Viborg historie


Kulturliv i Viborg - Paletten


Arrangørernes Hus

I foråret 1993 tog en række repræsentanter for Viborgs kulturliv og Viborg Kommune initiativ til at oprette et kulturhus som skulle kunne rumme forskellige aktiviteter. Der var et behov for nogle mellemstore lokaler, hvor folk kunne udfolde sig på egne præmisser. Palæ og Viborghallen havde tidligere været muligheder, men nu var kun Tinghallen tilbage, og den var for stor til disse formål. Tankerne om et kulturhus var ikke helt nye. Tidligere - i 1988 - havde "Salongruppen" forsøgt at gøre "Salonen" til et borgerhus. Kulturhusets midlertidige bestyrelse bestod af medlemmer fra forskellige foreninger og klubber i byen samt en tilforordnet fra Viborg Kommune. Kommunen havde besluttet at købe det gamle Tropicana og herefter overdrage det til den selvejende institution Arrangørernes Hus, hvis brugerne selv kunne skaffe 300.000,- til startomkostningerne.
Bygningen havde tidligere rummet biograf og forskellige diskoteker. Nogle af pengene skulle skaffes ved at sponsorer kunne få sit navn prentet i mursten på Palettens sponsormur. Herudover blev der udstedt et begrænset antal kulturobligationer, og også andre sponsorater var til salg. Ved hjælp af disse frivillige bidrag samt den kommunale støtte blev det muligt for alle at være med. Kulturudvalgets deltagelse i projektet var også betinget af, at det var billigt for Viborgs kulturforeninger at leje sig ind i husets sale.

Bestyrelsen udskrev tidligt en navnekonkurrence, og dommerkomiteen valgte i slutningen af marts samme år navnet "Paletten", som var blevet foreslået af den dengang 78-årige Valborg Pedersen. Navnet afspejlede passende den brede vifte af forskelligartede aktiviteter i mange farver og former som skulle udfoldes i Arrangørernes Hus. De næste måneder gik med istandsættelse af de gamle biograflokaler, planlægning af kulturhusets program og indsamling af de nødvendige penge. Allerede den 3. april åbnede Paletten dog dørene til et smugkig med sang, musik, cabaret og malerkunst. Lokalerne var endnu ikke færdigt indrettede, men de gratis optrædende kunstnere skulle bidrage til at gæsterne kunne danne sig et indtryk af byens fremtidige kulturhus.

Paletten åbner

Den officielle indvielse måtte vente til efter istandsættelsen. Torsdag aften 19. august 1993 kunne kulturminister Jytte Hilden stå for den officielle åbning af Paletten. Forud var gået seks intensive ugers ombygning. Åbningsaftenen blev en festlig begivenhed med festtaler og musik og underholdning. Kort tid efter d. 29. december - blev multikunstneren Henrik Haves store åbne kongekrone hængt op i Palettens store sal som samlende element i husets udsmykning.
Der var hurtigt stor efterspørgsel på Palettens lokaler. I løbet af de første måneder havde salene lagt gulv til så forskellige arrangementer som folkedans, kunstudstillinger, jazz- og rockkoncerter, foredrag, gymnastik og meget mere. Senere kom også teater, temadage og techno-raves til, så Palettens arrangementer dækker alle faktisk "farver".
I september 1996 fik Paletten en fast daglig stab. Mette Hagen blev daglig leder, og hun fik Mette Skovhus som assistent. Det faste personel var en nødvendighed med det pres, der var kommet på Paletten. Omkring 60.000 mennesker besøgte hvert år Paletten i Vesterbrogade. Året efter kunne Paletten fremvise et overskud på driften. Ganske vist et beskedent overskud, men formand Kristian Melgaard var trods alt stolt over at et kulturhus uden direkte støtte fra kommunen kunne klare dette, samtidigt med at Paletten skabte rum for de kulturelle aktiviteter. Lys- og lydanlæggene var også endelig betalt, og den eneste gæld Paletten nu havde, var de 246.000 kr. som man skyldte kommunen fra etableringen i 1993. I 1997 bevilgede Statens Musikråd et beløb til indkøb af musikudstyr til Paletten. Rådet var blevet opmærksomme på de gode forhold for den levende musik, som var opstået i Viborg. En vigtig årsag til succesen var de mange frivillige kræfter bag Paletten. Mellem 60 og 80 personer indgik i Paletkorpset, og hjalp blandt andet til med forberedelser til koncerter, udstillinger, stå i baren og meget andet.

Paletten udvides og bliver regionalt spillested

År 2000 overtog musikbibliotekaren Per Dragheim posten som Palettens bestyrelsesformand. Dragheim havde som formand for Rytmisk Selskab Viborg været medlem af Palettens bestyrelse siden etableringen i 1993. Tidligere på året stillede Lokale- og Anlægsfonden med et etableringstilskud på 900.000 kroner til ombygning og 110 kvm. udvidelse af Paletten. Resten af pengene kom fra Viborg Kommune og lokale sponsorer. Lys- og lydforhold skulle optimeres, og øvelokale, opholds-, køkken-, og toiletfaciliteter skulle bygges. 32 kulturelle foreninger havde nu regelmæssig aktiviteter i huset. Viborg Filmklub, Art Cinema, Rytmisk Selskab Viborg, Jazz Club Viborg og amatørteater er blot eksempler på disse. December 2001 holdt kulturudvalgets formand Mogens Rohrberg tale ved rejsegildet på Palettens tilbygning, og i januar 2002 kunne man endelig indvie Palettens om- og tilbygning. Samme år havde man også håbet på at blive udnævnt til regionalt spillested - en titel man havde arbejdet på siden 2000. Regeringsskiftet og efterfølgende besparelser kom dog i vejen få uger inden titlen som regionalt spillested tilfaldt Paletten. Den indkøbte champagne måtte derfor lægges på køl igen for en stund. Proppen kunne springe i oktober 2004 da kunststyrelsen endelig blåstemplede Paletten. Den nye status som regionalt spillested betød, at Paletten fremover fik 600.000 kroner i støtte om året. Det blev nu muligt at planlægge langsigtet samt få mere og bedre musik til Viborg.

I løbet af samme år havde Paletten taget afsked med den daglige leder Mette Hagen og tekniker Alex Nielsen. Fredrik Holmbach og Jørn Skouborg var midlertidigt blevet ansat, men bestyrelsen havde efter den opnåede status som regionalt spillested nu bedre overblik Palettens økonomiske betingelser, og kunne gå i gang med at finde det faste personale. 1. december 2004 blev Peter Dalsgaard ansat som kunstnerisk og administrativ leder af Paletten. Jørn Skouborg blev i august 2006 atter kunstnerisk og administrativ leder for Paletten. Anders Enø er nu ansvarlig for teknik og service

Af Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen

Kildemateriale og litteratur

"Så er det nu" - informations- og hvervemateriale om Paletten fra 1993 (LHA, 2.VII a. Foreninger. Samlingssteder)

Viborgbladet 24/3 1993
Viborg Nyt 24/3 1993
Viborgbladet 31/3 1993
Viborgbladet 18/8 1993
Viborg Nyt 29/12 1993
Viborgbladet 5/1 1994
Viborgbladet 23/3 1994
Viborgbladet 11/9 1996
Viborgbladet 25/3 1997
Viborgbladet 17/9 1997
Viborg Nyt 3/5 2000
Viborg Nyt 14/6 2000
Viborgbladet 5/12 2001
Viborgbladet 16/1 2002
Viborgbladet 13/10 2004
Viborgbladet 3/11 2004
Viborgbladet 1/12 2004

Link til Palettens webside

http://www.paletten.dk/



Oprettet af: Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen den 2006-09-01
Opdateret af: trine den 2011-09-15
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer