Viborg historie


Sct. Georgsgildets lejr i Vorupør


Sct. Georgsgildets lejr i Vorupør

I sommeren 1955 tog 70 børn fra Viborg forskud på ferien. Allerede 9. juni var de - spændte og lidt betuttede - rejst med toget fra Viborg Banegård til Sjørring Station i Thy. Herfra rullede de videre med rutebilen det sidste stykke til Vorupøre, hvor Sct. Georgsgildet i Viborg havde indrettet en sommerlejr. I tre uger nød børnene friheden ved Vesterhavet med at boltre sig i klitterne og på stranden, hvor sol og vind gav dem appetit og ny energi. Årets første gruppe af børn fra Viborg var et såkaldt svagbørnshold. Viborg Kommune betalte deres ophold og børnene var udvalgte i et samarbejde mellem skolen og børnenes forældre. Ideen var, at børnene i tre uger skulle forkæles med frisk luft, natur og god mad. Intentionen lykkedes da også i de fleste tilfælde. Børnene blev vejet når de kom, og igen når de skulle hjem, og hos mange var vægten forøget med flere kilo. Den fredelige og smukke lejr ved Vorupøre var blevet indrettet af Viborg-Sct. Georgsgildet i 1946 i en tidligere radarstation, som tyskerne havde bygget under krigen. Pengene til indretning og drift skaffede gildet bl.a. via tipsmidler og overskud fra børnehjælpsdagene. Gennem hele sommeren var der liv i lejren. I juli og august var det Sct. Georgsgildets egne hold, som befolkede lejren, og med hvert af disse hold på 64 skolebørn, fulgte 6 spejdere og ledere. De voksne organiserede lege for børnene, f.eks. i 1955 en jagt på spritsmuglere som i Fy- og Bi-filmen ”Vester Vov-vov”, og de sørgede for at få tov spændt ud, når børnene skulle bade i havet. Resten af tiden gik med fri leg, og ellers var det de mange måltider i spisesalen, som blev husket. Økonomaen ved Østre Skole, fru Anna Fønnskov, stod med ansvaret for madlavningen, og hun sørgede hver dag for, at børnene fik rigeligt at spise. For nogle af de mindre børn kunne tre uger væk fra far og mor måske føles længe, men i erindringen er Sct. Georgs lejren i Vorupør for mange viborgensere, der var børn i halvtredserne, kommet til at stå som en herlig sommeroplevelse.



Oprettet af: trine den 2011-09-20
Opdateret af: trine den 2011-09-20

Kommentarer

sommerlejr i vorupør.

erik fønsskov, 4190 munke-bjergby sjælland


Bruger-uploadet billede

sommerlejr i vorupør

erik fønsskov, 4190 munke-bjergby sjælland


Bruger-uploadet billede
jeg syntes du har sagt det meste om at være på sommerkoloni.
jeg var med isommeren 1955 men jeg kan ikke lige huske dig,
men jeg ligger lige nogle billeder fra forskellige gange jeg
har været med i vorupør,jeg tror jeg var med første gang i 1949
og sidste gang i 1956.
det var jo heldigt for en dreng fra københavn at have en farmor
der ville have sit barnebarn med på koloni.

Feriekoloni

Alice Paarup Sørensen, 860 Ry


Jeg har en enkelt gang været med på feriekoloni og jeg husker at vi legede i klitterne, sov i køjesenge og fik havregryn med mælk hver morgen. Der var forældredag hvor vi havde øvet os på forskelligt optræden. Husker der var lidt hjemve men det hjalp at få lov at tale i Tlf. med mor og far. Alt i alt gode minder.
Hvordan man blev udvalgt til et ophold afhang af hvor stor indtægt familien havde. Forældre skulle skrive deres indtægt på ansøgningsskemaet og da min far en tid var arbejdsløs blev jeg berettiget.
Jeg startede i skole i 1959 så det må have fungeret ind i 60 erne også.
Hilsen Aice P. Sørensen

Feriekoloni Vorobør

Armin, Viborg




Kommentarer
Vil du skrive en kommentar?
Skriv selv kommentarer