Viborg historie


Den sidste ”kartoffeltyskerlade”


Den sidste ”kartoffeltyskerlade”

I Sandkjærgårde nær Grønhøj står en gammel lade opført i simpelt bindingsværk og hvidkalket. Tiden har sat sine tydelige spor i tag og træværk. Bygningen har det skidt. Alligevel er laden værd at interessere sig for, idet vi står over for den sidste bygning, der er beva-ret fra de tyske kolonisters bosættelse på Alheden i 1759-1762. Avlsbygningen ligger dog ikke på sin oprindelige plads, da den sammen med gårdens stuehus i 1793 i forbindelse med en større ud-flytning blev nedtaget i Grønhøj og derefter genopført i Sandkjær øst for Grønhøj, hvor den fik navnet Vester Sandkjærgårde. Kolonisternes gamle lade i Sandkjærgårde er i så ringe stand, at ejeren ikke ønsker at bekoste en gennemgribende istandsættelse. Udsigten til dens snarlige forsvinden førte til, at Viborg Stiftsmu-seum i 2008 søgte Kulturarvsstyrelsens hastesum om midler til opmåling og fotodokumentation. Dette arbejde blev udført i samarbejde med Erik Einar Holms Tegnestue i Salling. I denne lille arti-kel bringer vi klip fra tegnestuens rapport, men her i 250-året for de første tyske kolonisters an-komst til Midtjylland er det også på sin plads at fortælle lidt om baggrunden for, at ”de fremmede” kom til Alheden i 1759.

Gyldne løfter

1700-årene kalder vi oplysningstiden. Samfundets ledende folk arbejdede på at skabe fremskridt, navnlig på det økonomiske område. I Danmark skulle det ikke mindst ske indenfor landbruget. Ikke alle de store planer faldt lige heldige ud. Eksempelvis nærede embedsmænd i den enevældi-ge regering i København i midten af 1700-årene helt urealistiske forestillinger om, at landet kunne realisere store landbrugsmæssige værdier, hvis den store Alhede i Midtjylland blev opdyrket. Det lykkedes dem at vinde kong Frederik d 5. for en storslået plan, der efter deres beregninger kunne omdanne de golde jyske heder til frugtbart agerland. Kongen mente dog, at danskere var uduelige til den slags. Der skulle tyskere til, og majestæten lod gå bud til sin agent i Frankfurt am Main i Tysk-land med besked om, at han skulle tage sig af hvervningen af kvalificeret arbejdskraft til en koloni-sering af de ubeboede egne af Alheden. Agenten hed Johann Friedrich Moritz. Han udmærkede sig ved aldrig i sit liv at have sat sine ben på Alheden, hvilket dog ikke holdt ham fra straks at gå i gang med opgaven. I foråret 1759 indryk-kede han store annoncer i en af Frankfurts aviser, og rundt i landsbyerne langs Rhinen ved Pfalz hængte han en mængde plakater op. Plakaterne lokkede med gyldne løfter til alle, der ville bryde op fra hjemstavnen og rejse til de jyske egne langt mod nord. Blandt løfterne var rejsepenge til Danmark, gratis bygninger, jord og landbrugsredskaber, fritagel-se for soldatertjeneste og skattefrihed i tyve år. Ved ankomsten til Danmark ville hver mand tilmed få 30 rigsdaler, hver kvinde 20 og hvert barn 10 rigsdaler. Og den gård, en tysk kolonist fik stillet til rådighed, ville gå i arv til børnene. Den kgl. danske agent lovede frimodigt, at tyskerne i det nye land ville vandre rundt i græs til op over knæene. At der i stedet var tale om magert hedesand, blev ikke nævnt med et ord.

Rejsen til ”det forjættede land”

Løfterne lød næsten for gode til at være sande. Og hvorfor skulle tyske vinbønder i de frodige Rhin-egne bryde op fra deres hidtidige hjem for at rejse til et for dem ukendt land? Ja, omstændighederne lignede meget dem, som har kendetegnet ind- og udvandring helt frem til vore dage. Noget i det nye land virkede tillokkende, men årsagen til opbruddet var i lige så høj grad, at forholdene i udvandrernes hjemland var blevet helt utålelige. Krig og religionsstridigheder i Eu-ropa var da også anstødsstenen til, at de tyske familier brød op. Den Preussiske Syvårskrig rasede (1756-1764), og krigens ødelæggelser ramte også den jævne befolkning, som boede i de frugtbare egne langs Rhinen. Gang på gang dukkede fjendtlige soldater op og hærgede deres landsbyer; sær-ligt udsatte var de protestantiske mindretal af lutheranere og reformerte i det katolsk dominerede sydvestlige Tyskland. Frederik d 5.s agent, Johan Moritz, havde fra Danmark fået instruks om kun at finde erfarne ager-dyrkere, men det blæste han højt og flot på. Derfor talte flokken af hvervede folk snart også hånd-værkere, vinbønder og sikkert også en del fattige lykkejægere. I august 1759 drog de første 41 fami-lier nordpå, vel med en vis skepsis, men dog med en drøm om et bedre liv. Godt 1.000 km strakte rejsen sig mod Jylland; i begyndelsen af oktober nåede de Århus, syge og forkomne. Stiftsamtman-den fik dem skyndsomt ekspederet videre til Viborg, og en mørk oktoberdag stod de for første gang og kikkede ud over det golde, øde og forblæste midtjyske hedelandskab. Det var nok ikke lige det, de havde drømt om. Det værste var måske, at intet var forberedt. Der var ingen færdigbyggede gårde til dem. Der var ingen redskaber. Ingen husdyr. Ingen brønde var gravet. Embedsmændene i København havde glemt tidsnok at forberede de lokale myndigheder på, at de tyske familier var på vej. Derfor måtte kolonisterne indkvarteres i Viborg eller overvintre i jord- og tørvehytter på heden. For at de kunne overleve vinteren, fik familierne udbetalt dagpenge af staten. I det tidlige forår 1760 fik myndighederne omsider gang i byggeriet. Statens kommissærer øn-skede at få kolonisterne spredt på flere små landsbyer, så den enkelte bonde ikke fik for langt ud til gårdens marker. De tyske familier var imidlertid hjemmefra vant til at bo i store landsbyer, og det insisterede de på at blive ved med. Staten valgte at føje dem, og gårdene blev i første omgang kon-centreret i Havredal; 29 gårde og et skolehus, idet kolonisterne både kunne læse og skrive og natur-ligvis ønskede, at deres børn skulle lære det samme. Sommeren 1760 stillede snart nye krav til myndighederne, idet nye familier fra Tyskland dukke-de op. Agent Moritz havde med uformindsket styrke fortsat hvervningen af kolonister, således at antallet af familier på Alheden nu nåede op på 88. Håndværkere måtte i gang med at grundlægge endnu en kolonistby, denne gang i Grønhøj, som fik 30 gårde.

Uroligheder og nabostridigheder

Byggeriet var statens opgave, og derfor blev de danske bønder pålagt pligtkørsel til kolonierne med tømmer, tegl og andet byggemateriale. Hustømmeret måtte de hente helt i Randers, dernæst yderli-gere træ i Silkeborg-skovene, og så af sted efter mursten fra teglværket i Skræ. Dette skabte en me-get negativ stemning over for de tyske kolonister blandt egnens hedebønder. Utilfredsheden ulmede også blandt tyskerne. Udsigten til en barsk og slidsom fremtid på den gol-de hede fik i 1761 nogle af de familier, som midlertidigt var indkvarteret i Viborg og Fredericia, til pure at nægte at flytte derud. Først da myndighederne arresterede tre af deres ledere og for en tid fratog resten deres dagpenge, faldt de til føje og flyttede ud på heden. Her delte de sig efter trosfor-hold. De reformerte slog sig ned i Havredal, mens de luthersk-evangeliske samledes i Grønhøj. Blot var der lige problemet, at kun 59 gårde var bygget, men der var 88 familier. Nogle af gårdene måtte derfor huse to familier, hvilket rummede kimen til flere frustrationer. Uroen blandt kolonisterne fortsatte da også i de følgende år. En overgang fik de mest rabiate ty-skere overtaget, og tilstandene grænsede til anarki med drukkenskab, slagsmål og tyverier. Det fik i 1762 staten til at skride radikalt til værks over for de genstridige familier. Flere af dem blev i 1763 ganske enkelt udvist. På vejen hjem til Tyskland blev mange af kolonisterne i øvrigt hvervet for anden gang, men nu til de russiske stepper syd for Volgagrad. De tyske indvandrere kom ikke alene på kant med myndighederne. Også forholdet til naboerne i kanten af Alheden slog fortsat gnister. Kolonisterne lod deres kvæg græsse på de jorder, som de lokale bønder hidtil frit havde benyttet. Krat og skov i udkanten af heden opsøgte de også på jagt efter alt brændbart. Sammenstød var der mange af. Danskerne mente, de fremmede fik både i pose og sæk. Tyskerne mente, de langt fra fik, hvad de var blevet lovet. Det helt store problem var naturligvis, at Alhedens sandede jorder var så elendige, at udbyttet med datidens landbrugsredskaber ofte kun blev på et par fold. Det vidste de lokale hedebønder ud-mærket godt. Derfor lukkede de i stedet deres får ud på heden og tjente rede penge på hosebinding. Den skyldige i fiaskoen med koloniseringsprojektet var den enevældige regering i København, som intet virkeligt kendskab havde til forholdene på heden. Der skulle gå omtrent hundrede år endnu, før vi i Danmark havde den teknologiske og naturvidenskabelige ekspertise, der skulle til for at bryde al og omdanne hedesand til agermuld.

Kartoflen

I midten af 1760’erne gik det op for myndighederne, at koloniseringseventyret var kuldsejlet. På det tidspunkt havde projektet på den jyske hede kostet staten 300.000 rigsdaler, et gigantisk beløb i datidens penge. (En god ko betaltes dengang med ca. 10 rigsdaler). Udsigten til, at de tyske familier i mange år endnu måtte tildeles forplejningspenge for at overleve, fik nu myndighederne til kynisk og ufølsomt at inddrage de understøttelser, der stadig blev udbetalt. Hermed blev de tyske familier for alvor truet på deres eksistens. Heden kunne ganske enkelt ikke brødføde dem alle, og endnu en gruppe familier valgte at rejse. Tilbage var i alt 42 familier, fordelt mellem Havredal og Grønhøj. De tilbageblevne familier stod med endnu et problem. De havde for langt ud til deres marker som følge af, at de oprindeligt ønskede at bo samlet i de to kolonistbyer. Den eneste fornuftige løsning var at flytte nogle af gårdene ud, og fra slutningen af 1770’erne bekostede staten en udflytning af 28 gårde. Herved opstod de små landsbyer med navne som Tohuse, Trehuse, Firhuse, Ulvedal, Resen-felde og altså også Sandkjærgårde, som bestod af Østre og Vestre Sandkjærgård. De første generationer af tyske familier på Alheden fik et hårdt og slidsomt liv. 80 år efter kolo-nisternes ankomst gjorde pastor Carstens i Frederiks en række iagttagelser, som ikke var særlig op-muntrende. Han mere end antydede, at staten havde svigtet kolonisterne, også med hensyn til inte-grationen. Han skrev, at der kun var sket ringe tilpasning til danske forhold. Det lille tyske samfund var præget af stagnation, livslede og mismod. Det eneste danske, som kolonisterne havde taget til sig, var brændevinen, og det mente pastoren ikke var særligt efterstræbelsesværdigt. I opdyrkningen af de store hedearealer i Jylland kom de tyske kolonister ikke til at spille nogen nævneværdig rolle. De fik imidlertid en vis indflydelse på midtjydernes spisevaner, idet de på et tidspunkt begyndte at dyrke kartofler. Den lille knoldede grønsag viste sig på hedejorden at give et noget større udbytte end kornet, og dermed blev afgrøden en stabil indtægtskilde for kolonisterne. Det blev også kartoflen, som gav kolonisterne et folkeligt navn blandt naboer og blandt viborgen-sere. På torvedagene i Viborg havde kolonisterne deres faste boder på Nytorv, hvorfra de solgte kartofler. Hvad var mere nærliggende end at kalde dem ”kartoffeltyskere”. Fordommene blandt danskerne over for ”de fremmede” trivedes ganske længe. Forfatteren Meir Goldschmidt skriver i 1867 i sin bog "En hederejse i Viborgegnen" med henvisning til folkesnakken om ”kartoffeltyskerne”: ”De drog, 20 a 30 Stykker i Følge, til Viborg om Natten, holdt Frokost ved Solopgang paa Stanghede, sloges med Alle, der udsatte sig for et Sammenstød, var vilde Karle”.

Artiklen er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen og kan også findes i Viborg Bogen 2009 s. 10-19.



Oprettet af: dan den 2011-08-15
Opdateret af: peter den 2011-11-14

Kartoffeltyskerladens sydfacade mod gårdspladsen på Vester Sandkjærgårde, Fallegårdsvej 33. Laden er 10 fag lang og 4 fag dyb, svarende til 17,4 m x 7,15 m. Bindingsværket er fortrinsvis ud-ført af klejnt egetømmer. En del tømmer er udskiftet, og her er fortrinsvis anvendt nåletræ. Oprin-deligt bestod taget af strå. Enkelte tavlfelter er oprindelige og udført i soltørret lersten eller lerkli-nede felter, fæstnet til støjler. Foto: Erik Einar Holms tegnestue. 2008.

Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer