Viborg historie


Erindringer fra en krig


Erindringer fra en krig.

Krigen i 1864 er en af de fortællinger vi i Danmark har svært ved at slippe. Ofte trækkes den frem, når vi har brug for at forklare den danske selvfølelse. Preussernes storm på Dyb-bøls skanser var kulminationen på det, der senere i mangen en skoleklasse er formidlet som danskernes fælles nationale tabshistorie. For 200 år siden strakte Danmark sig fra Nordkap til Hamburg. Et multinationalt rige med kolonier i Nordatlanten, Indien og Caribien. I 1814 mistede vi Norge, 50 år senere tabte vi Slesvig og Holsten. I 1920 vendte en del af Sønderjylland hjem, men samtidig var Island reelt blevet selvstændigt i 1918. Lektien blev grundigt lært: Danmarks ambitioner om ”at spise kirsebær med de store” var fortid. Engang var vi herre i Norden, men nu var tiden en anden: Danmark var et slagent land, ”sønderskudt og lammet” som Paludan-Müller udtrykte det. Reduceret fra dobbeltmonarki til nationalstat med en udpræget skepsis overfor det, der kom syd fra grænsen. ”Hvad udad tabtes skal nu indad vindes”, som Chr. Dalgas så rammende formulerede tidsånden. Den nationale selvforståelse, som Grundtvig kæmpede for at indpode i danskerne, fik gode vækstkår. Vi dyrkede det særligt danske og vendte ryggen til den store verden. Hvad skulle vi med ”langt højere bjerge”, vi ”danemænd” var tilfredse med ”slette og grønhøj i nord”, som Grundtvig skrev. Småt blev godt, beskedenhed blev en påskønnet dyd, og når det kom til stykket, blev vi med tiden egentlig overordentlig tilfredse med os selv. Som Piet Hein engang udtrykte det: ”danskerne er bedst til alting. Selv vores mindreværdskom-pleks er verdens største”. Det særligt danske blev et værn mod det, der kom fra syd, - de truende kræfter, der i 1864 havde vist, at Danmark som selvstændig nation var alt andet end en selvfølge. Katastrofen var et lærestykke, som Danmark på ingen måde kunne gen-tage, hvis landet skulle bevare et håb om en fremtid som selvstændig nation. På den anden side var der blandt bønder såvel som politikere en trang til hævn og et ønske om at vinde det tabte land tilbage, når lejligheden bød sig. Nederlaget i 1864 fik også store følgevirkninger for Viborg og omegn. Det nationale tvetydige ønske om at forsvare det, der var tilbage, og håbet om at vinde det tabte igen, fik blandt andet den konsekvens, at regeringen i 1867 besluttede, at halvdelen af den danske hær skulle indkaldes til øvelser i 45 dage hver sommer ved Hald. Forsyningerne til de 10.000 mand var enorme, og det skæppede godt i det lokale næringslivs kasse. Desuden blev Viborg garnisonsby. I 1865 kom 9. og 14. bataljon til byen, året efter fulg-te den 6. og 8. Soldaterne blev indkvarteret hos private borgere på små kamre eller værel-ser. Blandt soldaterne var der mange veteraner fra krigen. De havde været førstehåndsvid-ner til de forfærdelige krigsbegivenheder, og man kan forestille sig, hvordan deres historier har bredt sig blandt folk på kroerne og i hjemmene. I det forgangne år har Lokalhistorisk Arkiv modtaget enkelte af soldaternes øjenvidnebe-retninger. Deres fortællinger giver en beskrivelse af krigen, der på mange måder er renset for eftertidens fernis af nationalromantik, mindreværdsfølelse og glorificering. Tre af erin-dringerne ligger til grund for de følgende beskrivelser af krigen, der er genfortalt, som om vi selv havde siddet og hørt dem berettet af veteranerne i byens knejper. ( De tre erindringer er registreret under: J. 1978/1383, Reg. nr. 1.1.b.3; 2004/22.)

Itzehoe. Den 24. december 1863.

Jokum Otto Jacobsen var i 1863 udstationeret i Altona. Juleaftens dag flygtede de danske styrker fra byen tilbage til Dannevirke. Kort tid efter var Altona besat af preusserne og tropperne blev modtaget som befriere af indbyggerne i Altona. Overalt i byen blev navne-træk og våben på offentlige bygninger revet ned og trampet på, mens mindretallet af dansksindede blev jagtet af en ophidset folkemængde. Infanterist J. O. Jacobsen gik sammen med de øvrige soldater ad landevejen tilbage mod Dannevirke. Foran dem lå den lille by Itzehoe. Soldaternes taktfaste marcheren gav genlyd mellem husene i byens smalle gader. Fra de åbne vinduer begyndte beboerne at hælde ski-dent vand og andre uhumskheder i hovedet på soldaterne. Det blev for meget for en af kap-tajnerne. Han kommanderede sin deling: ”Holdt! Omkring! Med højt Sigte giv Agt, Fyr!” Skuddene fra de henved 250 soldater lød som tordenvejr, og en del ruder på 1. sal faldt ned på gaden. Det havde sin virkning. Gennem resten af byen hørte soldaterne ikke et eneste skælds-ord, men havde de været det før, var de efter denne episode i alt fald ikke længere i tvivl: danskerne var ikke populære i Holsten.

Nord for Dannevirke. Den 5. februar 1864.

Efter de første kampe foran Dannevirke indså den danske overkommando, at forsvarsvær-ket ikke kunne holdes. Den 4. februar beslutter hærledelsen, at Dannevirke måtte opgives og næste dag begyndte tilbagetrækningen. Tilbagetoget blev af samtiden opfattet som landsforræderi. Natten var kold, termometeret viste 10 grader under frysepunktet. Hæren slæbte sig tilbage ad de spejlglatte, frosne veje. Næsten 40.000 danske soldater samt hele den danske feltar-tilleri- og vognpark drog under vanskelige betingelser tilbage mod Flensborg. Fra nordvest slog en stiv kuling ind i de trætte mænds ansigter, mens sneen føg dem om ørene. Næsten 14 timer i træk marcherede soldaterne. Mange var udmattede, men der var ikke tid til hvile, for bag dem kom de lichtensteinske husarer. J. O. Jacobsen kæmpede sig igennem markens snedriver. Et sted i mørket til venstre gik den danske hær. Jacobsens ordre var at dække tilbagetogets flanke sammen med sin batal-jon. Folkene gik frem i spredt kæde. Da Jacobsens hærafdeling hen på formiddagen ende-lig nåede ind i Flensborg, var de så umattede, at nogle så syner, andre smed sig ned på ga-den og faldt i søvn. Allerede dagen efter de danske soldaters ankomst til Flensborg stod østrigerne en dagsmarch syd for byen. To regimenter blev sendt tilbage for at forsinke fjen-den. Jacobsen husker, at delingschefen, kaptajn Stockfelth hver gang, de stod over for østrigerne, havde beordret det samme: ”Når østrigerne er kommet ind i passende afstand, og der bliver kommanderet ”Fyr”, saa giver I ”Musikken” første Salve”. Det havde stor virkning. Jacobsen fortæller, at når ”Musikken” efter første salve var brudt sammen, kom der Uorden i Østrigernes Fremmarch, den blev usikker og stærkt forsinket.

Dybbølstillingen. Den 28. marts 1864.

Ca. 26.000 soldater forskansede sig i stillingerne ved Dybbøl. Resten af hæren delte sig i to. 4. division trak sig tilbage nord for Kongeåen mens et korps trak sig tilbage til fæst-ningsbyen Fredericia. Preusserne indledte den 15. marts 1864 en belejring af stillingen på Dybbøl. De danske tropper blev overdynget af kuglerne fra fjendens moderne artillerikanoner. Efter et par dage erkendte den preussiske overkommando, at artilleriet alene ikke kunne fordrive dan-skerne. Derfor begyndte preusserne at grave sig frem mod skanserne med henblik på et altafgørende stormløb. For at få plads til løbegravene angreb preusserne den sydlige del af skanserækken den 28. marts, kl. 3 om natten. Premierløjtnant N. P. Jensens sanser var rettet ud i nattens mørke mod vest. Lyden af fjen-dens geværild var voldsom. Omkring ham var der hektisk aktivitet - preusserne angreb de sydlige skanser! N. P. Jensen og hans mænd satte i løb frem mod skanse nr. 2, hvor ilden var hårdest. Da de nåede frem kom der bud om, at preusserne var ved at bryde igennem længere mod nord ved vejen mellem skanserne 4 og 5. Da N. P. Jensens kompagni nåede frem smed de sig midt på vejen. Gang på gang beordrede de preussiske befalingsmænd deres skytter frem mod mændene, og hver gang lykkedes det N. P. Jensen og hans mænd at holde fjenden stangen, men det var på et hængende hår. Det begyndte at lysne. I den tidlige morgenskumring tordnede så endelig ”Rolf Krakes” kanoner. ”Rolf Krake” var den danske flådes første panserskib og et af verdens mest mo-derne krigsskibe. Skibets panserbatteri bombarderede de preussiske styrker og det gjorde udslaget. Preusserne, der angreb vejen, begyndte at trække sig tilbage. Det udnyttede de danske styrker til en offensiv - endnu var Dybbølstillingen på danske hænder! N. P. Jensens kompagni havde været heldige og var blevet forskånet for svære tab, men trods sejren var N. P. Jensen alligevel trist til mode den samme morgen. Hans oppasser, Jens, var netop meldt savnet. Dybbøl Mølle var under hård beskydning, og N. P. Jensen mistænkte Jens for at være gået derop for at hente kaffe. En kande varm kaffe var tiltrængt efter nattens kulde og hårde kampe, men efter at preusserne var begyndt at grave sig nær-mere på stillingerne var der kommet forbud mod brug af ild og lys. Det var simpelthen umuligt at skaffe mandskabet en varm drik, og N. P. Jensen havde da også beklaget sig til sin oppasser Jens over, at han ikke som sædvanligt kunne lune sig ved en kop kaffe. Kort tid efter var det, at Jens blev meldt savnet. Så nu stod N. P. Jensen og spejdede uroligt efter ham, mens han forberedte en ordentlig tordentale. Og så stod han der pludselig, Jens, med en kaffekande i hånden omviklet med hans lyseblå feltkappe, så kaffen kunne holdes varm. ”Det var svært for granaterne fløj gennem møllen, men her er løjtnantens kaffe”! N.P. Jen-sen fik ikke holdt sin tordentale den dag.

Dybbølstillingen. Den 18. april 1864

Fire timer efter midnat begyndte de preussiske tropper at bombardere Dybbølstillingen. På 6 timer regnede næsten 8.000 granater ned over de danske soldater. Derefter blev der stil-le. Minutterne gik. Så nåede lyden af geværskud skanserne. Først spredte skud, så mere intenst. 20.000 preussiske tropper stormede mod de 5.000 danske, der lå i ly bag den for-reste skanserække. I to bølger kom de farende. På 10 minutter indtog fjenden de første danske skanser og efter en halv time var syv skanser faldet. Dybbøl Mølle var indtaget. J. O. Jacobsen havde ikke deltaget i formiddagens kampe for den 20. bataljon blev sammen med den 18. holdt i reserve. Jacobsen og de andre soldater i 8. brigade havde netop kogt deres middagsmad, gule ærter og flæsk, da der blev blæst til modangreb. 3000 mand fra den 8. brigade beordredes afsted. J. O. Jacobsen smed, hvad han havde i hænderne og begyndte sit løb mod Dybbøl Ban-ke: 3 km over åben mark op ad en forårsfedtet bakke. Preusserne havde frit skud med deres hurtigtskydende bagladergeværer fra deres stillinger på toppen af bakken. Et par kugler slog igennem Jacobsens kappeskøder. Da han var nået halvvejs op på bak-ken ramte en kugle hans livrem, der hvor feltflasken var spændt fast. Flasken eksploderede og livremmen sprang. Trykket fik ham til at miste fodfæstet. Han faldt, troede han var ramt, men mærkede til sin forbløffelse, at han intet fejlede, så han måtte op igen og videre sammen med de andre. Omkring ham faldt folk for fjendens kugler, men værst af alt var alle de sårede kammerater, der lå spredt på marken og skreg på hjælp. Jacobsen var blandt en lille gruppe soldater, der trængte helt ind i møllen. Om det myr-deri, der sker inde i møllen, har Jacobsen ikke haft stor lyst til at fortælle, men da kampen var slut, lå Jacobsen på jorden, udmattet og forslået. Imens var de øvrige danske soldater på tilbagetog. De næste par timer forsvarede den lille gruppe soldater møllen. Så længe de holdt ud ville preusserne i det mindste ikke fra dette højt beliggende sted kunne skyde på de danske soldater, der i et stort kaos flygtede tilbage ned ad bakken. Dybbølstillingen var tabt og slaget havde kostet den 8. brigade 1399 mand. Det var et tab på 45 %.

Gården Brushoved. Den 18. april, 1864.

Den 18. april befandt underlæge D. D. Hagn fra Viborg sig i ruinerne af den lille gård Brushoved, en af de eneste gårde bag skanserne, der endnu ikke var nedbrændt. Gården lå på Dybbølbstillingens højre flanke tæt på den yderste skydelinje. Hagn havde sammen med fire andre læger oprettet en forbindingsplads. Her blev de hele formiddagen, mens preusserne beskød de danske stillinger. Soldater, der var blevet såret af det preussiske bombardement, blev bragt frem til de fem læger i en stadig større strøm. Da lyden fra våbnene eksploderede i et bragende crescendo under preussernes stormløb på skanserne, ænsede lægerne midt i deres hektiske arbejde ikke, at det afgørende angreb var begyndt. De beroligede sig med, at den danske reserve, der lå i lejr bag dem, forholdt sig i ro. Da de ved middagstid så de 3.000 soldater fra reserven rykke frem, var det for sent at søge tilflugt og skanserne var allerede indtaget af preusserne. Lægerne begyndte at løbe tilbage mod sikkerheden i den retning, hvor reserverne havde haft lejr. Under flugten fløj projektilerne omkring lægerne. Den første faldt, så den anden og den tredje. Foran langs volden mod vest så de to overlevende læger preusserne komme farende imod sig. De var omringet. De kastede sig mod jorden og blev taget som krigsfanger og underlæge Hagen blev sammen med mange andre krigsfanger ført til Flensborg, hvor han fik lov til at be-handle sårede danske soldater.

Viborg. Den 24. april, 1865.

Den 24. april 1865 marcherede 8. bataljon ind i Viborg. Blandt soldaterne befandt under-læge D. D. Hagn, premierløjtnant N. P. Jensen og infanterist J. O. Jacobsen sig. N. P. Jensens ophold i byen var i første omgang kort. I efteråret 1865 blev han udnævnt til næstkommanderende ved Hærens Underofficersskole i København, men allerede i for-året 1867 vendte han tilbage til Viborg, hvor han blev udnævnt til kaptajn og kommandør for 8. bataljons 4. kompagni. I 1869 blev han valgt til Viborg Byråd som repræsentant for garnisonen og i 1874 bragte hans politiske engagement ham ind i Folketinget, hvor han sad i ti år. D. D. Hagn blev udnævnt til garnisonslæge i Viborg og senere i 1872 købte han Tage Høeghs gård i Sct. Mogens Gade nr. 36. Han døde i 1901. J. O. Jacobsen flyttede efter aftjent militærtjeneste i Viborg tilbage til sit barndomshjem ved Odder.

Artiklen er skrevet af Dan Ersted Møller og kan endvidere findes i Viborg Bogen 2004 s. 50-61.



Oprettet af: dan den 2011-07-21
Opdateret af: peter den 2011-11-14
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer