Viborg historie


Ølproduktionen industrialiseres


Industrialiseringen af øllet i Viborg

1847 er et centralt årstal i dansk øls historie. Inspireret af de bayerske traditioner havde I.C. Jacobsen dette år første gang held med fremstillingen af undergæret øl på dansk grund.

Det bayerske øl var mere holdbart end det traditionelle danske overgærede hvidtøl, og desuden blev smagen af det nye øl hurtig meget populær. Overalt efterspurgte man det klare lyse øl og for at understrege dets rene gyldne farve begyndte man at servere øllet i klare glas frem for i træ-, ler- eller tinkrus.

Viborg var som mange andre provinser hurtig til at efterleve efterspørgslen på bayersk øl. Allerede i 1857 forsøgte bryggeriet Odin i Store Sct. Mikkels Gade sig med bayersk ølbrygning. Problemet med den undergærede øl handler om tid og afkøling. Den lange lagringsperiode, som øllet krævede, samt de lave temperaturer det skulle eftergære ved, gjorde en større ombygning af hvidtølsbryggeriet nødvendig. Denne ombygning var bekostelig for bryggeriets ejere og flere gik konkurs.

I 1868 kom der med den nye ejer, apoteker Liljenskjold, dog skik på det, og produktionen af bayersk øl på Odin i Viborg fik rigtigt fat. Liljenskjold havde sans for forretning. Det betragtelige overskud, som bryggeriet fik fra afsætningen af øl til militærlejrene ved Hald, brugte han til at indrette "Valhalla": En ølhal og restaurant i bryggeriets forhus.

Med skiftende op og nedture har Odin overlevet som lokal ølindustri og senere også sodavandsproducent frem til 1980'erne.

Andre Viborgensiske bryggerier havde ligeledes en del økonomiske kvaler ved at gå over til produktionen af bayersk øl og den større grad af teknologi og investeringer, som det krævede. Heriblandt var Bauers Bryggeri. Selvom driftige ejere i 1870'erne forsøgte sig som aktieselskab under navnet Bryggeriet Dania, blev ølbeskatningen og konkurrencen fra de københavnske ølmastodonter Carlsberg og Kongens Bryghus i 1890'erne også i Viborg så stort, at konkursen var en realitet for Dania.

Udover øl fra Odin og Dania kunne viborgenseren i 1880'erne nyde lokale øl fra Dams Bryggeri, fra den nye ejer under navnet Bauers Bryggeri og fra Brænderigården.



Oprettet af: Dan Ersted Møller den 2003-09-16
Opdateret af: dan den 2009-09-10

Tappehallen på Odin 1925.

Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer