Viborg historie


Toftmarked i Viborg


I tiden før regelmæssig samhandel og samkvem over større afstande, havde markederne en stor betydning både som steder at mødes og som steder at forsyne sig med de fornødenheder, man ikke selv producerede. Som købstad for hele omegnen husede Viborg en del markeder, hvoraf nogle selvfølgelig var vigtigere end andre. Markedet i forbindelse med Snapstinget er nok det betydeligste og mest berømte, men også efterårsmarkedet efter høsten var en stor begivenhed. Oprindeligt kaldtes det Mauritii marked, fordi det afholdtes i forbindelse med Mauritiusdag den 22. september. For dette markeds vedkommende påbød enkedronning Christina i 1520, at salg af kramvarer, kedler eller gryder først måtte ske, når disse var ført inden for Viborgs bymure. Udenbys handlende måtte først handle med hinanden, når byens klokke havde ringet markedet ind klokken 9. Med sådanne privilegier, der koncentrerede handlen indenbys, trivedes Mauritii markedet under dronningens forordning indtil 1658, hvor Frederik III besluttede, at der skulle en strammere organisering til. Der havde ikke før været faste tidsrammer for markedet, folk dukkede bare op en gang sidst i september, men nu bestemte kongen, at markedet skulle starte otte dage før Mauritiusdag og så slutte denne dag. Desuden skulle det foregå på bispegårdens toft, hvorfor det kom til at hedde Toftmarked, et navn det har båret siden trods ændringer i beliggenheden. I 1790 blev markedet nemlig flyttet på foranledning af Viborgs handlende, der gerne ville have de mange markedsgæster ind til byen. Det har sandsynligvis også været en god forretning; i hvert fald tilbød den daværende ejer af toften at betale 100 rigsdaler for at beholde markedet på sin grund, men altså uden held.

Som et af de store markeder handlede Toftmarkedet ikke kun om handel og lokalt sladder, men i høj grad også om oplevelser og underholdning. Det strømmede til med gøglere, musikanter, prostituerede og omvandrende raritetskabinetter, hvor man kunne se tohovdede kattekillinger og skæggede damer. I løbet af 1800-tallet føjedes mekaniserede objekter til, og i en avisartikel fra 1910 fortælles om cirkustelte, fede kanondronninger og verdens største indianerhøvding. Markedet forblev nemlig en levende og en for byen økonomisk betydelig begivenhed et godt stykke op i 1900-tallet, selvom det med årene skrumpede noget rent tidsmæssigt: Det var en kort overgang skåret ned til kun at udfolde sig sidste mandag i september, men der blev hurtigt indlemmet en ekstra dag, idet tirsdag blev "ungdommens dag", hvor især landboungdommen kunne holde fri og feste og nyde forlystelserne.

I løbet af 1900-tallet blev markedstraditionen dog mere og mere indhentet af samfundsudviklingen. I første omgang skete det som et sammenstød af interesser; hestemarked afholdt man i Viborg i Gravene adskillige lørdage samt mandag til Toftmarked, og det blev et stigende problem rent trafikalt og også for visse af byens handlende, der blev "druknet" i kreaturer på markedsdage. Sidst i 1930'erne var der derfor en vis debat om, hvorvidt markedet skulle flyttes, men der blev advaret kraftigt mod "at jage bønderne ud af byen", da det jo i sidste ende i høj grad var dem, byen skulle leve af. Så hestene blev i lidt over tyve år endnu, men i 1960 var det slut, og de flyttedes til Fælledvej til fordel for motorkøretøjerne i den indre by. Men markederne havde også i det væsentlige mistet - i hvert fald deres oprindelige - betydning på en tid, hvor transport og indkøbsmuligheder også for menigmand var blevet noget helt andet, end det engang var. Toftmarkedet sygnede faktisk helt hen, til Erhvervsrådet i 1973 tog initiativ til at genoplive det, nu på arealerne ved Fabrikvej hvor det stadig holdes. I 1975 besluttede man endvidere for besøgstallets skyld at flytte det fra mandag til lørdag.



Oprettet af: Lærke Pedersen den 2005-08-31
Opdateret af: dan den 2010-02-02

Regulativ for markeder.

Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer