Viborg historie


Wistofts Maskinfabrik


Søren Wistoft (1796-1870), som var degnesøn fra Vinkel blev uddannet snedker. Han kom til at arbejde for Johannes Bruun på Bruunshåb, og tilså fabrikkens mange maskiner. Ved siden af dette arbejde reparerede og forbedrede han en række landbrugsmaskiner, som egnens større landbrug havde købt i udlandet.

Behov for hjemlig maskinfabrikation

Wistoft mente, at de gode tider for det danske landbrug betød, at der var grundlag for en hjemlig produktion af landbrugsmaskiner, i stedet for at hente disse udefra. Derfor købte han i 1850'erne Vibæk Mølle af familien Bruun for at indrette en landbrugsmaskinfabrik

Chokolade og peber i maskinfabrikken

Fabrikken blev kendt for sine svingplove, kornrensemaskiner, såmaskiner og vægte. Men Wistoft producerede også en overgang krydderikværne. Nogle af kværnene beholdt han på fabrikken, og i ledige stunder beskæftigede han sine folk med at male krydderier til Viborgs købmænd. Pebersvendene kværnede f.eks. både peber, kanel og sennep. I 1860'erne arbejde der en overgang 28 mand på fabrikken. Wistoft forsøgte sig også med chokolade. Formene støbte han selv. Fløden som arbejderne skulle blande med kakao, sukker og vanille, hentede han naturligvis hos de lokale landmænd.

Som far så sønner

Søren Wistofts sønner slægtede sin far på. Sørens ældste søn uddannede sig til civilingeniør, mens lillebroderen Laurits blev oplært på faderens fabrik. Da Søren Wistoft døde i 1870 overtog Laurits ledelsen af fabrikken. Og sønnen fortsatte maskinfabrikkens udviklingsprogram. Ved industriudstillingen i Århus i 1876 præsenterede han en ny kartoffellæggemaskine. Nogen lang videreførelse af familieforetagendet blev det dog ikke til. Laurits Wistoft døde allerede i 1879 - 36 år gammel. Og der var ingen i familien til at føre virksomheden videre. Storebroderen var nemlig død tre år forinden i en ulykke under bygningen af Limfjordsbroen. Søren Wistofts enke var nu efterladt alene, og solgte derfor maskinfabrikken til Asmild-Tapdrup kommune. Sognerådet indrettede herefter stedet til fattiggård.

Af Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen

Kilder og litteratur

Viborg Stiftstidende 3/12 1870
Viborg Stiftstidende 6/12 1870

Ringgaard Lauridsen, Henning, Viborgs industrihistorie 1742-1990, Viborg Stiftsmuseum 1990



Oprettet af: Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen den 2006-10-06
Opdateret af: dan den 2008-12-02
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer