Viborg historie


Asmild sogn - et sogn vendt mod Viborg


Asmild sogn ligger i det bakkede landskab øst for Viborg-søerne. Mod syd rækker sognet ned til Rindsholm og Nørreådalen. Tidligere omfattede sognet kun landsbyen Overlund og de to små bebyggelser Gl. Asmild og Lille Asmild, men fra 1820’erne voksede en hel lille industriby frem om-kring Bruunshaab Klædefabrik. En ny epoke begyndte for Overlund i tyverne, hvor landsbyen skiftede karakter til egentlig forstad til Viborg. Fra 1970 voksede også bydelen Houlkær frem. I 1992 blev den til et selvstændigt sogn, og derfor fortæller vi om Houlkærs fortræffeligheder i en senere artikel.

Drabsmænd og fromme kvinder

Asmildkloster gods spillede engang en dominerende rolle i sognets liv. Oprindeligt var det Viborg-bispen, som ejede Asmild. Her havde han sin gård, og mon ikke det også var ham, der fik bygget Asmild kirke – Skt. Margrethe kirken - engang i slutningen af tusindtallet. I dag er kun hovedskibet tilbage af en imponerende treskibet katedral, opført i frådsten efter tysk inspiration.

Historien fortæller, at freden i Skt. Margrethe kirke engang på det skændigste blev brudt. Året var 1132, hvor ufred hærgede landet. I striden om arvefølgen efter kong Niels havde Niels’ søn Magnus myrdet Knud Lavard. Nu ville Knuds halvbror, Erik Emune hævne mordet og tilrive sig kongemagten. Også kirken var dybt involveret i borgerkrigen. De fleste af landets bisper støttede kong Niels, blandt dem også bisp Eskil af Viborg, mens ærkebispen i Lund var skiftet over til Erik.

Eskil var kendt som en forstandig mand og yderst lærd, og han blev åbenbart anset som en farlig politisk modstander. I alt fald mødte han sin skæbne en kold og diset morgen, den 20. oktober, hvor han stod foran højalteret i Asmild kirke og forrettede ottesangsmessen. Pludselig lød der hestevrinsken og raslen af våben udenfor ved kirkegårdsdiget. Et øjeblik efter trængte en flok bevæbnede krigs-karle ind i kirken, indfangede biskoppen og huggede ham brutalt ned foran alteret.

Drabsmændene red straks bort, men folk mente at vide, at de stod i ledtog med Erik Emune. Kort efter 1170 blev et nonnekloster af Augustinerordenen knyttet til kirken. Klosterets bygnin-ger rejste sig omkring en gård syd for kirken, således at kirken dannede den nordre fløj. I klosteret ved den smukke Søndersø levede de fromme søstre et fredfyldt liv helt frem til reformationen, ja længere endnu, idet den sidste generation af nonnerne fik lov at blive boende, da kongemagten i 1536 beslaglagde klosteret med alt dens jordegods.

De fremmede i Bruunshaab

I de næste århundreder var det adelsfolk og landsdommere, som residerede på Asmildkloster gods. En ny tid indtrådte imidlertid i 1809, da storkøbmanden Bertel Bruun i Fredericia købte godset på tvangsauktion. Han solgte en del af jorden fra og satsede i stedet på industri.

Mest imponerende var investeringerne i Bruunshaab Klædefabrik, hvor Bertels søn Johannes Ivar Bruun i løbet af få år skabte en af samtidens betydeligste klædefabrikker. Arbejdsstyrken nåede i 1835 op på 223 fabriksarbejdere. Mange af dem rekrutterede fabrikant Bruun i Tyskland eller blandt jødiske og franske indvandrere i Fredericia, og Bruunshåb opstod i løbet af få år som en industriby med en høj koncentration af indvandrere.

Hvad egnens fastboende bønder har tænkt om de mange fremmede, kan vi kun gætte om. På klædefabrikken arbejdede der mange børn ved spindemaskinerne, og derfor havde fabrikant Bruun et lille problem med børnenes skolegang. Sognets eneste skole lå i Overlund, men Bruun så gerne, at de små purke arbejdede mest muligt på fabrikken frem for at spilde tiden på den lange skolevej. Han satte sig derfor ned på sit kontor en efterårsdag i 1827 og skrev et brev til skolekommissionen og foreslog, at de børn, der arbejdede på fabrikken, kunne komme til at gå i skole i Bruunshåb.

Som begrundelse angav han, at den lange skolevej sled unødigt på børnenes træskosåler. I stedet tilbød Bruun selv at betale for undervisningen, mod at han fik lov at bestemme undervisningstiden helt som han fandt det praktisk. Det tilbud passede sognerådet udmærket, og dermed var fabriksskolen i Bruunshåb en realitet. Undervisningen på skolen var elendig i mange år.

En mand ved navn Jens Christian Andersen fortæller i sine erindringer om forholdene i 1840’erne: ”I seks år indtil 14-års alderen arbejdede jeg ligesom fabriksarbejdernes øvrige børn på fabrikken. Det var en lang arbejdsdag. Fra kl. 5 om morgenen til kl. 7 om aften. Daglønnen var 12 sk. (ca. 25 øre). Skoleundervisning fik vi 3 aftener om ugen i et lille tarveligt rum nede på fabrikken. Vi undervistes af forskellige unge mennesker, der læste til eksamen inde i Viborg.

I lang tid havde vi en skriverkarl fra kæmnerkontoret. Han var ikke stort klogere end vi andre.” Ved de årlige besøg af provsten og skolekommissionen fik Fabriksskolen I Bruunshåb da også dumpekarakter år efter år. Vi skal helt frem til slutningen af 1800-årene, før forholdene blev bedre.

I 1892 fik Bruunshåb en selvstændig kommunal skolebygning ved Vinkelvej. Bygningen ligger her endnu, men skolen er for længst flyttet op på Møllehøjen, hvor vor tids velanskrevne Møllehøjskole samler skolebørn både fra de nye parcelhuskvarterer i Bruunshåb og fra Vinkel, Rindsholm og Sdr. Rind.

Kammertjeneren på Asmild

En anden af Bertel Bruuns sønner, Peter Daniel Bruun, slog sig ned på Asmildkloster. I starten var han ungkarl, hvorfor han anskaffede sig en kammertjener, om end ikke en helt almindelig en af slagsen.

Kammertjeneren var en indfødt fra de dansk vestindiske øer, en gemytlig fyr, bortset fra, at han i Viborg Tugthus sonede en straf for drab. Hver morgen blev han lukket ud fra fængslet, herfra traskede han til Asmildkloster for samvittighedsfuldt at passe sit job, hvorefter han ved aftenstid igen bankede på fængslets port. Hvordan arrangementet lod sig indpasse i reglementet for fængselsstraf, må vel være udtænkt af tugthusets inspektør, kaptajn Undall.

Den sikkert fortrinlige inspektør blev i øvrigt senere hædret som æresborger i Viborg. Bruun var den første, som knyttede Asmild sogn tættere på Viborg, idet han i 1813 fik anlagt den første dæmning og bro over søen. Den lille tange, som i dag strækker sig bag om Salonen ved Borgvold og indrammer Salonsøen, er rester af den gamle dæmning.

Bruun byggede også brohuset neden for klosteret for her at opkræve bropenge af folk, som ville over. For at øge omsætningen åbnede han Klosterskoven for besøgende, og snart blev det en folkeforlystelse for viborgenserne at pakke madkurven på sommersøndage og drage på udflugt til Klosterskoven. Endnu mere attraktivt blev turen, efter at Bruun på et plateau i skoven indrettede en danseplads og en lille pavillon, hvor musikken spillede søndag eftermiddag.

Villabyen Overlund

I 1930’erne tiltog en anden trafik over dæmningen. Velhavere i Viborg fandt i alt fald to iøjnefaldende kvaliteter ved Asmild og Overlund. Smukt var der at bo med udsigt over søerne. Og skatten var lavere i Asmild-Tapdrup kommune.

Viborg byråd var knap så begejstret. Rådet købte allerede i 1907 Asmildkloster gods for at have lidt hånd i hanke med udviklingen. Samme år brændte den gamle hovedbygning og tilbage stod kun kirken og nogle af avlsbygningerne. Jordudstykninger fra det gamle gods gav plads til landbrugsskolen i 1908 og Gymnastikhøjskolen i 1951, og militæret fik klostermarken at tumle sig på. Men Overlunds vækst som forstad accelererede i 1960’erne, og snakken om en kommunesammenlægning lød nu oftere.

De gamle sognefolk i Asmild-Tapdrup strittede imod. De frygtede at blive udkantsområde. Sognerådet sørgede for alderdomshjem, kloakering, gadelys og realskole og hvad der nu skulle til, for at undgå afhængigheden af den store nabo, men ”nødvendighedens lov” krævede en samlet byplanlægning, som omfattede begge siden af søerne. Hele det danske samfund forandrede sig mere ned nogensinde i tresserne.

En folkevandring fra land til by skabte behov for nye industriarealer og parcelhuskvarterer. Staten lagde op til kommunalreformen, og sognerådet i Asmil-Tapdrup fandt sammen med byrådet i Viborg både om den store Houlkærplan og om at leve harmonisk sammen i én kommune. Dermed var vejen banet for en byudvikling mod øst, som er fortsat siden. Den gamle sogneidentiet er vist svær at finde i Asmild i dag. Fortidens proletariat og indvandrer-getto er det også nytteløst i dag at lede efter i Bruunshåb.

Den første generation af parcelhusfolket etablerede sig med hus, have og garage på sydskråningerne ned mod mølleåen i 1960’erne. Her var smuk natur og fredelige omgivelser og samtidigt lå det bynært. Det har mange følt sig tiltrukket af siden, til trods for stigende grundpriser. I 1930’erne tiltog en anden trafik over dæmningen. Velhavere i Viborg fandt i alt fald to iøjnefaldende kvaliteter ved Asmild og Overlund. Smukt var der at bo med udsigt over søerne. Og skatten var lavere i Asmild-Tapdrup kommune.

 Viborg byråd var knap så begejstret. Rådet købte allerede i 1907 Asmildkloster gods for at have lidt hånd i hanke med udviklingen. Samme år brændte den gamle hovedbygning og tilbage stod kun kirken og nogle af avlsbygningerne. Jordudstykninger fra det gamle gods gav plads til landbrugsskolen i 1908 og Gymnastikhøjskolen i 1951, og militæret fik klostermarken at tumle sig på.

Men Overlunds vækst som forstad accelererede i 1960’erne, og snakken om en kommunesam-menlægning lød nu oftere. De gamle sognefolk i Asmild-Tapdrup strittede imod. De frygtede at blive udkantsområde. Sognerådet sørgede for alderdomshjem, kloakering, gadelys og realskole og hvad der nu skulle til, for at undgå afhængigheden af den store nabo, men ”nødvendighedens lov” krævede en samlet byplanlægning, som omfattede begge siden af søerne.

Hele det danske samfund forandrede sig mere ned nogensinde i tresserne. En folkevandring fra land til by skabte behov for nye industriarealer og parcelhuskvarterer. Staten lagde op til kommunalreformen, og sognerådet i Asmil-Tapdrup fandt sammen med byrådet i Viborg både om den store Houlkærplan og om at leve harmonisk sammen i én kommune.

Dermed var vejen banet for en byudvikling mod øst, som er fortsat siden. Den gamle sogneidenti-tet er vist svær at finde i Asmild i dag. Fortidens proletariat og indvandrer-getto er det også nytteløst i dag at lede efter i Bruunshåb. Den første generation af parcelhusfolket etablerede sig med hus, have og garage på sydskråningerne ned mod mølleåen i 1960’erne. Her var smuk natur og fredelige omgivelser og samtidigt lå det bynært. Det har mange følt sig tiltrukket af siden, til trods for stigende grundpriser.

Tekst: Henning Ringgaard Lauridsen



Oprettet af: dan den 2008-01-16
Opdateret af: mikkel den 2008-12-02




Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer