Viborg historie


Viborg Centralbibliotek


Læselysten stilles i Viborg

I midten af 1800-tallet fik videbegærlige mennesker deres læselyst stillet gennem en af de mange læseforeninger, der opstod i denne periode. I Viborg havde man flere af disse - f.eks. Læseselskabet i Viborg, som eksisterede fra 1828 til en gang after Første Verdenskrig. I klubber, foreninger, og på skoler anskaffede man sig samlinger af bøger til brug for medlemmer og elever. Folkebiblioteker, som vi kender dem i dag, fandtes ikke, om end de vandt frem i andre byer. I 1903 rejstes uden held i Viborg Byråd spørgsmålet om et offentligt bibliotek. Samme år blev der taget et privat initiativ ved stiftelsen af "Folkebogsamling for Viborg og Omegn", som eksisterede de næste 14 år. I løbet af den tid kom bogbestanden op på omkring 1.600 bind, og udlånet var på 5-6.000 bind om året.

I mellemtiden havde en borgerkreds i 1916 oprettet "Biblioteksforening for Viborg og Omegn". Foreningen skulle forberede et egentligt, professionelt drevet bibliotek. Efter at have fået løfter om tilskud fra stat og kommune, blev bibliotekar Henri Hansen ansat som leder, og i 1918 åbnede Viborg Centralbibliotek. Biblioteket lå de første ti år i en lejlighed på tredje sal i St. Sct. Mikkels Gade 22. I 1928 forlod biblioteket de meget trange kår og flyttede til lidt bedre og større omgivelser i Katedralskolens tidligere gymnastiksal ved Latinerhaven i Kompagnistræde.

Men heller ikke disse forhold var optimale. I 1945 bevilgede byrådet penge til projektering af et nyt bibliotek, og det blev en langvarig byggesag. I 1953 var man tæt på at ville placere biblioteket centralt i byen på hjørnet af Nytorvsgyde og Sct. Mogens Gade, men denne plan blev dog ikke til noget, og i stedet byggedes biblioteket på en grund ved den dengang lidt afsides liggende Vesterbrogade. I 1956 tog byen det fulde ansvar for biblioteksvæsenet og gjorde biblioteket kommunalt. I 1963 blev det nye bibliotek indviet, og det blev nu tre gange så stort som det gamle. I årene herefter steg lånertallet voldsomt. Der blev føjet et musikudlån til, og i det hele taget voksede kravene til biblioteket som dokumentationscentral.

Derfor påbegyndte man i løbet af 1980'erne at udarbejde planer for en udvidelse. I 1991 indviede biblioteket således sin nye tilbygning på Vesterbrogade. I dag rummer biblioteket et væld af forskeliige medier. Udover bøger, aviser og andre tryksager kan man således f.eks. også låne musik, lydbøger og computerspil. Adgangen til den store verden fra bibliotekets internet-opkoblede computere har også gjort flere informationer tilgængelige for brugerne.

Af Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen



Oprettet af: Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen den 2006-01-19
Opdateret af: mikkel den 2008-04-08

Læsesalen i biblioteket i Kompagnistræde

Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer