Viborg historie


Spejdere i Viborg i 100 år


Spejdere i Viborg i 100 år

Spejderbevægelsen, der blev grundlagt af Lord Baden-Powell i 1908, kom 1909 til Danmark. Til Viborg kom bevægelsen efter et foredrag på Katedralskolen om spejderne i England, og elever på skolen dannede de første patruljer. Året efter den 23. januar 1911 blev troppen startet, da man i premierløjtnant Torry Gredsted havde fundet en dygtig tropsfører, som prægede drengene og tog dem med på ture og lejre, hvad der dengang var noget helt nyt. Senere blev Torry Gredsted en af Danmarks mest læste drengebogsforfattere. Hans bøger blev oversat til mange sprog, og bøgerne om ”Paw i urskoven” blev filmatiseret. Allerede efter et år havde 1. Viborg Trop mange spejdere, og troppen fik et bindingsværkshus i Ødalen stillet til rådighed. Det gamle hus brændte, men spejderne ejer stadig ”Blokhuset”, der blev bygget efter branden. Nu er spejdergården Poulholm på Gl. Skivevej centrum for Det danske Spejderkorps i Viborg, som i dag samler mere end hundrede små og store spejdere under navnet Waingunga-stammen. På billedet ses 1. Viborg Trop foran spejderhytten i Ødalen fotograferet i 1912. Torry Gredsted sidder i civil midt blandt sine drenge. Viborg Lokalhistoriske Arkiv. Skrevet af Svend Korup



Oprettet af: trine den 2011-09-20
Opdateret af: trine den 2011-09-20


Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer