Viborg historie


Ungarerne i Hald Ege


Ungarerne i Hald Ege

I de tidlige morgentimer den 4. november 1956 rullede 2.500 sovjetiske tanks ind i Ungarns hovedstad Budapest. Ca. en uge efter, den 10. november, havde de sovjetiske tropper landet under kontrol, og Janosz Kadar blev indsat som ny premierminister. Invasionen var en reaktion på, at den ungarske premierminister Nagy havde trukket landet ud af Warszawapagten og erklæret Ungarn neutral.

Den sovjetiske invasion medførte, at over 200.000 ungarere flygtede til nabolandene Østrig og Jugoslavien. Snart blev overbelastningen i de østrigske flygtningelejre så voldsom, at andre lande måtte hjælpe. Den danske regering lovede at skaffe husly til 1.000 ungarske flygtninge. Et tog blev sendt afsted til Østrig. Perronen var fuld af flygtninge, da toget ankom til Wien. De fleste flygtninge kendte ikke noget til forholdene i Danmark. Flygtningene fik kun følgende sparsomme oplysninger, som blev sendt ud med en metallisk stemme gennem perronens højtalere: ”Klimaet i Danmark svarer til Mellem-Englands. Vinteren er langt mildere end i Ungarn, sommeren er ikke så varm. Ungarere som vil til Danmark, kommer i begyndelsen til at bo i mindre lejre. Saa snart det er muligt, vil der blive ordnet beskæftigelse inden for de fag, man ønsker." Få men vigtige oplysninger, som for mange flygtninge dannede grundlaget for valget mellem at blive i Østrig eller tage chancen for et nyt liv i Danmark. Det hører til Lokalhistorisk Arkivs opgaver at dokumentere ungarernes, såvel som andre flygtninges, møde med lokalsamfundet. I 2003 indsamlede arkivet blandt andet materiale, der kan fortælle om dengang i 1956, da ungarerne kom til Hald Ege og om, hvordan de blev integreret i det danske samfund.

Danicaekspressen

Ungarerne stod i kø for at komme til Danmark. Flygtningetoget blev fyldt på rekordtid og mange blev efterladt skuffede på perronen. Natten til den 30. november kørte flygtningetoget, der havde fået navnet ”Danicaekspressen”, op igennem Europa mod den dansk-tyske grænse. Flygtningene fik en hjertelig velkomst ved Padborg. Politimænd, toldere og statsbanefolk løb frem med fremstrakte hænder mod kupévinduerne for på dansk at byde flygtningene velkommen. På stationen var der arrangeret ungarsk rapsodi, velkomsttaler og varm te. På sin vej gennem Danmark blev flygtningetoget modtaget med varme følelser. En mandlig flygtning udtalte til Viborg Stifts Folkeblad, at ”mødet på stationerne med det danske folk, som overalt overøste os med gaver i form af madvarer og blomster, har gjort et uudsletteligt indtryk paa os alle.” Efter at flygtningene var ankommet til Danmark, blev de delt i grupper og sendt ud til flygtningehjem spredt over hele landet. Dansk Flygtningehjælp havde i stor hast etableret 16 flygtninge-hjem til brug for indkvarteringen af ungarerne. Folkekuren i Hald samt Hald Hovedgård tegnede sig for modtagelsen af langt den største andel af ungarerne. I alt 272 af de 1.000 flygtninge skulle indkvarteres på Hald Folkekur samt Hald Hovedgård. 198 flygtninge skulle til Folkekuren, mens Hald Hovedgård modtog 74.

Hvordan blev flygtningene modtaget?

I det mørke og kolde morgengry fredag den 30. november ankom flygtningetoget til trinbrættet i Hald Ege. De sidste meter på den lange rejse gik flygtningene gennem Hald Ege med deres sparsomme bagage – nogle havde rygsæk, men de fleste opbevarede deres eneste ejendele i papirsposer, bylter og tasker. En enkelt bar på en gammel emaljeret opvaskebalje fyldt med tøj og andre personlige ejendele. På Folkekuren havde 25 frivillige kvinder fra ”Danske Kvinders Beredskab” og ”Red Barnet” i Viborg haft travlt med at gøre barakkerne klar til flygtningene. Flere hundrede senge stod nyredte og lokalerne var pyntet med blomsterbuketter skænket af gartnere i Viborg. I ”Casinoet” var der dækket op til et måltid varmt mad. Efter maden blev de trætte flygtninge indkvarteret og kunne for første gang i mange nætter lægge sig mætte i en ren seng. De første ti dage tilbragte flygtningene i isolation. Efter at de basale behov for mad og hvile var dækket, begyndte reaktionen oven på de store omvæltninger, flygtningene havde været ude for, at melde sig. Blandt flygtningene var der en stigende rastløshed og spørgsmål om en eventuel fremtid i Danmark begyndte at trænge sig på. Der var et presserende behov for at få skabt et indhold i flygtningenes hverdag. Folkekurens lejrledelse arbejdede på højtryk for at organisere lejren og skabe beskæftigelsesmuligheder for ungarerne. Lejrlederen, den pensionerede stationsforstander From Pedersen, fik udvalgt syv tillidsmænd blandt flygtningene, som sammen med ham dannede et lejrråd, der tog sig af alt fra personlige til organisatoriske problemer. Lejrrådet opbyggede som noget af det første en arbejdstjeneste, der havde til formål dels at få det praktiske arbejde i lejren organiseret, og dels at skabe beskæftigelse til flygtningene. Lejrrådet oprettede et køkkenhold, et skomagerværksted, en barber- og damefrisørsalon og et tøjreparationsværksted, alt sammen alene med ungarsk arbejdskraft. Lejrrådet fik også fat i noget skovværktøj, så nogle af mændene kunne få fyldt dagen ud med at hugge og save brænde. Desuden donerede private på Viborgegnen fodbolde, spil, et klaver og anden underholdningsmateriale, der var til stor glæde for især de yngste.

Mødet med Danmark

For ungarerne var mødet med det danske samfund en stor omvæltning. De kom med en kulturbaggrund, der på mange måder var væsentlig forskellig fra den, de mødte. Instruktøren Peter Ezsterhaz, der ved ankomsten til Hald Ege var 16 år, fortæller om en episode, der illustrerer kulturmødet levende. Peter Ezsterhaz var i begyndelsen af maj 1957 ude at gå tur sammen med sin stedsøster i egnen omkring Hald Ege. Der skulle være folketingsvalg og på lygtepælene hang partiernes valgplakater med deres store påtrykte partibogstaver. Øverst i en lygtepæl hang en plakat med et stort ”K” på. Hans stedsøster forklarede, at ”K” stod for kommunisterne. Peter Ezsterhaz begyndte uden tøven at kravle op i lygtepælen for at rive plakaten ned. Han havde deltaget i opstanden mod den kommunistiske stormagt, der havde besat hans land. Men hans stedsøster stoppede ham og forklarede: ”I Danmark har alle partier lige ret og alle mennesker har ret til at mene, hvad de vil.” Demokrati var en ukendt styreform for ungarerne, der havde oplevet først det nazistiske og senere det kommunistiske diktatur.

Holdningen til flygtningene i lokalsamfundet

De ungarske flygtninge ejede stort set kun det slidte tøj, de havde på. Navnlig var mændenes tøjsituation elendig. Flere havde intet undertøj og gik i tynde og hullede bukser og jakker. Flygtningenes behov for beklædning og andre basale fornødenheder foranledigede Round Table i Viborg til at indkalde foreninger, der ville være med i et hjælpearbejde, til en fælles drøftelse af opgaverne. Der meldte sig syv foreninger, som enedes om at iværksætte en indsamling fortrinsvis af beklædningsgenstande. Indsamlingen var en succes. Det lykkes at fremskaffe hen ved 255 habitter og frakker til de ungarske mænd. Til de ungarske kvinder blev der indsamlet et halvthundrede kjoler. Derudover fremskaffede foreningerne alt fra hofteholdere, busteholdere og nattøj til barbergrej, brevpapir og blyanter. Viborgenserne indleverede deres bidrag på Hjemmeværnsgården i Grønnegade. Men donationer af beklædningsgenstande var ikke det eneste viborgenserne bidrog med. Det var tæt på julen og mange mente, at det var en glimrende anledning til at forære flygtningene velkomstgaver. I ugerne op til jul væltede det ind hos Round Table og Sct. Georgsgilderne med gaver og lækkerier til flygtningene. Gaverne blev kørt ud til Hald Ege og lagt under juletræet. Julemiddagen var også resultatet af bidrag fra ikke mindst omegnens landmænd. Menuen stod på traditionel gåse- og flæskesteg med risengrød til dessert. Ved hver enkelt kuvert lå der et halvt hårdkogt æg, som det hører sig til ved et rigtigt ungarsk julebord. Efter middagen og ungarske julesange delte personalet gaverne ud til flygtningene. Der var mange gaver til hver enkelt flygtning, blandt andet fik mændene alle en pibe og dåsetobak, mens kvinderne blev overrasket med et par lange nylonstrømper. Ungarerne kvitterede for de mange gaver ved at skrive et brev, imponerende nok, på dansk til chefredaktøren på Viborg Stifts Folkeblad. I brevet, der blev trykt i avisen, udtrykte ungarerne en ”hjerteligste Tak til Viborgs beboere for de mange og skønne julegaver”. Der kan ikke herske tvivl om, at mødet mellem folk på viborgegnen og flygtningene var fyldt med gensidig sympati.

Integrationen i samfundet

I de seneste år har integrationen af flygtninge været et af de mest omdiskuterede emner i den offentlige debat. Meningerne er mange og vidt forskellige, men der er vist en bred enighed om, at sprog og beskæftigelse er de to væsentligste forudsætninger for en vellykket integration. Det er derfor interessant at se, hvordan det gik med integrationen af ungarerne fra Hald Ege. Hvor hurtigt lærte de sproget og lykkedes det dem at få et arbejde? Det stod fra starten klart, at en stor del af de ungarske flygtninge var kommet for at blive. Indslusningen i det danske samfund forudsatte, at ungarerne blev i stand til at skrive og tale sproget samt fik en grundlæggende viden om danske samfundsforhold. Dansk Flygtningehjælp overdrog tilrettelæggelsen og administrationen af undervisningen til Mellemfolkeligt Samvirke. Mellemfolkeligt Samvirke ansatte 45 lærere til at klare undervisningen på landets 16 flygtningehjem. Men det var langt fra nok. I Hald Ege havde forstander Svend Christensen nok at gøre med at skaffe ikke alene lærerkræfter, men også noget så fundamentalt som tavler. I Viborg Stifts Folkeblad efterlyste forstanderen tavler ”snart sagt lige meget af hvilken art, blot nogle stykker.” I begyndelsen af januar 1957 havde Svend Christensen skaffet lærere og tavler så undervisningen kunne begynde. Undervisningen var ingen let opgave, lærere og elever kunne ikke kommunikere på et fælles sprog, så store dele af indlæringen foregik i begyndelsen via billeder. Men både lærere og elever gik til opgaven med stor energi og efter nogle måneder var de fleste ungarere istand til at føre en simpel samtale på dansk. Kort efter nytår 1957, blev der iværksat beskæftigelsesarbejde for en del flygtninge i form af skovarbejde omkring Finderup. Hver flygtning arbejdede sammen med en dansker. Det hjalp for alvor på sprogfærdighederne.

Beskæftigelsen af ungarerne

I 1956 var arbejdsløsheden for de arbejdsløshedsforsikrede på 11,1%. Størstedelen af ungarerne var i den arbejdsdygtige alder, så det var forudsigeligt, at arbejdssituationen måtte blive et af de største problemer i integrationen. Arbejdsdirektoratet gav opgaven til arbejdsanvisningskontorerne i de områder, hvor flygtningelejrene var placeret. I Hald Ege-lejren blev det fuldmægtig Svend Mortensen, der var ansat ved arbejdsanvisningskontoret i Viborg, der blev udpeget til at stå for at finde arbejde til ungarerne. Den første opgave var at undersøge, indenfor hvilke fag flygtningene havde været beskæftiget i Ungarn. Efter samtale med samtlige arbejdssøgende ungarere i Hald Ege viste det sig, at det kun var en enkelt, der havde haft arbejde indenfor landbruget. Det var overraskende i betragtning af, at Ungarn primært var et landbrugsland. Langt den største del af flygtningene oplyste, at de havde været ansat inden for industri- og håndværkssektoren i Ungarn.

Den næste opgave for Svend Mortensen og hans medarbejdere i Hald Ege var at finde arbejde, som svarede til ungarernes kvalifikationer. Det var mere end svært. Velvilje manglede ikke, men arbejde. Fotografen Carl Johan Zacho fik to lærlinge i sin forretning, mens en anden kom i arbejde på klædefabrikken Asani. Hedeselskabet tog initiativ til et beskæftigelsesarbejde i skovene ved Hald og Finderup. Her blev godt 50 ungarere ansat midlertidigt. Men ellers modtog Svend Mortensen indenfor den første måned efter ungarernes ankomst især tilbud fra landmænd, som gerne ville have ungarere som medhjælpere på deres gårde. Det satte ham i et dilemma: på den ene side måtte mange danske arbejdsløse tage, hvad de kunne få, men på den anden side var ungarerne ved afrejsen til Danmark blevet lovet et arbejde indenfor det fag, de måtte ønske. Mange ungarere blev derfor skuffede, da de opdagede, at virkeligheden var en ganske anden. Men efter at de havde fået forklaret den danske arbejdsløshedssituation, tog de fleste flygtninge det arbejde, de blev tilbudt.

Fagforeningernes holdning

Nøglen til at få placeret ungarerne indenfor industri- og håndværkssektoren lå i høj grad hos fagforeningerne. Kun et par ungarere havde fået papirer med, der kunne bekræfte, at de havde været faglærte, da de flygtede. Arbejdsdirektoratet lavede derfor en aftale med fagforeningerne, hvorefter flygtningene uden at være medlem af en fagforening kunne få faglært arbejde på prøve. I prøveperioden skulle flygtningen aflægge prøver, der kunne bevise, at han beherskede faget tilfredsstillende. De danske fagforeningers holdning til beskæftigelse af ungarerne var ikke overordentlig positiv. I Viborg indkaldte Arbejdernes Fællesorganisation den 30. januar 1957 fagenes bestyrelser og by-rådet til et fællesmøde i den gamle Viborg-hal. På mødet forklarede borgmester Egon Lauritzen, at det begrænsede arbejde, der kunne sættes i gang i kommunens skove, ville blive reserveret til danske arbejdere. HK foreslog, at fagforeningerne ventede med at beskæftige ungarerne til hen på sommeren, idet man kunne håbe på, at arbejdsløsheden var mindre på dette tidspunkt. Der var især protester fra Arbejdsmændenes fagforening, som meddelte, at deres medlemmer ikke ville arbejde sammen med ungarere så længe der gik over 400 danske arbejdsløse arbejdsmænd rundt i byen. Situationen så ud til at gå i hårdknude. Men løsningen på problemet viste sig dagen efter fagforeningernes møde. Den 1. februar sendte Svend Mortensen og hans kolleger lister med de arbejdssøgende flygtninges kvalifikationer til alle arbejdsanvisningskontorer i landet. Formålet var at skabe mulighed for, at flygtningene kunne anvises arbejde over hele landet, frem for alene på Viborgegnen. Navnlig fra Københavnsområdet kom der en del tilbud om arbejde til ungarerne i Hald Ege. Når Svend Mortensen og hans kolleger havde fundet en ungarer, der var kvalificeret til et arbejde, skulle der skaffes bolig det pågældende sted. Ofte var arbejdsgiveren behjælpelig og fandt et værelse til ungarerne, ofte i et privat hjem.

Langt de fleste ungarere fik i løbet af to år arbejde indenfor deres fag. En optælling viser også, at af de omtrent 180 arbejdssøgende ungarere i Hald Ege havde omkring 160 fået arbejde. Det svarer til en arbejdsløshedsprocent på 11,1 %. Efter to år lå de ungarske flygtninges arbejdsløshedsprocent, som er medtaget i denne undersøgelse, altså på omtrent det samme niveau som danskernes. Det til trods for, at der ifølge dokumenter fra Arbejdsanvisningskontoret i Viborg fremgår, at en del havde svært ved at begå sig på dansk. Ungarerne blev i stort omfang på arbejdspladserne. Virksomhederne var generelt glade for flygtningene. Det skyldtes ifølge Svend Mortensen, at ungarerne ofte var meget produktive, fra deres hjemland var de vant til at opfylde en daglig arbejdsnorm, der lå et stykke over deres danske kollegers. Det gav i begyndelsen anledning til en del skærmydsler mellem ungarerne og de danske arbejdere. Ungarerne bestilte simpelthen for meget, men efter at de havde forstået den danske arbejdskultur blev tonen oftest god igen. Sammenfattende kan det konstateres, at de ungarske flygtninge, trods stor arbejdsløshed, blev forholdsvis hurtigt integreret på det danske arbejdsmarked. Den 13. juni 1959 lukkede flygtningehjemmet på Folkekuren ved Hald sine porte. Et succesfuldt nationalt og lokalt hjælpearbejde for en gruppe mennesker i nød var afsluttet.

Artiklen er skrevet af Dan Ersted Møller og kan også findes i Viborg Bogen 2003 s. 5-14.

Kilder

Interviews med instruktør Peter Ezsterhaz, pensioneret fuldmægtig Svemd Mortensen og tidligere vicefængselsinspektør Lise Koch.

Arkivalier fra Arbejdsanvisningskontoret i Viborg samt klausuleret materiale fra Rigsarkivet.

Artikler i Viborg Stifts Folkeblad samt landsdækkende dagblade.



Oprettet af: Ukendt den 2004-06-30
Opdateret af: peter den 2011-11-14
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer