Viborg historie


Soldatererindringer fra Dybbøl 1864


Krigen i 1864 er en af de fortællinger vi i Danmark har svært ved at slippe. Ofte trækkes den frem, når vi har brug for at forklare den danske selvfølelse. Preussernes storm på Dybbøls skanser var kulminationen på det, der senere i mangen en skoleklasse er formidlet som danskernes fælles nationale tabshistorie.

For 200 år siden strakte Danmark sig fra Nordkap til Hamburg. Et multinationalt rige med kolonier i Nordatlanten, Indien og Caribien. I 1814 mistede vi Norge, 50 år senere tabte vi Slesvig og Holsten. I 1920 vendte en del af Sønderjylland hjem, men samtidig var Island reelt blevet selvstændigt i 1918. Lektien blev grundigt lært: Danmarks ambitioner om ”at spise kirsebær med de store” var fortid. Engang var vi herre i Norden, men nu var tiden en anden: Danmark var et slagent land, ”sønderskudt og lammet” som Paludan-Müller udtrykte det. Reduceret fra dobbeltmonarki til nationalstat med en udpræget skepsis overfor det, der kom syd fra grænsen. ”Hvad udad tabtes skal nu indad vindes”, som Chr. Dalgas så rammende formulerede tidsånden. Den nationale selvforståelse, som Grundtvig kæmpede for at indpode i danskerne, fik gode vækstkår. Vi dyrkede det særligt danske og vendte ryggen til den store verden. Hvad skulle vi med ”langt højere bjerge”, vi ”danemænd” var tilfredse med ”slette og grønhøj i nord”, som Grundtvig skrev. Småt blev godt, beskedenhed blev en påskønnet dyd, og når det kom til stykket, blev vi med tiden egentlig overordentlig tilfredse med os selv. Som Piet Hein engang udtrykte det: ”danskerne er bedst til alting. Selv vores mindreværdskom-pleks er verdens største”. Det særligt danske blev et værn mod det, der kom fra syd, - de truende kræfter, der i 1864 havde vist, at Danmark som selvstændig nation var alt andet end en selvfølge. Katastrofen var et lærestykke, som Danmark på ingen måde kunne gentage, hvis landet skulle bevare et håb om en fremtid som selvstændig nation. På den anden side var der blandt bønder såvel som politikere en trang til hævn og et ønske om at vinde det tabte land tilbage, når lejligheden bød sig.

Nederlaget i 1864 fik også store følgevirkninger for Viborg og omegn. Det nationale tvetydige ønske om at forsvare det, der var tilbage, og håbet om at vinde det tabte igen, fik blandt andet den konsekvens, at regeringen i 1867 besluttede, at halvdelen af den danske hær skulle indkaldes til øvelser i 45 dage hver sommer ved Hald. Forsyningerne til de 10.000 mand var enorme, og det skæppede godt i det lokale næringslivs kasse. Desuden blev Viborg garnisonsby. I 1865 kom 9. og 14. bataljon til byen, året efter fulg-te den 6. og 8. Soldaterne blev indkvarteret hos private borgere på små kamre eller værelser. Blandt soldaterne var der mange veteraner fra krigen. De havde været førstehåndsvidner til de forfærdelige krigsbegivenheder, og man kan forestille sig, hvordan deres historier har bredt sig blandt folk på kroerne og i hjemmene.

I det forgangne år har Lokalhistorisk Arkiv modtaget enkelte af soldaternes øjenvidnebe-retninger. Deres fortællinger giver en beskrivelse af krigen, der på mange måder er renset for eftertidens fernis af nationalromantik, mindreværdsfølelse og glorificering. Tre af erin-dringerne ligger til grund for de følgende beskrivelser af krigen, der er genfortalt, som om vi selv havde siddet og hørt dem berettet af veteranerne i byens knejper

Dybbølstillingen. Den 28. marts 1864.

Ca. 26.000 soldater forskansede sig i stillingerne ved Dybbøl. Resten af hæren delte sig i to. 4. division trak sig tilbage nord for Kongeåen mens et korps trak sig tilbage til fæstningsbyen Fredericia. Preusserne indledte den 15. marts 1864 en belejring af stillingen på Dybbøl. De danske tropper blev overdynget af kuglerne fra fjendens moderne artillerikanoner. Efter et par dage erkendte den preussiske overkommando, at artilleriet alene ikke kunne fordrive danskerne. Derfor begyndte preusserne at grave sig frem mod skanserne med henblik på et altafgørende stormløb. For at få plads til løbegravene angreb preusserne den sydlige del af skanserækken den 28. marts, kl. 3 om natten.

Premierløjtnant N. P. Jensens sanser var rettet ud i nattens mørke mod vest. Lyden af fjendens geværild var voldsom. Omkring ham var der hektisk aktivitet - preusserne angreb de sydlige skanser! N. P. Jensen og hans mænd satte i løb frem mod skanse nr. 2, hvor ilden var hårdest. Da de nåede frem kom der bud om, at preusserne var ved at bryde igennem længere mod nord ved vejen mellem skanserne 4 og 5. Da N. P. Jensens kompagni nåede frem smed de sig midt på vejen. Gang på gang beordrede de preussiske befalingsmænd deres skytter frem mod mændene, og hver gang lykkedes det N. P. Jensen og hans mænd at holde fjenden stangen, men det var på et hængende hår. Det begyndte at lysne. I den tidlige morgenskumring tordnede så endelig ”Rolf Krakes” kanoner. ”Rolf Krake” var den danske flådes første panserskib og et af verdens mest moderne krigsskibe. Skibets panserbatteri bombarderede de preussiske styrker og det gjorde udslaget. Preusserne, der angreb vejen, begyndte at trække sig tilbage. Det udnyttede de danske styrker til en offensiv - endnu var Dybbølstillingen på danske hænder! N. P. Jensens kompagni havde været heldige og var blevet forskånet for svære tab, men trods sejren var N. P. Jensen alligevel trist til mode den samme morgen. Hans oppasser, Jens, var netop meldt savnet. Dybbøl Mølle var under hård beskydning, og N. P. Jensen mistænkte Jens for at være gået derop for at hente kaffe. En kande varm kaffe var tiltrængt efter nattens kulde og hårde kampe, men efter at preusserne var begyndt at grave sig nærmere på stillingerne var der kommet forbud mod brug af ild og lys. Det var simpelthen umuligt at skaffe mandskabet en varm drik, og N. P. Jensen havde da også beklaget sig til sin oppasser Jens over, at han ikke som sædvanligt kunne lune sig ved en kop kaffe. Kort tid efter var det, at Jens blev meldt savnet. Så nu stod N. P. Jensen og spejdede uroligt efter ham, mens han forberedte en ordentlig tordentale. Og så stod han der pludselig, Jens, med en kaffekande i hånden omviklet med hans lyseblå feltkappe, så kaffen kunne holdes varm. ”Det var svært for granaterne fløj gennem møllen, men her er løjtnantens kaffe”! N.P. Jensen fik ikke holdt sin tordentale den dag.

Tekst: Dan Ersted Møller

Flere øjenvidneberetninger fra krigen i 1864 kan læses i Dan Ersted Møllers artikel "Erindringer fra en krig" i Viborg Bogen 2004.



Oprettet af: dan den 2009-09-16
Opdateret af: dan den 2009-09-16
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer