Viborg historie


Spytstenen i Overlund


Spytstenen i Overlund

Her er et 100 år gammelt billede fra Overlund. Det er taget på hjørnet af Gammel og Ny Randers-vej. Smedemesteren og hans familie ses foran den gamle landsbysmedje, og i forgrunden ses ”Spyt-stenen”, som de fleste viborgensere kendte fra deres søndagsture.

I 1852 blev den nye landevej med broen over Viborgsøerne og med den stejle stigning op ad bakken mod Overlund anlagt. Vejen blev straks et populært udflugtsmål blandt byens indbyggere. Spadsereturen kunne enten gå til det gamle Brohus nede ved Søndersø eller videre op ad bakken til Overlund. Her nød man udsigten over byen, og som bevis på, at man havde gennemført turen, spyttede man på den lille sten på hjørnet af den gamle og den nye Randersvej.

I 1954-55 blev Randersvej udvidet, broen over søerne gjort bredere og træerne op ad bakken fældet. Men den gamle ”spytsten” blev bevaret, og den står nu – hvidkalket – i hækken ind til præstegårds-haven i Overlund og fortæller om en tid før bilernes indtog, hvor søndagsturen kun gik til den nærmeste omegn.

Tekst Svend Korup

Viborg Lokalhistoriske Arkiv.



Oprettet af: trine den 2011-09-20
Opdateret af: Svend den 2012-11-12

Kommentarer

Smeden i overlund.

Vagn Hansen, Lellinge


Jeg har set på billedet og spørger mig selv om det skulle være min oldefars smedie? Min oldefar hed Andreas Laurids Andersen, han døde omkring 1906 - 1909.
Min morfar hed Theodor Andersen.
Jeg er selv godt 80 år nu og ved en del om slægten bagud. Det ville glæde mig
at vide mere om billedet.
De bedste hilsner fra Vagn Hansen

Smeden i Overlund

Vagn Hansen, Lellinge v. Køge Tlf.: 56820415


Måske er smeden på billedet den ældste søn Jesper?
Vagn Hansen




Kommentarer
Vil du skrive en kommentar?
Skriv selv kommentarer