Viborg historie


Munkeordner - Klosterordner


Augustinerkorherrene virkede som ansatte ved domkirken. Mange gange dagligt var de i kontakt med folk, modsat deres brødre i cistercienserklostrene i Øm og Vitskøl og i augustinerklosteret i Grinderlsve lidt nord for Skive. De havde bevidst valgt det afsides klosterlivet langt fra verdens tummel og uro. Augustinerkorherrene, som vi kunne møde dem ved Domkirken, havde ikke nogen særskilt munkekutte, men bar en grålig dragt med kalot, senere en kæk baret som det var almindeligt for ansatte ved domkirkerne. Vi hører med sikkerhed om korherrene først i 1170-erne. Kanikkerne boede i Maraklosteret som nævnes første gang i 1188, hvor de levede sammen og spiste i fællesskab ganske som i et kloster. I 1440 ophævedes fælleskabet og hver kannik fik en del af den samlede godsmængde til sit underhold.

Placeringen af Mariaklosteret er ukendt. Måske lå det nord for Domkirken. Her fandtes en bygning der senere var både Dom- og Stænderhus frem til 1873. Indbygget i denne store bygning er det som om der en stump af en nord-sydgående fløj, måske er dette en rest at Mariaklosteret. Da kannikerne efter 1440 var uden fælles bygninger mødtes de konventshuset, en stor sal med en midterpille, der lå på Domkirkens sydside.

Budolfikloster I 1263, 1268 og igen i 1304 læser vi i breve at der i Viborg findes et Sct. Budolfikloster, eller rettere at der findes et nonnekloster i tilknytning til Budolfi kirke. I det to sidste breve nævnes også augustinernonneklosteret ved Asmild, så der er ikke tale om forveksling, men om to selvstændige klostre. Sidste gang vi hører om klosteret er i 1461, og det må være nedlagt inden udgangen af middelalderen. Sankt Budolfi var en engelsk abbed fra East Anglia, hvor han særskilt hædres. Han vises med et bånd hvor hans navn står på og beskytter særskilt fiskere og søfarende. I de to af de andre store bispebyer Roskilde og Lund findes der også kirker med hans navn. Vi har ingen spor af klosteret, dog skal det nævnes at Gullev (1806-92) fortæller i 1848, at han har hørt at der i 1760 er fundet rudera, som man kaldte ruiner dengang, 35 alen - 22 m syd for St. Sct. Peder Stræde. Muset har gravet her i 1971 og igen i 1984 uden at finde spor efter hverken bygning eller begravelser. Klosteret er forsvunden, men dukker måske op en dag i nabolaget til enten Lille eller Store Sct. Peder Stræde. Mange viborgensere vil indvende, at der er da lå et Budolfikloster på hjørnet af Mathias Gade og Mikkels Gade. Og korrekt er det at der lå en middelalderlig bygning der, men et kloster var det ikke. Det var et store middelalderlige borgerhus, der blev nedrevet i 1906 - en katastrofe at det kunne ske. Noget godt kom der da ud af skandalen, end skønt det ikke kom Viborg til gode, men randrusianerne. Den førte nemlig til oprettelsen "Foreningen til gamle bygningers bevarelse", der som sin første synlige sejr sikrede det middelalderlige Helligåndshus i Randers.

Augustinerkorfruer I Danmark var der alene Augustinerkorfruer i Asmild. Kigger vi på Norden var der måske også et kloster for augustinerkanonesser, som ordnen også kaldtes, i Rein ved Trondheim. At Margrethes kirke i Asmild, nogle steder står der i Viborg i de gamle breve, bliver hjemsted for augustinernonnerne skyldes selvfølgelig den tætte samhørighed mellem Asmild området, hvor bisperne også havde et eget stenhus, og kapitlet ved Domkirken hvor præsteskabet levede som regelbundne Augustinerkorherrer. Lyt blot hvad paven skriver i et beskyttelsesbrev til Viborg Domkirke engang omkring midten af 1100-tallet: "Paven tager på kapitlets bøn Margrethe kirke i Asmild, hvilket kapitlets søstre holde deres gudstjeneste i, i sin beskyttelse, forudsættende, at Augustins regel skal overholdes der". Om nonnerne har båret samme dragt som augustinerkorherrene ved vi ikke, men man forventer næsten at de har båret en eller anden form for hvid klædning, som tegn på renhed og kyskhed. Den ældste kirke på Asmild har været helt forunderlig med hele tre apsider og to sideskibe, helt forskellig fra den vi kender i dag. Og dog kan man ane sporene i væggene. Nogle har foreslået at der er tale om en domkirke, en sognekirke andre en stormandskirke eller en måske en bispekirke. Der kunne også være tale om at kirken, og teorien er luftig, fra begyndelsen har været tænkt som en klosterkirke, ikke til augustinernonner, men måske til benediktinermunke, som optræder i Danmark allerede i 1000-tallet. I 1167 flytter nonnerne af Augustinsregel ind på Asmild.

Museet undersøgte klosteret i årene fra 1961-70, eller i al fald dele af klosteret, nemlig vest og dele af sydfløjen. Der blev ikke afdækket spor af en indvendige korsgang, men alene rester af fløjene. Klosteret er formodentlig påbegyndt i 1100-tallet, men brænder i midten 1300-tallet, hvilket sorte brandlag i udgravningen fortalte. Meget af tiden for nonnerne på Asmild kloster er gået med bøn, salmesang og afskrift af bøger. En anden yndet beskæftigelse har være syning og brodering af kirkelige tekstiler. I Rødding kirke findes et senmiddelalderligt klæde med helgenfigurer. Vi ved ikke, hvor der er baldyret, men måske i Asmild eller Budolfikloster. Syremedier finder vi mange af ved klosterudgravningerne. Og ind imellem også andre sjove fund. På Asmild fandtes bl.a. et såkaldt gedeforfang. En snoet kobbertråd, der sidder mellem krogen og linen, som geden skarpe tænder ikke kan bide over. Billedet af en lang række af nonnerne med hver deres fiskestang nede ved søen, spændt på hvem der først får bid, dukker op på nethinden. Der er også fund af andre former for tidsfordriv. En terning og en lille fløjte. Ikke ting man forventer i et kloster. Men lidt uregelmæssighed fra klostertugten har abbedissen forhåbentligt set gennem fingrene med.

Johanitterne Korsbrødre, Duebrødre, Johanittere. Kært barn har mange navne. Oprindelsen til munkeordnen var blodig. Det var kampen mod de vantro i 1100 og 1200-tallet der førte til disse munkeordner, eller i nogle tilfælde små soldaterenheder, for regulær kamp var en hellig pligt. Johanitterne kæmpede også i åben kamp i Det Hellige Land, men de drev også et hospital i Jerusalem. Og det er i den egenskab vi møder dem i Danmark, nemlig som en hospitalsorden. Lederen af ordenshuset kaldtes enten prior eller forstander og ham og hans flok af munke har folk kunnet møde i Viborgs gader iført mørk kutte og en mørk kappe, hvor der var påsyet det meget karakteristiske hvide ligearmede kors med splittede ender - malteserkorset.

Hovedklosteret lå i Antvortskov ved Slagelse og stiftedes af Valdemar den store i 1164. Fra hovedsædet udsendts mindre såkaldte johanitterboer eller kommandaturer. Med tiden kunne disse boer udvikle sig til et decideret johanitterkloster.

I Viborg hører vi første gang om Johanitterne i 1285, hvor greven af Eberstein skænker gods til klosteret. Han kone, Mariana, skænker også gods til klosteret læser vi i en 200 år yngre afskrift en såkaldt vidisse fra 1491. Det er sjældent at de menige brødre træder frem i de skriftelige kilder, men broder Chresten Ekildsen er en undtagelse. I 25 år, fra 1453-78 ,nævnes han i mange Viborgsammenhænge, så han må have været et kendt ansigt i samtiden. Efter hans død bekræfter hans halvbroder han tilknytning til Johanitterne og at han skænkede dem jordegods og at det skete: " I hans velmagtsdage, den tid han først tog ordensklæder på".

Der opstår tit misforståelser mellem Sct. Hans kirke på Nytorv og Johanitterne kloster ved Sct. Ibs Gade. Men det er to forskellige kirker og institutioner. Men det ér forvirrende, for i 1274 skænker Viborgbispen alle rettigheder og indkomster til Sct. Hans sognekirke (og Sct. Ibs i 1284) til moderklosteret i Antvorskov. Måske er de første johanittere kommet til Viborg 1274 for at danne et lille johanitterbo omkring sognekirken. Det udvikler sig i 1285 til et decideret kloster indviet til Johannes Døberen. Fejlen skal nok findes hos Christen Sørensen Testrup som i 1746 skriver at Korsbrødrekloster ligge hos Sct. Hans kirke på Nytorv, og så går det ellers slag i slag med at bringe det urigtige historie til torvs. Chresten Erichsøn nævner den fejlagtige placering i 1729 i sin Viborg Byes Beskrivelse og Pontopidan viderebringer den i 1768 i sit Danske Atlas o.s.v.

Klosteret ved Sct. Ibs Gade har været for dagen ved forskellige lejligheder i begyndelsen af 1800-tallet. Og det er igen murermester Gullev der samler iagttagelserne. Kirken skulle ifølge Gullev have været 88 alen lang, ca. 55 m. og udgjort nordfløjen i et firfløjet anlæg. Kirken har haft hvælvinger og får senere i middelalderen tilbygget to kapeller og et tårn. Resen skriver i sin beskrivelse af Viborg i 1677 at kirken var bygget med meget pragt.

Hvor nu Pilehaven ligger har museet været i kontakt med bygninger ved flere lejligheder. Men det har været lette bindingsværkshuse og spredte begravelser. Vel rester af de stalde, værksteder og lagerbygninger der også høre til et kloster. Selve klosteret som munkene beboede lå inde under husene nord for Pilehaven. Ved byggearbejder i 1971 blev der optaget fundamentspæle, som museet for nylig har fået dateret til beg. af 1300-tallet. Længere mod nord har kirkegården befundet sig, og endnu længere nordpå igen selve hospitalet. Det fritliggende hospitalsbygning hører vi om i et brev fra 1527 og rester af huset blev afdækket for 50 - 60 år siden. Helt op mod byvolden lå klosteret store toft.

Men der er mere endnu. Går vi over på den anden side af Sct. Ibs Gade finder vi pladsen for agerjorden, måske abildgården og flere økonomibygninger. Museet gravede her i 1985 og fandt en stor halvkælder, måske resterne af Johanitternes lagerbygning, der nævnes som nybygget i 1458. Efter reformationen blev klosteret et kongeligt len, senere indrettedes de forskellige klosterbygninger til ny formål. I 1546 får forstanderen ved Ålborg kloster et hus her, og kirken bliver i 1552 overladt landstinget til domhus. I 1573 nedrives tårnet og de to kapeller af Jørgen Skram til Tjele. Da Domhuset flytter op i den gamle bispegård (ikke den nuværende bispegård, som i middelalderen beboedes af konrektoren, lederen af kirken kor) nedrives kirken endeligt i 1578 og materialerne benyttes til reparationer på Domkirken og bispegården. Klosterliv Hvad var det for et liv de unge mænd og kvinder gik ind til i middelalderens klostre? Det, der har stået lysende klart for dem, har været, at klosterlivet var den ypperste form for kristen liv - en stræben efter fuldkommenhed. Kortjenesten var den vigtigste beskæftigelse for munkene og nonnerne. Tidebønnerne var fordelt med en om natten og 7 om dagen. Der sker ændringer gennem middelalderen og der er forskelle fra orden til orden, men nogenlunde således har et sommerdøgn forløbet i et viborgensisk kloster for 6oo år siden: Den første bøn, Matutin startede omkring kl. 2. om natten. Det var døgnets vigtigste bøn, bl.a. fordi den symboliserede at nonnerne og munkene våger og beder, mens folk ude i verden sover. Laudes holdtes ved solopgang, og efter morgentoilettet fulgte prim (den første time, kl. 6.00) der fulgtes af dagen første messe. Ved den tredje time (kl. 9.00) og den sjette time (12.00) fulgte terts og sext. Om eftermiddagen fulgte non og vesper, og lige før sengetid ved kl. 19 - 20-tiden sluttede dagen med completorium. Messerne og tidebønnerne var krævede sang i timevis og det uden salmebog, bl.a. skulle man kunne alle de 150 Davidsalmer udenad. De blev alle sunget i løbet af en uge. Udover messerne i fællesskab, var der de mange sjælemesser som klostrene afholdt for velgører. De havde gennem testamentariske gaver, ofte jord, sikret sig at deres dødsdag mindes med en messe, for at lette deres sjæl gennem skærsilden. I den tid der ikke var helliget messerne, var der selvfølgelig tid til uddannelse af præster, videnskabelige teologiske studier, afskrift af bøger m.v. Vi ved at nonnerne i Ørslev kloster ved Limfjorden, havde en hel lille produktion med kopiering af et bestemt teologisk værk. Tiggerklostrene Fattigdom står som samlende overskrift for de to munkeordner franciskanerne og dominikanerne. Bevægelserne opstod i begyndelsen af 1200-tallet, men skønt store lighedspunkter, de levede begge af almisser opnået gennem tiggeri, så var der dog forskelle. Det var dog ikke tiggeri der skabte midlerne til de store kloster i byerne. Disse blev erhvervet gennem de donationer som munkene fik af rige folk. Til gengæld for pengene, fik velgørerne læste sjælemesser for sig på deres dødsdag og nogle købte sig til en begravelse på klosteret område. Dominikanerne eller Sortebrødrene Ordnen stiftes af Dominicus i 1215, og blev allerede i 1216-17 anerkendt af paven. De virkede især mod kætteriet, altså de som ikke havde den rette kristne tro, eller ligefrem var hedninge. Det er da også dominikanerne der virkede med mission i det hedenske Finland og i de slaviske lande omkring Østersøen. Hvis man mødte en dominikaner for 500 år siden ville han være iført en helt hvid klædning, men over denne gerne en helt sort skapular eller skulderkappe. Det er denne kappe, der har givet ordenen sit danske navn. De første sortebrødre slog sig ned i Ribe i 1222, under ledelse af deres prior. Hvornår brødrene nåede til Viborg ved vi, men i 1246 er de her, for da deltog en Viborg broder i et provnicialkoncil i Ribe. Kirken, der stadig benyttes til gudstjeneste, er et såkaldt langhus, hvor skib og kor går ud i et. Ganske som hos gråbrødrene, hvor koret dog afsluttes med en halv rund apsis. Over fundamentet ses kvadersten, måske rester af en ældre sognekirke skænket til brødrene og der efter genanvendt i deres nye kirke. Det virker som om skibet er bygget i alt fald i to afsnit. Første del dækker de tre østligste hvælvfag, og må dateres til perioden 1230-50. De efterfølges af de to sidste fag, der må være tilbygget op mod 1300. Der smukke kor ligner meget det tilsvarende på Asmild kirke, måske har samme arkitekt og håndværkere været på spil begge steder. I slutningen af middelalderen tilbygges kirken to kapeller, nu indrette til sideskib. Tårnet er fra 1696-71 bekostet af Chresten Erichsøn. Af selve klosteret er alene den nordre korsgang bevaret. Den er nu søndre sideskib i kirken. Et noget luftigt arrangement her i det kolde nord, men det er også direkte overført fra varmere og sydligere himmelstrøg. Det firfløjede kloster var ca. 36 x 46 m. stort, men ikke nok med det, der var også bygninger længere syd ned mod Sct. Mikkels Gade. Efter 1536 er klosteret hjemsted for den første protestantiske biskop. Kort tid efter flytter biskoppen, anlægget forfalder og nedrives. Franciskanere eller Gråbrødrene Allerede mens den Hellige Frans levede, han døde i 1226, blev ordnen anerkendt af paven i 1221 og igen i 1226. Brødrene skulle leve efter biblens ord og følge i Kriti fodspor. De skulle hjælpe de fattige, stifte fred mellem stridende parter og missionere. De levede derfor uden hverken personlig eller fællesejendom, og tjente til det daglige brød enten gennem arbejde eller ved tiggeri iklædt deres grå munkekutter. Dragten var en kopi af den som Frans oprindelig bar, en kjole med en hætte i ubleget uld, ganske som den bønderne benyttede for 800 år siden. Om livet har de en hvid snor med tre knuder, en for kyskhed, en for lydighed og en for fattigdom. Klosteret ledetes af en guardian. I 1235 grundlagdes gråbrødrene deres kloster i Viborg. Det fortæller Peder Olesen i sin historie om gråbrødrene fra reformationstiden. Blandt de ældste velynder møder vi igen grevinde Mariana Eberstein og hendes to sønner Albert og Ludvig Albreksen. Selve kirken er væk, men vi kan følge murenes forløb i de klippede hække, i det lille anlæg, der kaldes Hans Tausens Minde. Den har været 41. m lang og 6 m. bred og var et såkaldt langhusbygning som afsluttede med et halvrund apsis mod øst. Ud fra de dekorative detaljer i murværket, der kan ses på gamle tegninger, må man formode at bygningen skriver sig fra 1200-tallet sidste ti år. Kirken var indviet til Sct. Maria. Dele af klosteret er blevet undersøgt ved forskellige lejligheder, og der har ligget et firelænget kloster samlet omkring en lille klostergård. Kirken har udgjort sydfløjen i anlægget. Nord for den centrale klostergård var der flere huse, vel økonomibygninger, hvoraf nogle er bevaret til i dag. På det ganske store område kender vi også til kål- og urtegårde og i haven lå en helligkilde kaldet Maria sundhedsbrønd. 1528 brød viborgenserne ind i klosterkirken så Hans Tausen kunne få plads til alle sine tilhængere. Fra 1525 havde han prædiket fra Sct. Hans kirke på Nytorv, men den var blevet for lille. Gråbrødrekloster blev ganske hurtigt efter reformationen ombygget og indrettet til kongens brug når han var i Viborg. Kongen lader bygge det vi i dag kalder "kongens kammer" og henover kammeret tillige en dansesal. Kirken blev benytte frem til 1812, hvor den blev opgivet p.g.a. brøstfældighed. Men den henstår som en ruin til 1830, hvor der er rygter om at den skal indrettes til tugthus for de jydske rakkere og tattere. Den nedrives endeligt, og tugthuset bygges nede ved søen. Inventaret spredtes for alle vinde efter en auktion i 1813. Det store senmiddelalderlige krucifiks kom således til Sønder Sogns kirke, og alteret fra det tidlige 1600-tallet til Vorde kirke.



Oprettet af: Ukendt den 2004-03-16
Opdateret af: Ukendt den
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer