Viborg historie


Den store plan


Den store plan

Stadsingeniør Vilhelm Ehlert stod foran de forventningsfulde byrådsmedlemmer. Bag ham hang et kæmpemæssigt bykort. På det ovale bord lå 64 maskinskrevne foliosider. Siderne indeholdt skitser til fremtidens Viborg, planer for nye bydele, trafikårer, industriarealer, moderne velfærdsinstitution-er og grønne områder. Otte år var gået med at forberede den ambitiøse plan, der rummede visioner-ne for byens vækst og udseende og dermed for indbyggernes levevilkår og udfoldelsesmuligheder helt frem til årtusindeskiftet. Stadsingeniørens præsentation af planen den 10. juni 1947 skulle være startskuddet til omfattende anlægsarbejder, der ville omdanne efterkrigstidens Viborg og de betingelser, den gamle by kunne tilbyde sine borgere. Derfor er det interessant at se lidt nærmere på planen. Hvad blev virkelighed og hvad gik i glemmebogen.

Viborgs første moderne byplan

Planen med det officielle navn ”Dispositionsplan for Viborg” var reelt byens første moderne by-plan. Selvom Folketinget havde vedtaget landets første byplanlov i 1925, havde loven ikke fået no-gen særlig betydning, da dens erstatningsbestemmelser gjorde det økonomisk umuligt for kommu-nerne at ekspropriere større arealer. Først med byplanloven fra 1938 fødtes den moderne byplan-lægning i Danmark. Loven satte gang i en fysisk planlægning, der fik grundlæggende betydning for byernes udseende og anvendelse. 1938-loven gjorde det blandt andet muligt for kommunerne at træffe konkrete beslutninger om vejes beliggenhed, placeringen af torve, industriområder, offentlige bygninger og grønne områder. En af lovens mest vidtrækkende bestemmelser var, at den forpligte-de købstæder med over 1.000 indbyggere til at udforme en byplan inden for en periode på 5 år. By-planen skulle udstikke konkrete retningslinier for udviklingen og leveforholdene i fremtidens by. Stadsingeniørens store plan for Viborg var således foranlediget af byplanloven fra 1938.

Fremtidens udfordringer

Arbejdet med byens første egentlige plan var gået i gang på et tidspunkt, hvor tingene gik godt i Viborg. Byens virksomheder var igen begyndt at hyre folk, nye indbyggere kom til og den øko-nomiske krise, der havde sat så meget i stå i begyndelsen af 30’erne, var fortid. Nu skulle der ses fremad. Socialdemokratiet med borgmester Viggo Aggerholm i front havde ved valget i 1937 fået flertal i byrådet. Det udnyttede partiet til at få vedtaget en række anlægsarbejder. Nye veje blev planlagt, og snart kørte vejtromlerne på den dampende asfalt; ti år forinden var asfalt et særsyn, man kun så i Dannebrogsgade og i området omkring Domkirken. Indtil 1938 løb det ildelugtende spil-devand fra byens kloakker urenset ud i Søndersø; nu blev vandet ledt ind i byens første rensningsan-læg. Håndværkere opførte nye aldersrenteboliger, byen fik en moderne rutebilstation, og på Stads-kontoret sad Vilhelm Ehlert og et voksende antal medarbejdere og tegnede streger til det, der skulle blive til Viborgs første byplan. Alt imens voksede en aggressiv krigsmaskine sig stor syd for landets grænse. Den 9. april 1940 satte den sig i bevægelse mod nord. I Viborg, som i resten af landet, fortonede fremtidsplaner og troen på bedre tider sig. På stadsingeniørens kontor fik medarbejderne travlt med at indrette offent-lige beskyttelsesrum og projektere beredskabsarbejder, mens arbejdet med dispositionsplanen blev sat på vågeblus. Men da de tyske soldater endelig forlod landet i 1945, vendte den optimisme og iværksætterlyst, der havde bredt sig i byen før besættelsen, tilbage med fornyet styrke. På stadsingeniørens kontor gik de ansatte atter for alvor i gang med udviklingen af den store plan for Viborgs fremtid. Der var nok at tage fat på. Væksten i Viborg havde ligesom i resten af landet ligget underdrejet under besættelsen, og hovedpunkterne i byplanen bar præg af de store udfordrin-ger, byen stod overfor efter besættelsestiden. Der var et nærmest desperat behov for nye boliger, og industrien skulle flyttes fra byens centrale dele ud på større arealer syd for byen. Fremtidens Viborg skulle være en by med gamle smukke bymiljøer og nye moderne boligområder, driftige industri-kvarterer og grønne parker. De store overskrifter i planen handlede derfor om at bevare den indre bykerne med de middelal-derlige gader som en by i byen, opbygge nye bydele med tidssvarende boliger udenom, udflytte industrien fra de gamle bydele og etablere sammenhængende parkbælter, hvor indbyggerne kunne finde lys og luft.

Byens nye bydele

Besættelsen skabte en alvorlig bolignød, og derfor spillede boligpolitikken i Viborg, som i de fleste andre byer, en dominerende rolle i kommunalpolitikken efter befrielsen. Byggematerialer var en mangelvare, og byggetilladelser havde været svære at skaffe. Fra 1939 til 1947 byggede håndvær-kerne ca. 700 lejligheder i Viborg. Indbyggertallet steg i samme tidsrum med omkring 2.650 perso-ner, og med et gennemsnit på tre personer pr. lejlighed gav det et underskud på ca. 180 lejligheder. Dertil kom, at mange lejligheder var saneringsmodne; borgmester Egon Lauritsen overdrev ikke, da han efter krigen konstaterede, at de første 500 lejligheder kommunen kunne tilbyde, ville blive revet bort, og dertil måtte næsten lige så mange rives ned. Den akutte bolignød måtte løses, men stadsingeniøren og hans medarbejdere skulle i dispositi-onsplanen desuden tage højde for en anslået befolkningstilvækst i de følgende 50 år på ca. 12.000 indbyggere, så byen omkring år 2000 ville have et indbyggertal på 32.000. Hvor skulle de 12.000 nye viborgensere bo? Det var Stadsingeniørens plan, at byens eksisterende boligkvarterer kunne rumme en tilvækst på godt et par tusinde nye beboere. De resterende 10.000 fremtidige indbyggere skulle primært bo inden for tre nye boligområder i byens yderkvarterer. I trekanten mellem Nørre-møllevej og Aalborgvej var det planen at huse ca. 2.650 personer, på Brostrøms Toft skulle der bygges boliger til 2.350, mens der på arealerne vest for en nyanlagt ringvej skulle rejses en bydel med plads til 4.550 indbyggere. En ting er store planer, realiseringen af dem noget helt andet. Hvordan gik det så?

Gudekvarteret

Da Stadsingeniøren i 1947 fremlagde kommunens boligplaner, var endnu kun få grunde bebygget i området mellem Nørremøllevej og Aalborgvej. Gudekvarteret bestod på dette tidspunkt alene af sidevejene Thors-, Freja-, Balders-, Odins- og Bragesvej. Bag gudevejene bredte haveselskaberne Galgehøjs Toft og Højvangs haver sig over mod Aalborgvej, hvor ejerne dyrkede deres grøntsager på små jordlodder. Ti år senere var haveselskaberne forsvundet, og jordlodderne udstykket, dog endnu kun med spredt bebyggelse. Med det økonomiske opsving i starten af 1960’erne begyndte boligbyggeriet at gå stærkt. I 1961 finansierede et nystiftet byggeaktieselskab et omfattende enfami-lieshus-projekt ved Guldfaxevej og fortsatte med opførelsen af rækkehus-byggeriet Møllevangen. I begyndelsen af 1970’erne var trekanten mellem Nørremøllevej og Aalborgvej stort set udbygget som i dag.

Brostrøms Toft

Viborg Kommune opkøbte i perioden 1937-43 en række arealer med henblik på senere udstykning, byggemodning og opførelse af boliger. Det største køb var uden sammenligning Brostrøms Toft, et ca. 200.000 kvadratmeter stort område, hvor planteskoleejer R. Brostrøm havde haft en del af sin planteskole. Købet på godt en krone pr. kvadratmeter var det rene kup. I oktober 1942 vedtog byrå-det at opkalde en række veje efter danske digtere i den sydøstlige del af området. I midten af 1940’erne var kun en lille håndfuld grunde udstykket langs den sydligste del af Holbergsvej, men i løbet af de næste 10 år opstod villaerne i Digterkvarteret, der næsten alle var indrettet med to lejlig-heder på grund af den store boligmangel. For den resterende del af arealet udskrev kommunen en arkitektkonkurrence. Vinderprojektet var tegnet af tre københavnske arkitekter. De foreslog en forskudt blokbebyggelse afgrænset af B. S. Ingemannsvej, H. C. Andersensvej og Aalborgvej. Digterparken, som byggeriet kom til at hedde, var stort tænkt og blev flot anlagt i smukke grønne omgivelser. I 1949 flyttede de første beboere ind i de røde blokke ved Ingemannsvej. Huslejen for en 2 værel-seslejlighed med 3 kamre var i 1949 1500 kr. årligt. Mange arbejdere brokkede sig over huslejen og mente det var for velhavere, men som ventet var interessen stor for de nye boliger: ca. 150 familier søgte om indflytning, da boligselskabet udbød de første 36 lejligheder til leje i byens aviser den 16. november 1948. Først i 1962 var byggeriet færdigt med i alt 383 lejligheder.

Ny bydel vest for Ringgaden

Stadsingeniøren forventede, at langt den største andel af fremtidens indbyggere skulle bo i området vest for Ringvejen. I 1952 opkøbte Grundejerlauget af 1949 et 50.000 m² stort areal vest for Sver-rigsvej. Arealet havde indtil da været statens og blev forvaltet af Undervisnings-ministeriet, mens forpagtningsindtægterne fra jorden formentlig siden midten af 1200-tallet var gået til Viborg Kate-dralskole. Opkøbet af arealet skulle være begyndelsen til et ambitiøst boligbyggeri med både enfa-milieshuse og blokke. Da Grundejerlauget året før havde udstykket de første 19 grunde på Sverrigs-vej, havde folk stået i kø. Det samme var tilfældet med de næste 59 byggegrunde, der havde en gennemsnitlig størrelse på 800 m². Grundejerlauget udstykkede i rask tempo på det opkøbte områ-de, og grundene blev revet væk. Kommunen anlagde samtidig Finlandsvej parallelt med Sverrigsvej og forlængede Islandsvej langs den gamle Struerbane ud til den nuværende Færøvej. En ny bydel voksede frem på de bare marker. Lidt længere mod nordvest var der også kommet gang i byggeriet. I sommeren 1941 dannede en gruppe borgere de 3 haveselskaber ”Vestervang”, ”Kristiansborg” og ”Hermanshøj”, og snart op-stod her et lille nybyggerkvarter, hvor ejerne med murskeen i egen hånd byggede hus til familien. Selvbyggerhusene var typisk på under 100 m². Mange af husene var såkaldte statslånshuse eller folkehuse, der var finansieret af meget billige statslån, der gav den lille mand en chance for at stræ-be efter de tre f’er: folkevogn, folkeferie og folkehus. Haveselskabernes ejere foreslog kommu-nen, at de nyanlagte veje skulle have fuglenavne, men byrådets navneudvalg havde allerede planer om at bruge fuglenavne i et nyt boligområde syd for Struerbanen på haveselskabet Vesterports jord, det der i dag kendes som ”fuglekvarteret”. I stedet blev det vedtaget at vejene skulle have trænavne. Først kom Syren- og Poppelvej, snart fulgte Rønne-, Ahorn-, og Kastanievej efter, i takt med at medlemmerne af haveselskaberne opførte deres huse på jordlodderne. På vestsiden af den endnu ikke færdiggjorte Ringvej stod Boligselskabet Viborg i 1951-55 for opførelsen af boligkomplekset Ringparken. 233 moderne lejligheder udstyret med lyse stuer og al-taner. En stor del havde spisekøkken og rigeligt med skabsplads. Ringparken var kvalitetsbyggeri udstyret med mange moderne faciliteter. Beboerne kunne glæde sig over, at der i tilknytning til hver blok var et fælles vaskerum. Her kunne husmoderen vaske tøj i en elektrisk vaskemaskine og centri-fuge for 10 øre pr. vask, dog kun i familiens vasketid en gang om måneden. Boligkomplekset havde også et lille butikscenter indrettet med brugsforening, mælkeudsalg og slagter. Huslejen i det nye bolig-kompleks var høj. En toværelses lejlighed kostede ca. 200 kr. om måneden i 1955. Men bo-ligmanglen var alvorlig, og hver gang en ny blok stod klar til indflytning, strømmede bolig-ansøgningerne ind, og der var snart lange ventelister. I slutningen af 1950’erne var stadsingeniørens boligplaner fra 1947 i forbavsende omfang gået i opfyldelse, nye bydele var opstået i netop de tre områder, der var udpeget i dispositionsplanen, og så kom det økonomiske opsving og skabte en eksplosion i byggeriet. Mere end en halv million par-celhuse skød op over det ganske land, i forlængelse af ældre villakvarterer, omkring et vejkryds eller hvor der nu var plads. Mens mange snakkede om alternative, kollektive boformer, var det i virkeligheden det præfabrikerede typehus, der revolutionerede boligformen. Parcelhusbyggeriet blev århundredets største fornyelse af bosætningsmønsteret i Danmark. Generelt ændrede det øko-nomiske opsving hele grundlaget for dansk byplanlægning. I Viborg fik stadsingeniøren, ligesom i andre byer, travlt med at udforme nye byudviklingsplaner. Byen voksede ud over den gamle bymark i alle retninger. Fra midten af 1960’erne blev der bygget boliger til tusindvis af mennesker. I den sydlige ende af byen voksede blomsterkvarteret op, mens Teglmarken blev udstykket i parceller. På markerne, der strakte sig ned til Nørresøs østlige bred, opstod et af de smukkest beliggende villakvarterer i forstaden Overlund. Mod nord fortsatte udbyg-ningen af Gudekvarteret, mens husene i Fuglekvarteret og boligblokkene på Vestervangsvej skød op i vest.

Industriens vækst

Begrebet ”by” fik på mange måder en ny betydning i tiden efter besættelsen. I byernes boligområ-der havde der altid ligget mindre virksomheder klinet inde mellem boligerne. Det samme var tilfæl-det i Viborg, hvor de fleste erhvervsvirksomheder lå klemt inde i midtbyens boligkvarterer. Efter besættelsen fortsatte den udvikling, der førte til adskillelse af bolig og arbejdssted. Et væsentligt punkt i kommunens dispositionsplan var da også at få industrien og håndværksvirksomhederne ud af midtbyen. Selv om industrien i Viborg var beskeden sammenlignet med nærliggende byer som Randers, Silkeborg og Herning, valgte byplanudvalget i 1947 at udlægge et område til industri syd for midt-byen, der var temmelig stort set i forhold til antallet af industrielle virksomheder i byen. Ca. 300.000 m² mellem Middagshøjkvarteret, Søndermarksvej, Marsk Stigsvej og den kommende Ringvej blev reserveret til industri. Det skete i optimistisk forventning om, at industrien i fremti-den skulle spille en større rolle for byen og dens vækst. Spørgsmålet var, om kommunen havde gjort regning uden vært, for i slutningen af 1940’erne viste ingen virksomheder interesse for at flytte ind på industriområdet. Først omkring 1950 be-gyndte der at ske noget. Først kom Shellgas, derefter Karl Bedsteds kartoffel-eksportforretning, og snart fulgte en asfaltfabrik. Langsomt begyndte flere virksomheder at se fordelene i at flytte ud og udvide fabrikken på området nær jernbane og ringvej. I årene fra 1950 til 1959 solgte kommunen i alt godt 55.000 m² af det nye industriområde. Mange af køberne var, som stads-ingeniøren havde håbet på i 1947, gamle Viborgvirksomheder, der havde trange pladsforhold i den indre by, f.eks. Brdr. Christensens Maskin- og Beholderfabrik på Slagterivej, Viborg Slidbanefabrik i Gravene og Riis’ Møbelfabrik i Dumpen. Byens industrielle udvikling gik i store træk som planlagt i dispositi-onsplanen. Men så kom eksplosionen i begyndelsen af 60’erne. Alene i 1962 solgte kommunen næsten 125.000 m² af området og snart tog mere end 2.000 af Viborgs indbyggere på arbejde i byens nye industrikvarter. I 1967 var kommunens arbejdere færdig med at byggemodne et 70 ha. stort indu-striområde mellem Skivevej og Ringvejen på marker, der havde tilhørt Brostrøms Planteskole , og i 70’erne fortsatte udlægningen af industriarealer vest for Ringvejen såvel som på Vestermarken nord for Holstebrovej.

En grøn by

Dispositionsplanen indeholdt et stort afsnit om grønne områder. Stadsingeniøren forestillede sig et næsten sammenhængende parkbælte, strækkende sig gennem byen fra en skovpark på lossepladsen Katmose i byens vestlige udkant til en kæmpe idrætspark langs Kirkebækvej videre til en Folkepark på Brostrøms Toft til Søbadet Kærvænget. Fra Kærvænget skulle folk kunne spadsere langs Nørre-søs vestbred på en nyanlagt sti forbi villaerne, roklubberne, vandværket og Kildekvarteret til Borg-vold. Da Vilhelm Ehlert fremlagde visionerne om parkbæltet i 1947, var Katmose, også kaldet ”Rot-terdam”, byens losseplads. Ingen havde lyst til at bo oven på store bunker af affald og det gav derfor mening at forvandle hele lossepladsen til skov og ved små broer over Struerbanen sætte området i forbindelse med parkstriben på banens nordside. Men planen blev aldrig til noget. Byens skralde-mænd fortsatte med at køre affaldet ud på området indtil 1972, hvorefter Katmose blev opdelt i par-celler, hvor kaninavler- og brevdueforeningerne opførte små huse til deres dyr. Langs nordsiden af Kirkebækvej ud til Ringvejen reserverede kommunen et 15 ha. stort område til opførelsen af en sportspark. Området var ca. 28 gange større end det daværende fodboldstadion. Her skulle bygges cykel-, atletik-, fodbold- og tennisstadion samt håndbold- og kricketbaner. Den storslåede plan forblev imidlertid visioner. Kun en begrænset del af området blev tildelt sporten, da Viborg Fodsports Forening i 1956 fik overdraget det nuværende idrætsanlæg ved Kirkebækvej. Spadserestien langs Nørresøs vestbred var et af de mindste forslag i planen om etableringen af et parkbælte, men samtidig et af de mest kontroversielle. En sti fra den nordlige ende af Nørresø til Borgvold ville berøre stort set alle de grundejere, der havde villahaver langs Nørresøs vestbred. Anlæggelsen af en sådan spadseresti, der skar igennem private villahaver, mødte naturligvis stor modstand fra de berørte ejere, og kommunen skrinlagde ideen. Viborgenserne fik aldrig deres sti langs Nørresøs vestbred, men endnu i dag taler folk om, hvor skønt det havde været, hvis den sti var blevet etableret, så man kunne gå tur hele vejen rundt langs søens bredder. Ideen om et parkbælte blev heller ikke til noget. Men mange af visionerne i den plan, stadsingeniør Vilhelm Ehlerts præsenterede for byrådet i 1947, er blevet til virkelighed og tegner endnu i dag væsentlige træk i byens ansigt. De tre store byområder, industrikvarteret syd for Middagshøjvej, en mosaik af grønne anlæg og midtbyens gam-le bymiljøer. Først under den økonomiske højkonjunktur i 1960’erne indhentede tiden Viborgs før-ste moderne byplan, der må siges at have tjent byen vel.

Artiklen er skrevet af Dan Ersted Møller og kan også findes i Viborg Bogen 2005 s. 5-19.

Kilder

1 Viborg Stifts Folkeblad, 11. 06. 1947. / 2 Gaardmand 1993, s. 11-12. / 3 For uddybning se Ibid. s. 12ff. / 4 Viborg Stifts Folkeblad, 30. 10. 1953. / 5 Viborg Stiftstidende 31. 10. 1953. / 6 Ehlert 1947, s. 125 ff. / 7 Lauritsen 1948, s. 117. / 8 I 1997 lå indbyggertallet inklusive Houlkær på 32.242. Lauridsen og Meedom-Bæch 1997 s. 39. 9 Viborg Stifts Folkeblad, 11. 06. 1947. 8 Socialdemokraten, 10. 06. 1942.



Oprettet af: dan den 2011-07-21
Opdateret af: peter den 2011-11-14
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer