Viborg historie


Sct. Apolonia Statuen


Da museumsinspektør Peter Seeberg havde forsket sig frem til, at Sct. Leoni Kilde eller Lonekilden, som den også kaldtes, i sin tid havde sit udspring i hjørnet af Sct. Leonis Gade og Sortebrødre Kirkestræde, var det hér, man den 3. juni 1994 afslørede statuen af Sct. Apollonia. Lone eller Leoni menes nemlig at være folkelige navne for den byzantinske helgeninde, der i 249 led martyrdøden på bålet, som hun selv besteg hellere end afsværge sin kristne tro. Inden det kom så vidt, var hun dog først blev slået så meget i hovedet og på kæberne, at hun mistede sine tænder. Derfor blev hun skytshelgen og hjælper for folk med tandpine. Dette har dog ændret sig, idet hun ikke længere er patienternes men tandlægernes skytshelgen og indgår i Dansk Tandlægeforenings logo.
Statuen, der er en meter og firs høj og lavet af bronze, er udført af billedkunstneren Hanne Varming, og er at betragte som et moderne kunstværk snarere end en illustration til en religiøs fortælling. Således er den ikke udstyret med Sct. Apollonias traditionelle rekvisitter nemlig ituslåede tænder og tandtang, da kunstneren ønskede at udstyre skulpturen med en enkel, stærk udstråling.



Oprettet af: Lærke Pedersen den 2005-08-23
Opdateret af: mikkel den 2009-01-28

Sct. Apollonia - bronzestatue udført af Hanne Varming.

Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer