Viborg historie


De fremmede


De fremmede

Bekymringer over for ”de fremmede” er ikke af ny dato. Men frygten for mennesker, som taler et andet sprog, tror på noget andet end os, undgår at spise svinekød eller går med sorte tørklæder skygger ofte for, at de nye borgere også tilfører vores samfund viden og velstand. Viborgegnens historie kan fremvise talrige eksempler. De tyske kolonister fra Sydtyskland, ”kar-toffeltyskerne”, kom hertil i 1759 og tog fat på at opdyrke Alheden. Og da Johannes Iver Bruun i 1821 etablerede Bruunshåb Klædefabrik hentede han spindere, dugmagere, valke- og vævemestre fra Holsten og rekrutterede industriarbejdere både fra det østlige Tyskland og blandt franske ind-vandrere i Fredericia. Blandt enkeltpersoner med indvandrerbaggrund kunne nævnes en af de helt centrale skikkelser ved stiftelsen af Hedeselskabet, Georg Morville, som var efterkommer af franske emigranter, eller Enrico Dalgas, der levede de første år af sit liv i Napoli i Italien, men i øvrigt også havde franske aner. Den svenske gartner Rasmus Brostrøm var en anden person, som lokalt skabte en betydelig virksomhed, nemlig Brostrøms Planteskole. Mindre kendt er måske den polske bryg-mester Peter Bauer, som kom til Viborg i 1869 og lærte viborgenserne at brygge bayersk øl. Eller de mange bygningshåndværkere som kom hertil i forbindelse med ombygningen af domkirken i årene 1863-1876. Flere blev i byen og videreførte derved en lange tradition, hvor især centraleuro-pæiske håndværkere har været til inspiration for købstadens håndværkerstand. Viborgs handelsliv har også gennem tiderne hentet fornyelse udefra, og i denne artikel skal der fortælles om en håndfuld udenlandske familier, som i første del af 1800-årene kom hertil for at grundlægge deres egne virksomheder. Det skete især indenfor manufaktur og isenkram, hvor der ikke i forvejen i byen var etablerede forretninger.

På flugt fra Napoleon

Viborgs forsyning af isenkram skete i 1700-tallet gennem rejsende handelsfolk især fra Westfalen i Tyskland, fra Bøhmen i det nuværende Tjekkiet og fra Italien. Disse fremmede drog hver sommer rundt i hele Jylland fra marked til marked med deres kram læsset på fragtvogne overspændt med hvide sejldug. Et af de faste besøgsmål var det store snapstingsmarked i Viborg, og blandt de han-delsrejsende som i årene omkring 1800 jævnligt besøgte Viborg var Joseph Vater, der var hjemme-hørende i Nieder-Kreibitz, en lille by på den bøhmiske grænse nær Carlsbad. Det var via denne for-bindelse, at Viborg fik sin første egentlige isenkramforretning. Forhistorien rummede en vis dramatik. Napoleons felttog i1805-07, hvor han knuste de preussi-ske og østrigske hære, forrykkede helt magtforholdet i Europa. Men kejserens krige krævede mange soldaters liv og for at fylde geledderne ud efter de faldne, begyndte Napoleon i de besatte lande at udskrive unge mænd fra 15-års alderen for at sætte dem ind mellem de gamle øvede soldater. Da Joseph Vater på sin sædvanlige rundrejse med isenkram hørte, at Napoleons officerer også var be-gyndt at indfange unge til krigstjeneste på hans hjemegn, skrev han hjem med besked om, at sønnen Joseph straks skulle sendes til Jylland for at undgå at blive indfanget af de kejserlige tropper. Det var imidlertid lettere sagt end gjort, idet den unge Joseph Vater ikke ejede et pas og heller ikke turde henvende sig til besættelsesmagten for at få det. Uden pas ville han imidlertid ikke kunne slippe forbi de franske vagtposter langs Elben. Men behjælpsomme folk fandt på råd. De puttede den unge mand i en tom tønde eller fustage, forsynet med lufthuller og anbragte tønden imellem det øvrige gods i en stor fragtvogn, der skulle til Hamburg. Flugten lykkedes, og fra Hamburg blev Jo-seph ved venners hjælp sendt videre til Randers, hvor han kom i handelslære hos en indvandrer fra Tyskland. Efter at han var blevet myndig, etablerede han i Viborg en mindre forretning med galan-terivarer sammen med en anden indvandrer, men det er først da han i 1820 giftede sig med enken efter en værtshusholder, at der for alvor kom gang i isenkramforretningen. Ved giftermålet erhver-vede Joseph Vater den store bygning på hjørnet af Nytorv og Vestergades nordside, og herfra solgte Vaterslægten isenkram til viborgenserne gennem tre generationer. Joseph Vaters første kone døde allerede efter godt et år, og Joseph giftede sig anden gang i 1823. Med sin anden hustru, Johanne, fik han tre sønner - Johan Joseph, Daniel og Johannes - og i 1839 blev den 15-årige Johan sendt til Flensborg, hvor han stod i lære i et isenkramfirma. Ved faderens død i 1850 tog han hjem til Viborg for at hjælpe moderen med at føre forretningen på Nytorv videre. Han overtog den i 1860 og drev den til 1895, hvor den overgik til sønnen Poul Vater og en svigersøn. I 1902 overtog C.V. Gjerløv forretningen.

Jøderne i Viborg

Inden for Viborgs maufakturhandel kom en håndfuld jødiske slægter til at spille en hovedrolle. I 1700-tallet mødte både jøder og andre udlændinge på de store jyske markeder for at sælge finere klæde, men fra 1790’erne begyndte de at slå sig ned i købstaden. Viborgensere, der ønskede silke-varer eller andet fint klæde, kunne nu gå på indkøb hos købmændene Abraham Moses, Aron Jacob og Lazarus Isaach i Sct. Mogens Gade eller hos Moses Jacob i Vestergade. Abraham Moses fik borgerskab i byen i 1794 og døde i 1808. Aron Jacob var kommet til Viborg i 1799, men tog til Aalborg i 1804. Moses Jacob kom også i 1799 og tog til Randers i 1804, mens Isaach kom i 1798 og endnu i 1823 annoncerede i den lokale avis. Den betydeligste manufakturhandel blev dog drevet af Samson Moses og dennes efterkommere. Samson Moses, der var født i Frankfurt i 1751, fik borgerskab som købmand i Viborg i 1795 og etablerede sig i Sct. Mathias Gade 35. Han var gift med Lea, datter af handelsmand Philip Nathan i Rensborg, og det var Lea, som sammen med sønnen Nathan Samson drev forretningen videre efter Samsons død i 1818. Nathan var i 1810 blevet gift med Rebekka, som kom fra Altona. Nathan og Rebekka fik tre sønner: Moses Nathan, Emanuel Nathan og Samson Nathan. Familiens manufaktur-handel kan ses på maleren Martinus Rørbye kendte billede ”En markedsdag i Viborg” fra Hjultorvet i 1831. Skomager Edv. Hammershøj, der mod slutningen af 1800-tallet fortalte erindringer i Viborg Stifts Folkeblad, beretter, at der også i huset holdtes jødisk synagoge. Endnu to jødiske familier dukkede op i manufakturbranchen, da man nåede til slutningen af 1820’erne. I 1827 kom David Philipsen, der var født i Stralsund, hertil sammen med sin kone Sofie. Ved folketællingen i 1834 boede David og Sofie Philipsen sammen med deres tre børn i Sct. Mo-gens Gade, men flyttede senere til sydsiden af Nytorv. I 1830 flyttede bomuldsfabrikant Isaach Salomonsen til Viborg fra København sammen med mo-deren Amalie og hustruen Hanschen, som han var blevet gift med året før. En anden slægtning, væ-vemester Heimann Salomonsen, var ugift, mens en tredje, handelsbetjent Levin Salomonsen, gifte-de sig med Lea i februar 1833. Vielsen foregik i Viborg, og den mosaiske kateket i Fredericia, Hr. Bloch, forestod ceremonien. Endelig omtaler folketællingen i 1834 en Marchussen, der bor på Skot-tenborg, er 41 år, ugift og angives af være ”schæchter” for det mosaiske samfund. ”Tøjfabriquer” Isaach Salomonsen, som han tituleres i folketællingen i 1834, ville forsøge sig med klædeproduktion. Den billige arbejdskraft i provinsen skulle angiveligt have været årsag til, at familien etablerede sig i Viborg, og på Salomonsens Bomuldstøjsfabrik var der da også i midten af trediverne ansat en mester og 56 arbejdere, fortrinsvis børn og unge. Årsproduktionen i 1835 var på 38.200 alen bomuldsklæde. Alligevel har Salomonsen åbenbart ikke troet på fremtidsmulighederne i Viborg, idet han i 1838 flyttede produktionen tilbage til hovedstaden.

Silkesmugleri

Også David Philipsen forsøgte sig med fabriksproduktion. Et lille bomuldsvæveri fik han anlagt på hjørnet af Ll. Sct. Hans gade og Sct. Mogens Gade, og i 1847 udvidede han produktionen til også at sy handsker. Her var der dog mere tale om håndværksmæssig fremstilling end fabriksfremstilling, og en del af forretningen bestod i, at Philipsen leverede råvarerne til en række hjemmesyersker rundt i byen. David Philipsens penge til fabriksinvesteringer kom givetvis fra de gode penge, han havde tjent på manufakturhandelen. Den gamle skomager Hammershøj fortæller, at Philipsen på samme vis som mange andre i tiden tjente lidt ekstra ved smugleri. Bytolden eller konsumptionsafgiften, der indtil 1852 blev opkrævet af toldbetjente ved byportene i alle landets købstæder, var bestemt ikke populær hos menigmand, og mange viste stor opfindsomhed i deres bestræbelser for at snyde told-betjenten. Ikke mindst på luxusvarer som silke og andet fint klæde var der høje afgifter, og derfor var der penge at tjene, hvis disse varer kunne fremskaffes uden at toldvæsenet fik nys om det. Philipsen hørte til de opfindsomme. Han lejede et lokale i Rindsholm kro, hvor han oplagrede varer, som han ønskede bragt hjem udenom tolden. Han havde også kendskab til, at klædefabrikken i Bruunshåb regelmæssigt fik foretaget toldeftersyn. Fabrikant Johannes I. Bruun havde nemlig en aftale med toldforvalteren i Viborg om, at embedsmanden kom til Bruunshåb og foretog fortoldning af klæderullerne. Som bevis på, at afgiften var betalt, fik klæderullerne vedhængt en blyplombe, og varen kunne derefter uhindret føres ud og ind af landets købstæder. Som regel var det toldforvalteren selv, justitsråd Bentzen, der klarede fortoldningen på den store klædefabrik. Fabrikant Bruun sørgede naturligvis for at tage pænt imod ham og byde på en god fro-kost, inden man gik over til de mere alvorlige forhandlinger. Bruun havde erfaret, at det efter et godt traktement altid gik meget lettere med fortoldningen, idet forvalteren nu ikke tog det så nøje med at måle klædet op, men nøjedes med at bedømme på slump. Og Philipsens rolle i spillet? Ja, han var så fiffig at tilbyde justitsråden standsmæssig kørsel til Bruunshåb, for, som han sagde, han havde alligevel jævnligt ærinder på de kanter. Købmandens køretøj havde foran en høj kasse eller vognskrin, hvorpå kusken sad. Bagpå var monteret en mage-lig agestol hængt op i remme. Justitsråden fik plads i agestolen, og når køretøjet nåede Bruunshåb, blev Bentzen modtaget af Bruun. Det var så meningen, at kusken Hans skulle køre om til staldbyg-ningen og spænde fra der for at få hesten staldet ind, men han kørte i stedet alt hvad remmer og tøj kunne holde til kroen i Rindsholm, hvor han sammen med kromanden gik ind i det hemmelige rum for at fylde den store kasse eller vognskrinet, som Hans sad på, op med ufortoldede varer. Herefter gik turen tilbage til stalden i Bruunshåb for at vente på justitsråden. Når justitsråden havde afsluttet sit arbejde på Bruunshåb Klædefabrik, gik turen tilbage til Vi-borg. Kusken sad nok så fornøjet på kassen med alle smuglervarerne og hyppede på hesten, mens justitsråden sad og blundede i agestolen. Ved toldstedet ved Søbommen standsede toldbetjentene køretøjet, men straks de så selveste toldforvalteren sidde i vognen, bukkede de ærbødigt og lod den uantastet passere, thi hvordan kunne der være smuglergods i justitsrådens vogn? På den måde fik Philipsen bragt mange varer til byen, og den kgl. toldembedsmand anede intet om sine bedrifter som ufrivillig deltager i et smuglerkomplot. Manufakturhandler Nathan Samson i Sct. Mathias Gade kunne heller ikke modstå fristelsen at smugle ind over toldgrænsen. Det gik godt i mange år, skønt toldvæsenet holdt et vågent øje med butikken. Ifølge Hammershøj havde Samson et hemmeligt rum i huset, et rum der gik fra kælder til loft, fyldt med rare sager. Det påstås, at eksistensen af dette rum blev røbet. I alt fald dukkede told-væsenet op en nat og ransagede huset. Tolderne fandt gemmestedet og beslaglagde varerne. Manu-fakturhandler Samson fik en så klækkelig bøde, at han nær var drevet til at måtte klare sig ved tig-gerstaven. En tid levede familien næsten udelukkende af, hvad de to ældste sønner, Moses og Ema-nuel, kunne tjene ved at gå rundt på landet med en kramkiste på ryggen. I den periode, hvor familien Samson var ramt af armod, blev David Philipsen næsten enerådende i manufakturbranchen. I 1835 løste den ældste af Samson-brødrene, Moses Nathan Samson ganske vist borgerskab som handlende, og i 1843 fulgte lillebroderen Emanuel efter, men det var først da de to slog deres forretninger sammen, at Philipsen fik alvorlig konkurrence. I begyndelsen af 1850’erne overdrog han forretningen til sin ældste søn, Philip Philipsen, der imidlertid i 1860 gik konkurs og snart efter rejste til Amerika.

Firmaet ”M. N. Samson”

Brødrene Moses og Emanuel Samson skulle blive de sidste af de jødiske slægter, der i større format drev manufaktur i Viborg. Moses blev som 34-årig gift med den 26-årige Bolette Abrahamsen i 1844 og samme år flyttede han sin mode- og manufakturbutik fra Sct. Mogens Gade til ejendom-men på hjørnet af Ll. og St. Sct. Hans Gade. Emanuel havde i 1843 åbnet et lille manufakturvarela-ger i Stillings Gård på Nytorv. Han gifter sig med en pige fra Aalborg, Rachel Philipsen, og gik omkring 1850 i kompagniskab med broderen. Sammen opbyggede de en betydelige manufakturfor-retning en gros med hovedkontor i St. Sct. Hans Gade og med filialer i mange af de vestjyske køb-stæder. En tid ejede de også en lille bomuldsfabrik i Subæk Mølle. Fabrikken brændte dog i 1854. Begge lå i 1860’erne i den absolut højeste ende af den kommunale skatteligningsliste. Det var må-ske anledningen til, at Moses Samson var blandt de borgere, som de tyske besættelsestropper under krigen i 1864 tilbageholdt som gidsler for at få udbetalt 50.000 preussiske dalere i krigsskat. Især Moses Samson blev en kendt og respekteret borger i byen. I 15 år ydede den pligtopfyldende mand en betydelig indsats i kommunale råd og kommissioner. Han blev i 1848 valgt til lignings-kommissionen og i 1857 til borgerrepræsentationen. I dette hverv fik han blandt andet at gøre med Viborgs havn i Hjarbæk, med brolægning, gadebelysning og hedeopdyrkning. To år senere kom han i sundhedskommissionen og den mere filantropiske indsats omfattede også forstanderskab af ”Wor-res Minde”, foruden at han var medstifter af håndværkerstiftelsen. Fra 1857 til 1868 sad han i direk-tionen for Viborg Byes og Omegns Sparekasse. I en periode bestred Samson også hvervet som major for den lokale borgervæbning. Borgerkorp-set paraderede altid når der var kongeligt besøg i byen, om end det vel ikke altid foregik med den mest stilfulde gennemførelse, men uniformerne var smukke; borgermajoren bar endda en pragtfuld trekantet hat med fjer. Daniel Bruun fortæller i sine slægts- og barndomsminder om en episode på Gammeltorv, hvor borgersoldaterne var trådt af, geværerne var sat i pyramide og mandskabet spredt over hele torvet. Pludselig dukkede majestæten op, og så var det om at få stillet an. ”Træd an!” lød det, men med hvilken front? Folk løb forvirret rundt – og så lød borgermajorens høje røst: ”Æ røv mod æ råstov” (rådhusstuen). Det forstod de, og den rigtige front blev i en fart indtaget. Emanuel og Moses Samsons liv sluttede brat i december 1868. De døde med få dages mellem-rum. Dødsårsagen mente man var en ondartet tyfusepidemi, som muligvis havde forbindelse med en forgiftet brønd, hvori der blev fundet en død kat. Brødrene blev – som det var skik i familien -begravet på den mosaiske kirkegård i Randers. Den store handelsvirksomheds fremtid hvilede nu på skulderen af Moses Samsons søn Nathalius. Det blev i længden for tung en byrde for den unge mand, der kun var 25 år da faderen og onkelen døde. Firmaet led hurtigt betydelige tab ved landhandelen og måtte derfor opgive en gros handelen. Detailhandelen blev også ringere år for år. Firmaet havde fået skarp konkurrence fra nye lokale for-retninger, ikke mindst Nicolai Stockholms Mode- og Manufakturhandel i St. Sct. Hans Gade og P. Hjardemåls Manufakturforretning i Vestergade. I 1880 lå omsætningen hos firmaet ”M.N. Samson” på under en trediedel af omsætningen i 1860’erne. Til gengæld voksede tabene og underskuddet, hvilket betød, at Nathalius i 1880 måtte bede kreditorerne om delvis eftergivelse af gælden. Det blev dog kun en stakket frist, idet han få år senere helt måtte opgive manufakturhandelen.

Minoriteter i en jysk købstad

Vi har ikke mange oplysninger om, hvordan de fremmede blev modtaget blandt indfødte viborgen-sere i begyndelsen af 1800-årene. En vis indvandring var ikke ukendt. En opgørelse over borgernes fødested i perioden 1713-1865 viser, at knap 6% var født i udlandet. Og det er værd at bemærke, at der var flere af Viborgs borgere, der var født i Tyskland (4%) end der var borgere, som havde Kø-benhavn som fødested (3%). Indvandrende håndværkere fra Tyskland faldt tilsyneladende hurtigt til i Viborg. Tradition og levemåde hos folk fra Hertugdømmerne og Tyskland var ikke særlig fremmedartet, tilmed havde mange lokale svende i ungdomsårene været ”på valsen” og rejst rundt i Centraleuropa. Kun en en-kelt episode fra marts 1848 må siges at være vendt mod en fremmed, idet en tysk brændevinsbræn-der hos købmand Boye blev chikaneret ud af byen. Episoden havde kraftige nationalistiske underto-ner. Unge mennesker smed brosten ind ad vinduerne i købmandsgården på Nytorv for at skræmme tyskeren. Begivenheden foregik i de politisk hektiske dage, hvor slesvig-holstenerne gjorde oprør og derved fremprovokerede tre-års krigen. Det mosaiske trossamfund har givetvis virket mest fremmedartet i den jyske købstad. Især første generation af de jødiske familier i Viborg levede tilsyneladende et tilbagetrukket liv. Den mosaiske menighed havde som nævnt deres egen synagoge i en periode. I begyndelsen af 1800-årene var Mi-chael Abraham den såkaldte schæcter eller slagter for menigheden, senere blev dette hverv vareta-get af Marchussen. Michael Abraham blev også af den jødiske menighed benyttet som en slags kir-kebetjent og som lærer for de jødiske børn i byen. En jødisk kirkegård har dog aldrig eksisteret i Viborg, hertil var menigheden for lille. I stedet benyttede familierne den jødiske kirkegård i Ran-ders. Endnu i 1838 talte den jødiske koloni i Viborg 28 personer, mens tallet i 1845 var faldet til kun 16. I 1814 opnåede jøderne i Danmark borgerrettigheder på lige fod med andre. Ved årsskiftet 1819-1820 udbrød der alligevel uroligheder i flere byer, den såkaldte jødefejde, hvor der blev rettet an-greb på jødiske borgere og deres ejendom. Baggrunden var samtidens økonomiske krise, men myn-dighederne skred resolut ind over for optøjerne. Fra Viborg er der ingen beretninger om uro, og har der været uvilje hos nogle mod de jødiske familier, har det givetvis begrænset sig til lidt chikanerier som for eksempel af David Philipsen ofte blev kaldt Jøde-Philipsen. Men selv om der i visse kredse herskede fordomme om jøderne, viser valget af Moses Samson til en række kommunale tillidshverv i 1850’erne, at man anerkendte indsatsen hos familier, som forblev i byen i flere generationer.

Artiklen er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen og kan også findes i Viborg Bogen 2001 s. 55-64.



Oprettet af: dan den 2011-03-07
Opdateret af: peter den 2011-11-14
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer