for inspirationen til de to klosterkirker.

Sortebrødrekirke i dag

I årenes løb har kirken gennemgået mange reparationer og ombygninger, senest en omfattende renovering i samarbejde med Nationalmuseet fra 2001-2993. Allerede kort efter reformationen blev en del af klosterets korsgang lagt til kirken som et søndre kirkeskib, og kirkens præst Chr. Eriksøn fik bygget et spinkelt tårn i 1698. Viborg store brand i 1726 hærgede også Sortebrødre kirke. Hvælvingerne styrtede ned, træværket gik op i luer, spiret brændte og klokkerne smeltede. Østgavlen forsvandt og blev erstattet med et afvalmet tegltag. Det nuværende tårn er fra 1876. Kirkens stolestader er forsynet med nogle meget smukke billeder med bibelcitater. På hovedskibets nordvæg hænger et sengotisk krucifiks. Kirkens fornemste og helt enestående pryd er den smukke altertavle. Den er fremstillet i Antwerpen til kirken på Københavns slot, men den blev efter den store brand skænket til kirken af kong Frederik den Fjerde. Altertavlen var anskaffet af Kong Christian II omkring 1520 til Københavns Slot. I 1720-erne var pietismen kommet til Danmark, og kongen var stærkt grebet af denne bevægelse og har måske ikke kunnet lide den smukke og meget farverige altertavle fra den sene middelalder. Tavlen kom til Viborg, og menigheden i Søndre sogn har nu i snart 300 år kunnet glæde sig over det enestående kunstværk, en fløjaltertavle med 89 udskårne, forgyldte og bemalede figurer og 7 malerier. Emnet er Jesu barndom, Jomfru Marias liv og Lidelseshistorien.

Viborg Tugthus

I Søndre Sogn har gennem tiderne ligget nogle af Viborgs største offentlige institutioner. Ældst er Viborg Tugt- og Manufakturhus, som blev oprettet i 1743. Baggrunden for det store byggeri, som kom til at ligge ved Søndersø, var regeringens ønske om at få alle i arbejde og at få en stor indenlandsk produktion, så importen kunne mindskes, behovet for reformer i fængselsvæsenet og Viborgs ønske om institutioner, der kunne hjælpe den endnu ikke genopbyggede, brandhærgede by.

Regeringen bestemte i det første regulativ, at betlere, løsgængere og utro tjenestefolk fra hele Jylland skulle indsættes i anstalten og dertil skarnsfolk og børn, som var mod deres forældre ulydige. Desuden indsatte man tatere, som der undertiden blev drevet hele klapjagter på. Senere blev også egentlige kriminelle indsat i Viborg Tugthus. Fangetallet i var i 1764 25 mænd og 30 kvinder, den yngste 13 år og den ældste 90 år. Senere steg tallet stærkt og var nogle år omkring 400. Derfor blev forbrydere fra Ribe og Vejle amter sendt til Odense Tugthus, og det besluttedes at bygge et tugthus i Horsens, det store statsfængsel, som blev indviet i 1853.

Livet inden for tugthusets mure var trist og hårdt. Arbejdstiden gik fra 5 morgen til 8 aften, om vinteren dog først fra kl. 6. Fangerne sov i store sovesale, to i hver seng, som udgjordes af halm med hestedækner, der kun blev skiftet hvert sjette år. Renligheden var elendig og klæderne ofte de rene laser. Fangerne fik kostpenge, og de måtte købe deres mad hos spisemesteren, men der var ofte hungersnød. Disciplinen var hård. Tyveri, flugtforsøg og samkvem imellem de mandlige og kvindelige fanger blev straffet hårdt med pisk, eller fangen blev lagt i jern eller fik en klods om benet, og ofte blev de i forvejen årelange straffe forlænget yderligere.

Sindssygehospitalet

Nye statsfængsler og en ny straffelov i 1868, der medførte at færre blev idømt straffearbejde, betød, at tugthuset i Viborg blev overflødigt. Til gengæld havde sindssygeanstalterne i Århus og Vordingborg store pladsproblemer, så Rigsdagen vedtog i 1875 at omdanne det store fængsel i Viborg til depotanstalt for uhelbredelige sindssyge. Straffefangerne blev sendt til Horsens og 300 uhelbredeligt syge patienter blev overført til de gamle, dystre fængselsbygninger. Anstalten blev hurtig fyldt, og i de følgende år blev hospitalet udvidet, og patienttallet steg til 340. Efter århundredskiftet steg tallet stadig, og der blev bygget nye pavilloner, to plejestiftelser, administrationsbygning, køkken og vaskeri, og i 1925 var der 833 patienter.

Navnet var fra starten Viborg Sindssygeanstalt, men det blev i 1911 ændret til Viborg Sindssygehospital. Navneændringen var et udtryk for, at synet på sindssygdom og på mennesker, der var ramt heraf, var ved at ændres. Nu var der ikke længere kun tale om opbevaring, men om en sygdom, hvor lægerne forsøgte helbredelse, og hvor patienterne skulle plejes og hjælpes. Den helt store forandring skete, da Viggo Aggerholm – senere Viborgs borgmester fra 1937-1943 – i 1926 blev ansat som hospitalsinspektør. Han ændrede forholdene for patienterne, ryddede op i gamle rutiner og fik opført en ny terapi- og værkstedsbygning. Efter Anden Verdenskrig kom gennembruddet i medicinbehandlingen af psykiske sygdomme, og mange flere patienter kunne hjælpes tilbage til et normalt liv, så antallet af patienter faldt stærkt. I 1976 overgik Statshospitalet, som det nu kaldtes, til Viborg Amt og skiftede navn til Sygehus Øst. I de følgende år blev distriktspsykiatrien opbygget, og hospitalet fik navnet Søndersøparken, og efterhånden var kun den store behandlingsbygning og enkelte pavilloner i brug.

Viborg Amts- og Bysygehus

I 1888 byggede Viborg by og amt i fællesskab et nyt efter datidens forhold stort sygehus på en højt beliggende grund ved Århusvej. Hovedbygningen havde plads til 52 og epidemihuset til 16 patienter. I årenes løb gennemgik sygehuset flere udvidelser med nye afdelinger, centralkøkken, laboratorier, operationsstuer og en afdeling til røntgenbehandling. I 1930 var der plads til 230 patienter, der blev passet af et personale på 111 læger, sygeplejersker, køkkenpersonale m.v. Den store stigning i befolkningstallet og de mange nye behandlingsmetoder gjorde hele tiden udvidelse og nybyggeri nødvendigt, og i 1951 blev der indviet en ny fløj med øre- næse og halsafdeling. Men det var ikke nok, og i 1967 vedtog man en stor sygehusudvidelse, som stod på i de næste mange år. Den store 13 etager høje patientbygning var færdig i 1986, og så havde Viborg for 550 millioner kr. fået et moderne sygehus med 377 sengepladser, og Viborgs højeste bygning havde rejst sig i Søndre sogn.



Oprettet af: mikkel den 2008-12-16
Opdateret af: mikkel den 2008-12-17

Søndre Sogns Kirke – i dag Sortebrødre Kirke – fotograferet fra Domkirkens tårn i 1920 hen over byens tage med Søndersø i baggrunden af billedet.


Sindssygeanstalten fotograferet ca. 1880 få år efter indretningen i Tugthusets gamle bygninger.


Patienter i solskin i Amts- og Bysygehusets have en sommerdag i begyndelsen af 1930-erne.


Den nye patientbygning under opførelse i 1984.

Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer