Viborg historie


Sønder Rind skole


Den ældste skole i landsbyen Sdr. Rind lå ved kirken. I 1862 blev der opført en ny på samme sted. Den blev nedrevet i 1932, og arealet, hvor skolen lå, blev brugt til en udvidelse af kirkegården. Den nye skole med klasseværelser og lærerbolig var indviet året før.

Efter at Sønder Rind kommune ved kommunesammenlægningen var blevet en del af Viborg kom-mune, arbejdede skolen sammen med Overlund skole, der modtog de ældste elever. I 1991 blev skolen lukket på grund af et faldende elevtal, klassekvotienten var efterhånden under 10, og elever-ne fra Sønder Rind blev herefter undervist på Møllehøjskolen i Bruunshåb.

Tekst: Svend Korup

Litteratur

Ejnar Poulsen: Viborg Amts Degne- og skolehistorie. Forfatterens forlag 1957.
Beretning om Viborg kommunale skolevæsen 1970-1985.

Erindringer om skolegang i Sdr. Rind skole 1954-57 indsendt af Bodil M. Sørensen.


Jeg gik på Sdr.Rind Skole fra 1954-57.

Der var to klasseværelser, med elever fra flere klassetrin i hver klasse. Vi gik kun i skole tre dage om ugen, enten mandag-onsdag-fredag eller tirsdag-torsdag-lørdag og det fungerede fint. Vi må have været nogle af de sidste, der brugte tavle og griffel for at spare dyrt papir. Da jeg som tiårig flyttede til Viborg, bare 8-10km væk, havde folk der ikke hørt noget lignende.

Til gengæld gik vi i skole mange timer, når vi så var der, og læreren indførte speciel sommer-møde-tid for pigerne, så de kunne få håndgerning, som det hed, når vi lærte at strikke og sy.

Når vi først havde lært grundlæggende læsning, skrivning og regning, så var der ikke loft over vores muligheder for at lære, man behøvede ikke at vente på hinanden og følges ad i indlæringen, noget, jeg aldrig senere har truffet på i andre skoler og indlæringssammenhænge.

Skoleåret gik fra april-april, noget, der vanskeliggjorde flytning til andre skoler, hvis skoleår begyndte i august. Ved slutningen af skoleåret var der overhøring: dvs at forældre og sognerådsmedlemmer kom til stede for at høre, hvor langt vi havde drevet det i årets løb.

For at princippet med flere klassetrin i hvert af de to klasseværelser skulle kunne gennemføres, var det nødvendigt med ro i klassen. OG DET VAR DER. Aldrig siden har jeg oplevet så meget ro i en klasse, vi havde fået indgydt enorm respekt for lærerne, personligt var jeg en smule bange for lærerne, indtil vi fik Ketty Braüner, der kunne håndtere os med hidtil ukendt mildhed.

I frikvartererne spidsede vi grifler til næste times udfordringer, ellers legede vi, spiste madpakker i spisefrikvarteret og drak vand af det lille springvand midt i skolegården. Gymnastik foregik i Forsamlingshuset i Sdr.Rind og krævede særlig tilladelse hjemmefra, da det var udenfor normal skoletid og krævede udstyr i form af en hjemmesyet gymnastikpose indeholdende gymnastikdragt og tyndsålede gymnastiksko - der var ikke bad bagefter, så det var noget af et chok at komme på en stor kommunal skole i Viborg bagefter, hvor man blev marcheret ind i bruserummet for at tage bad og skulle vise sig UDEN tøj for andre!

Når det var æbleplukningssæson, hjalp vi overlæreren med at plukke æbler og samle nedfaldsfrugt. Lærerne boede begge i huse, der omgav skolegården, så man kan sige, at de levede med i skolen hele døgnet, og omvendt.

En skolebus var dengang utænkelig, ligesom det idag ville være utænkeligt at sende små- eller store- børn ud på så lange ensomme vandringer før og efter skole. Vi boede alle spredt i kommunen, øh, sognet, og jeg selv og mine søskende havde vel 3-4 kilometers gåtur til skole, Hvis jeg så bare kunne have fulgtes med dem, men de gik i den "store" klasse på de "modsatte" dage. Så jeg måtte afsted som syvårig, helt alene, først et godt stykke henad vejen mod Rindsholm, så op gennem Gyvelvej, som ikke engang var en rigtig vej, men et hjulspor med granbevoksning til begge sider, uuuhhh, når jeg kom til Mejeriet , drejede jeg af mod Sdr.Rind og kunne så senere bruge kirketårnet som tegn på, at jeg var gået den rigtige vej. På resten af vejen var der bare et par gårde, ellers var det åbne marker, der føltes uendelige. Heldigvis varede det ikke længe, inden jeg fik en skolekammerat at følges med, han kom fra den modsatte side, og vi mødtes gerne cirka ved Mejeriet og kunne så følges resten af den "uendelige" vej til skole.

Jamen, hvorfor cyklede vi ikke? Der var jo næsten ingen biler på vejene. Nej, det gjorde vi ikke, for en cykel dengang var en "stor" ting, og hjemme hos os var vi 5 børn, senere seks, og der var kun een cykel til deling, og den var for stor til mig, da jeg var 7 år. Så jeg gik på mine ben til skole med min farbrors aflagte militærtornyster på ryggen med de få, nødvendige ting til skoledagen: ABCén, senere læsebogen, og madpakken, som var stor, for dagen var lang, og måske en patentflaske med mælk eller saft. Min mor lavede de dejligste madpakker, som man med rette kunne glæde sig til.

Jeg har stadig min ABC fra Sdr, Rind Skole. Jeg fik den af læreren som afskedsgave, fordi den var gammel og slidt og det var planen at gå over til et nyt ABC-system snart derefter.

Bodil M. Sørensen.



Oprettet af: Svend Korup den 2005-01-03
Opdateret af: Svend Korup den 2009-06-17
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer