Viborg historie


Købmandsgårde og embedshuse


De kommunale bygninger i Viborgs bymidte

I efteråret 2011 kan de administrative medarbejdere ved Viborg Kommune rykke ind i et helt nyt rådhus. De forlader kontorerne i de gamle administrationsbygninger mellem Nytorv og Gammel-torv, hvorefter kommunen udbyder bygningerne til salg. Nye beboere får herefter muligheden for at præge en bydel i Viborg, der rummer betydelige arkitektoniske og historiske kvaliteter. Mange viborgensere – og gæster udefra – er meget opmærksomme på, at de snævre gader med de stilfulde huse og hyggelige gårdrum medvirker til at fremhæve Viborgs særpræg. Derfor interesse-rer de sig også for, hvad der skal ske, når bygningerne rømmes. Chancen opstår for en varieret an-vendelse, og historiske huse ”lever” kun ved at blive brugt, blot skal det ske i skyldig respekt over for deres udformning og arkitektur. Gennem de sidste godt 275 år har de skiftende ejere af bygningerne anvendt dem til mange for-skellige formål. Kendetegnende er det heldigvis, at de fleste har sørget for at holde dem i god stand. På de følgende sider kan den interesserede læser i tekst og billeder hente viden om de enkelte gårde og huses særlige historie.

Torv og gyde

Gadeforløbene i kvarteret omkring de to torve blev lagt i middelalderen. Nytorv opstod dog først som byens store torv i 1584. På det tidspunkt blev det tilbageværende tårn fra Sct. Hans kirke fjer-net, mens resterne af kirkegården blev ryddet og pladsen brolagt. Det skete på bud fra kong Frederik d. 2., idet majestæten ønskede en prangende plads til hyldningen af sin søn, den senere Christian d. 4. Bygningerne i kvarteret er yngre end gaderne, idet storbrande i 1667 og 1726 lagde hele det cen-trale Viborg øde. Genopbygningen strakte sig over flere årtier. Arkitektonisk har det betydet, at det er barokkens smukke huse, som præger kvarteret mellem de to torve. Hvad der måtte være tilbage af middelalderlige bygningsrester gemmer sig i alt væsentligt som kældre under nogle af bygnin-gerne.

Viborgs fornemmeste embedsbolig

Hvis vi begiver os på en lille ”byvandring” imellem de to torve, er det naturligt at begynde ud for den gamle amtmandsgård. Gården er ganske vist ikke blandt dem, kommunen sætter til salg, men bygningskomplekset indgår i helheden og haven bag amtmandsgården omfattes af lokalplanen. Amtmandsgårdens røde facade med helvalmet tag og frontispice mod torvet gør meget opmærk-som på sig selv. Gården tilhørte godsejer Janus Friedenreich til Palstrup, da den brændte i 1726. Det trak imidlertid ud med genopførelsen, hvilket sikkert hang sammen med, at Friedenreich tillige med den øvrige jyske adel ikke længere var så flittige gæster i det nu så forarmede Viborg. Grunden lå derfor øde i årtier, og der måtte en armvridning til i form af en trussel om offentlig overtagelse af brandtomten, før godsejeren fik håndværkere i gang med stillads, mørtel og murerske. Janus Frie-denreich døde imidlertid i 1755, og det blev enken, som stod som bygherre. Det skulle omverdenen også vide. Hun anbragte sin egen slægts adelsmærke - de Linde - i sandstenen på facaden ved siden Friedenreichs adelsmærke, og det færdige byggeri var hun åbenbart så fornøjet med, at hun selv flyttede ind i huset i 1758. Det blev altså taget i brug som aftægtsbolig for nådigfruen. Slægten solg-te den dog i 1781. En særlig historie knytter sig til stedet, idet Viborg i 1807 tilbød hoffet, at gården kunne blive residens for den sindssyge kong Christian d. 7. Under de urolige år med Napoleonskrigene ønskede hoffet, at kongen blev anbragt et sikkert sted udenfor hovedstaden. Det blev dog ikke Viborg, men Rendsborg, der blev hjemsted for den sindssyge konge i de sidste år. Gården blev i 1820 købt af staten og indrettet som amtmandsgård og den fungerede som sådan indtil den sidste amtmand gik på pension i sommeren 2004, kort før kommunalreformen. Den kgl. embedsbolig har således siden kong Frederik d. 6.s tid været det officielle sted, hvor regenten har opholdt sig under besøg i Viborg.

Den store købmandsgård

Amtmandens nabo, Nytorv 5, er en gammel købmandsgård. I 1728, to år efter branden, havde vin-tapper Sivert Pedersen Hauch fået genopført sin gård i skikkelse af en lang bygning i én etage. Han lod taget smykke i midten med en svungen barokkvist og med to små tagkviste symmetrisk i for-hold til midterpartiet. Den hurtige genopførelse kunne antyde, at den tidligere gård ikke helt var ødelagt. I forhusets bagside findes da også betydelige murrester fra et stenhus fra før 1726. Viborgs betydeligste købmandsgårde lå i 1700- og 1800-årene rundt om Nytorv, og da Rasch i 1829 malede den langstrakte gård, tilhørte den en af byens rigeste mænd: købmand, fabrikant og skibsreder Severin Buchwaldt. Han ejede både en klædefabrik og en kradsuldsfabrik, og klædet eksporterede han på egne skibe til England. Han var en af de aktive borgere, der anlagde havnen i Hjarbæk, nogle år efter at havet var brudt igennem Aggertangen i 1825. Forhusets udseende er, som enhver der passerer torvet kan se, ændret siden da. Th. Christensen, der efterfulgte Buchwaldt, drev købmandshandel i den østre længe, mens broderen Niels Christen-sen indrettede boghandel i den vestre del. I 1876 fik boghandler Niels Christensen bygget en etage på i sin ende af ejendommen. Tiden for de store købmandsgårde var ved at løbe ud i 1890’erne. Nytorv 5, der i 1896 fik påført en ekstra etage også på østenden, blev indrettet med udstillingsvinduer for større håndværksvirk-somheder. Niels Kalhave A/S var her i mange år; senere rykkede Viborg Motor Co. ind.

Dansen om guldkalven

På Nytorvs østside stjæler ”Stillingsgård” hele opmærksomheden. Byggeriet er i klassicismens arki-tektur, bygmesteren hed Willads Stilling og byggeåret ligger et sted mellem 1803 og 1813. Gården rejser sig smukt i 3½ etager, hvilket gjorde det til byens højeste beboelseshus på opførelsestids-punktet. Stillings optimisme kan meget vel skyldes de fede år, Viborg havde oplevet i de sidste par årtier op til år 1800. Landboreformerne havde udløst en sand spekulationsbølge i handel med jord. Herre-gårde blev slagtet og bøndergods videresolgt til stadig højere priser. Viborg Landsting var godshan-delens ”Wall Street”, og store pengebeløb blev omsat på Snapstingsmarkederne og ved hasardspil på tilrøgede spillesteder. ”Der er højt til himlen og langt til København” hed det sig i Viborg i de år. Stilling opførte da også sit højhus ud til Viborgs store markedstorv og indrettede det med henblik på udlejning af lejligheder til de finere markedsgæster. Altså datidens luksushotel. Men ak, byggeri-et var næppe afsluttet, før spekulationsboblen brast. Danmark var blevet hvirvlet ind i Napoleons-krigene, jordspekulanter mistede formuer, og i 1813 gik staten bankerot. Muligvis fik konjunkturer-nes bratte fald ligefrem indflydelse på selve byggeriet. I alt fald viste det sig ved den store renove-ring og indre forandring af ”Stillingsgård” i 1971-73, at det oprindelige murværk i stort omfang bestod af genbrugsmaterialer. Dette materiale kan vel tænkes at være fra en tidligere bygning, som blev genopført på grunden efter branden i 1726, men nedrevet omkring år 1800 til fordel for Stil-lings højhus. Hvordan et tidligere hus på grunden har set ud, melder historien ikke noget om. Men gætter vi på en lighed med nabohuset, ”Den liden Gaard paa Torvet”, altså Nytorv 4, går vi nok ikke helt galt i byen. ”Den liden Gaard” blev tegnet af arkitekten J. G. Hödrich, og opført af borgmester Hans Knudsen Rafn i årene 1731-35. Portfaget blev dog først tilføjet 1850.

Manden med bowlerhatten

På den videre byvandring runder vi hjørnet af ”Stillingsgård” og bevæger os ned af Nytorvgyde. Rundbuede vinduer på den første bygning på nordsiden antyder, at der tidligere har været køb-mandsbutik her. Den sidste i faget var købmand Johannes Hansen, hvis far Anders Hansen havde købt forretningen i 1928 og udvidet den med korn- og foderstofforretning. Sønnen videreførte den helt frem til sin død i 1971. Bygningens nuværende udseende skyldtes en tidligere købmandsslægt. Gården Nytorvgyde 3-5 blev opført i årene 1730-39 som ét etages bindingsværkshuse. I første del af 1800-årene rykkede købmands-slægten Thomesen ind. Den første af dem, Bertel Thomesen, udskiftede i to tempi bin-dingsværket med grundmur og hævede bygningerne op i to etager, som det ses i dag. Arealerne bag forhuset, der gav plads til kornlagre, pakhuse og hestestalde udvidede Bertel Thomesen og dennes efterkommere også flere gange ved at købe grund af naboerne. Kundekredsen i ”Den Thomesenske Gård” var ikke mindst omegnsbønder øst for Viborg; på de store torvedage kunne op til 100 bonde-vogne rulle ind i købmandsgården. Den store søgning af landboere skyldes, at forretningen opkøbte deres uld og smør. Den langstrakte bygning i Nytorvgyde rummede dog andet end købmandsvarer. Fra o. 1890 og frem til 1930 kunne gydens beboere på hverdage lidt før kl. 9.00 se små velfriserede piger komme trippende hen til den private pigeskole, som havde lokaler i den østligste ende af købmandsgården. Skolen var oprettet af frøken Elisabeth Thomesen.

Et jordisk paradis

Vi bliver ved nordsiden af Nytorvgyde, hvor sidebygningen til Sct. Mogens Gade 3 når op til porten med skiltet af Adam og Eva over indgangen. Både sidebygning og forhuset, Sct. Mogens Gade 3, blev raseret af brand i 1667 og blev sandsynligvis også en del beskadiget i 1726. Under branden i 1667 ulmede det i vinkælderen i næsten to uger, men vinhandelen kom på fode igen efter begge brande. Bygmester J. G. Hödrich foretog 1730-35 istandsættelser og genopbygning for ejeren, vinhandler og hospitalsforstander Naaman Harch. Den fine barokfacade skyldes således Hödrich, der også an-bragte en nu forsvunden portgennemgang længst mod nord i forhuset. Sidebygningen i gyden var engang Viborgs fornemmeste vinhandel, hvor fine borgere og adels-folk tilmed kunne mødes i et værtshus, kaldet ”Paradis”. Vidt berømt i hele Jylland var ”Paradis” allerede i begyndelsen af 1600-tallet, hvor indehaveren hed Salomon Gerber. Når adelsfolk var i Viborg, besøgte de vinstuen, hvor de spiste overdådigt, drak vin og røg tobak af lange kridtpiber. Gæstgiver, studehandler og købmand Salomon Gerber kunne også klare det med pengesagerne. Havde adelsmændene for mange penge med til byen, fik Gerber dem til opbevaring. Havde de for få af kongens mønt, lånte han dem de penge, de havde brug for. Vinstuen lukkede vel i slutningen af 1700-årene, men helt slut med selskabelighed i ejendommen var det nu ikke. I årene 1854-56 lejede den nystiftede ”Borgerforeningen” sig ind. Foreningen eller ”klubben” disponerede over fem værelser i Nytorvgyde tillige med en keglebane i haven – kaldet Paradisets have efter navnet på det gamle værtshus. Forholdet mellem værten og klubbens med-lemmer viste sig imidlertid ofte at være mere konfliktfyldt, end man kunne forvente i en Edens Ha-ve, og efter to år smækkede Borgerforeningens bestyrelsen eftertrykkeligt med døren og fortrak til andre lokaler i St. Sct. Hans Gade. En helt anden funktion fik bygningerne i 1863, da nålemager Morten H. Petersen købte ejen-dommen. I tre generationer drev Petersen-familien produkthandel på stedet. Man kunne i den for-bindelse frygte, at en sådan virksomhed ville være en belastning for de historiske bygningerne, men det var ikke tilfældet, idet Morten ”Ben” med stor omtanke vedligeholdt den gamle gård, som han solgte til Viborg Kommune i 1959. En tid herefter blev Sct. Mogens Gade hjemsted for Skovgaard Museet, indtil Teknisk Forvaltning tog over i 1980.

Den lærde skole

Den gamle katedralskolebygning på Gammeltorv må vist være den bygning i Viborg, hvor flest mennesker er færdedes gennem årene. Hovedbygningen blev opført i 1731. Borgmester Hans Knudsen Rafn engagerede bygmester Jo-han Gotfried Hödrich til arbejdet. Han skabte en klassisk barokbygning, hvor facaden mod Gam-meltorv fremstod symmetrisk omkring en stor midterport, der førte ind i gården. I de næste tredive år var det fremtrædende embedsmænd, som sad bag de sprossede vinduer og skuede ud på torveli-vet. Borgmester Rafn boede i gården indtil sin død i 1737, hvorefter landsdommer Trellund rykkede ind. Han solgte den i 1747 til stiftsamtmand With, hvis enke videresolgte til efterfølgeren i embedet, stiftsamtmand, kammerjunker C. H. v. Heinen. Herefter rykkede lærte lektorer og håbefulde latinskoleelever ind. Det vil sige ikke lige med det samme. Ganske vist købte staten bygningen af v. Heinen i 1760 med det formål at indrette den til katedralskole, men enevældens kancelli skulle jo lige have alt det papirmæssige og pengemæssige på plads. Derfor skrev man 1769, inden håndværkerne tog fat, og 1772, inden de var færdige. Ombygningen til katedralskole ændrede ikke voldsomt meget på bygningens ydre. Midterporten blev sløjfet og erstattet af en gadedør og trapper ud til Gammeltorv. I samme midterparti fik byg-ningen også en indgang fra skolegården; en indgang som forsvandt i forbindelse med en større indre ombygning i 1842. Derimod bibeholdtes indgangen fra Nytorvgyde, og alt i alt er den bygning vi kikker på fra Gammeltorv i dag, i det ydre ikke ændret væsentligt siden 1772. Det samme kan ikke siges om det indre. I de første år af katedralskolens tid fyldte rektors her-skabsbolig og lærernes lejligheder og kamre det meste, men i takt med at disse boliger mellem år og dag blev inddraget og omdannet til undervisningslokaler, flyttede håndværkere rundt med endnu flere skillevægge, gange og mure. Den sidste store omforandring kom så i 1926-28, da latinskolen rykkede ud og overlod bygnin-gerne til Viborg Kommunes administration. Selv om en del byrådspolitikere i 1926 slog sig en del i tøjret over, at politikere før dem havde forpligtet sig på at overtage den gamle katedralskole, var købet givetvis fornuftigt. Kommunen fik løst et stigende pladsproblem, idet dele af administrationen hidtil havde haft til huse privat hos kæmneren. Tilmed fortsatte administrationen med at vokse. Lovgivningen pålagde til stadighed kommunen flere opgaver, tillige med at befolkningstallet i Vi-borg voksede stærkt i første halvdel af århundredet.

Synspunkter

De nye ejere af administrationsbygningerne mellem de to torve vil, når de skal indrette sig, være underlagt en række restriktioner, som beskrives i lokalplanen. Mest restriktiv er bestemmelserne for de fredede bygninger. Fredet er ”Den liden hus på Torvet” og ”Stillingsgård” samt den gamle kate-dralskole Sct. Mogens Gade 1 og Sct. Mogens Gade 3. For disse bygninger gælder, at Fredningssty-relsen skal give tilladelse til bygningsforandringer. Som allerede nævnt er indretningen indendørs for samtlige disse huse forandret adskillige gange gennem de sidste 275 år, hvilket indebærer, at fredningsinteresserer især gælder facader, tage og kældre. De øvrige bygninger, dvs. de tidligere købmandsgårde fra Nytorv og ned langs gyden, er erklæret bevaringsværdige. Det betyder, at kommunen skal give tilladelse til eventuelle bygningsændringer. Men som nævnt i indledningen er offentligheden, dvs. Viborgs borgere, også interesseret i, hvor-dan kvarterets huse og byrum indrettes i fremtiden. Debatten i begyndelsen af 2010 bragte både bekymrede kommentarer og konkrete forslag til torvs. Ønsket om, at offentligheden har adgang til gårdrum og haver er stort. Mange ønsker også bilerne væk fra torvene. Flere debattører finder end-videre, at de gamle købmandsgårde vil egne sig som boliger. Og ellers er der bl.a. forslag om ind-retning af hotel i den gamle latinskole, forslag om gallerier, småbutikker, torvehandel, caféer og udendørsservering, endda i et omfang, der nok ikke helt er realisme i forhold til de vejrmæssige og befolkningsmæssige forhold. Et synspunkt, som flere fremfører, er, at de fredede bygninger ikke nødvendigvis sælges til priva-te men i stedet indgår i en omplacering af de offentlige institutioner. Konkrete forslag går på at sam-le byens museer og udstillingssteder i karreen mellem Nytorv og Gammeltorv i et ”Viborg - kultur-byen i midten”. Det muliggør i stedet, at kommunen sælger Brænderigården og stiftsmuseets byg-ning på Hjultorvet. En samling af museerne og turistkontor tæt ved domkirken kendes eksempelvis fra Lund. Forsla-get rummer en række fordele såsom fælles administration og fælles café. Placeringen ved domkir-ken, der udadtil er byens stærkeste turistmagnet, vil også smitte af på museernes besøgstal. I dag er det eksempelvis umuligt for busser og biler at sætte gæster af direkte ved Stiftsmuseets dør. I mod-sat retning trækker, at det er hulens dyrt og tidskrævende at flytte specielt et kulturhistorisk museum med samlingerne og bagefter foretage installationer og genopbygge udstillingerne.

Artiklen er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen og kan også findes i Viborg Bogen 2010 s. 5-20.



Oprettet af: dan den 2011-03-07
Opdateret af: peter den 2011-11-14

Kommentarer

Michelle Staffe,


Vedrørende afsnittet 'Den Store Købmandsgård', vil jeg mene at der må være en tastefejl i navnet 'Sivert Pedersen Hauch', og at det korrekte navn er 'Sivert Pedersen Harch'. Sivert var nemlig bror til Naamen Harch, der begge var sønner af Peder Sivertsen Harch.


Kommentarer
Vil du skrive en kommentar?
Skriv selv kommentarer