Viborg historie


Arbejdere og arbejderhuse i Bruunshåb


Arbejdere og arbejderhuse i Bruunshåb

Mølleådalen øst for Viborg, som strækker sig fra Søndermølle til Bruunshåb, er et fredet dalstrøg med lave enge og kratklædte småbakker. Åen løber i talrige krumninger og sving og dukker op i glimt mellem den stadigt tættere bevoksning, men lige før Bruunshåb Gl. Papfabrik åbner dalen sig og mølledammens dunkle vandspejl breder sig ud foran fabrikkens røde teglstensmure med de ka-rakteristiske smedejerns vinduer. Her, midt i det maleriske midtjyske landskab, ligger en langstrakt fabriksbygning på tværs af dæmningen og lader os ane, at vi står over for et unikt kulturmiljø, der peger tilbage mod industriens barndom. Det velbevarede industrielle kulturlandskab ved Bruunshåb er ganske enestående for landsdelen. De besøgende på stedet kan tilmed gå inden døre og opleve, at hoveddrivakslen fortsat roterer i fa-brikshallen og driver gamle papmaskiner, idet fabrikken i dag drives som et arbejdende museum. I artiklen her skal vi imidlertid tilbage til industriens første fase, hvor åen var trækkraft i klædepro-duktionen, og hvor snesevis af arbejderfamilier befolkede ådalen. I de første par årtier af fabrikkens historie byggede virksomhedens ejere 30 arbejderhuse og indrettede desuden en række aftægtsboli-ger til lejligheder for arbejderfamilier. Historien om disse huse er også historien om de pionerer, der skabte tekstilindustrien i Midtjylland.

Bruunshåb Klædefabrik

Industrieventyret i Bruunshåb begyndte i 1821. Initiativet udgik fra skibsreder og storkøbmand Ber-tel Bruun i Fredericia, der i 1809 havde købt Asmildkloster Gods med de to vandmøller Søndermøl-le og Ålemølle. Bruun havde kgl. privilegium til at fremstille klæde på Viborg Tugt- og Manufak-turhus, og i begyndelsen lod han straffefanger væve klæde, som han fik fragtet til valkning på Åle-mølle. Produktiviteten var imidlertid elendig, og i 1820 sendte Bertel Bruun sin søn Johannes Ivar til Ålemølle med den bundne opgave at opbygge en moderne klædefabrik. Med faderens kapital i ryggen fik Johannes Ivar bygget fabrik, nyt valkeri, farveri, magasiner, smedeværksted og boliger, og fra Tyskland importerede han tidens mest moderne spinderimaskiner. I sommeren 1821 begynd-te det store vandhjul at trække maskinerne i fabrikslokalerne. Året efter fik familien kgl. tilladelse til at kalde stedet Bruunshåb, og i løbet af få år drev Johannes Ivar Bruun virksomheden frem til at være blandt de største i landet. Allerede i 1829 havde fabrikken 112 ansatte, og arbejdsstyrken top-pede i 1835 med 223 mennesker beskæftiget. Trods en del ombygninger og nybyggeri gennem de mange år er der fortsat en helhed over fa-briksanlægget ved Bruunshåb. Kun er sporene efter de mange industriarbejdere efterhånden næsten udvisket. De sidste tre arbejderboliger fra klædefabrikkens storhedstid lå ganske vist indtil for kort tid siden som stråtækte langhuse på østsiden af Vinkelvej, men et af husene er i dag ombygget til ukendelighed og fungerer som døgnkiosk, et andet er gennemgribende restaureret, dog fremstår det med pudset mur og stråtag, mens det tredje og mest autentiske arbejderhus efter års forfald blev revet ned i sommeren 2004. Johannes Ivar Bruun hentede omkring fabrikkens grundlæggelse en del faguddannede mestre til Bruunshåb enten fra Fredericia eller fra klædefabrikker i Hertugdømmerne. Industriproduktion i større målestok var endnu så godt som ukendt i Midtjylland, og det gjorde ikke sagen lettere for Bruun og andre fabrikantkolleger, at den vandkraftbaserede industri oftest lå ude på landet og der-med langt fra by og havn. Fagfolk skulle derfor lokkes både med løn og bolig, og det ser ud til, at Johannes Bruun stillede funktionærboliger til rådighed på sine ejendomme. Tilsyneladende boede der folk både på Søgård, i Holmsgård og i Dalsgård; i 1830 købte han også Skovsgård i Tapdrup, samme år byggede han Vibæk mølle, og i 1834 ombyggede han den gamle ladebygning på Bruuns-håb til herskabsbolig og overlod det gamle stuehus mod vest til fabriksforvalter Fr. Will. Kyhle. Også en i dag forsvundet bygning mod øst i fabrikskomplekset var indrettet med lejligheder.

Arbejdere og kolonister

De mange jævne fabriksarbejdere, som Bruun havde brug for ved væve- og spindemaskiner, havde han tilsyneladende forestillet sig at kunne rekruttere lokalt. Det gik bare ikke så let. Industrihistori-keren og embedsmanden O. J. Rawert besøgte fabrikken en halv snes år efter starten, og under be-søget fortalte fabrikant Bruun ham, at han efterhånden havde erfaret, at landarbejdere i Jylland ikke var skikkede som fabriksarbejdere. Især de ældre, som var vant til jorddyrkning og i den yngre alder kun havde røgtet kreaturer, kunne ikke finde sig i stadigt arbejde fra kl. 5 om morgenen til kl. 8 om aftenen. På en varm sommerdag kunne Bruun være vis på opsigelse. Johannes Ivar Bruun måtte derfor i stort omfang hente arbejdsfolkene udefra, og i den forbindelse var det, at han begyndte byggeriet af huse til industriarbejderne og deres familier. Fabrikanten vend-te sig i første omgang mod Fredericia, hvorfra ”han antog fremmede Arbejdere og Kolonister”. At mange familier blev hentet herop fra byen ved Lillebælt skyldtes både faderen Bertel Bruuns for-bindelser, men især at Fredericia i 1682 blev fristad. Den danske konge havde for at få fæstningsby-en befolket, inviteret tyske jøder, franske huguenotter og andre mere eller mindre forfulgte befolk-ningsgrupper til at slå sig ned i byen. Mange af disse indvandrere var veluddannede håndværkere og i øvrigt vant til at omstille sig. Derfor rykkede familierne Thielemann, Deleuran, Brix, Hagen, Höier, Seuftleben, Cretzmer, Jürgens, Podemeister, Lefevre, Herman og mange andre med frem-medartede navne nordpå for at befolke ådalen ved Bruunshåb. I 1831 søgte Bruun endnu længere ud i verden for at rekruttere arbejdere til sine væve og spin-demaskiner. Det var kommet ham for øre, at betydelige klædefabrikker i Preussen var blevet ned-lagt, efter at Rusland med toldmure havde gjort det vanskeligt at indføre klæde fra udlandet. Det lykkedes ham at hente ti arbejderfamilier herop fra byen Züllichau i Preussen. Ved den lille herre-gård Skovsgård i Tapdrup, som han havde købt året før, begyndte han straks at opføre huse til gæ-stearbejderne, blandt dem huset ”Ny Züllichau”, og med kapellan Ursin ved Viborg Domkirke ind-gik han aftale om, at præsten en gang om måneden prædikede for dem på tysk enten i Asmild eller i Tapdrup kirke. Alligevel ser det ikke ud til, at eksperimentet med de tyske arbejdere lykkedes på længere sigt. Allerede ved folketællingen i 1834 er de tilsyneladende væk igen med undtagelse af en ældre kone på fattiggården, som åbenbart blev efterladt. Også O. J. Rawert oplyste i sin beskrivelse af de indu-strielle forhold, at ikke en eneste af Züllichau-arbejderne var tilbage på Bruunshåb Klædefabrik. Den lokale fabriksbestyrer oplyste i øvrigt over for Rawert, at tyskernes produktivitet hjemme i Züllichau havde været højere end gennemsnittet blandt danske arbejdere, men efter at de var kom-met til Bruunshåb, udrettede de stort set ikke mere på væven end de tilflyttede arbejdere fra Frede-ricia. Og – tilføjede han – de sidstnævnte var i reglen ordentligere og ædrueligere end tyskerne. Vi kender ikke forklaringen på, hvorfor de tyske familier aldrig slog rod i Tapdrup og Bruunshåb. Ej heller hvor de tog hen, da de rejste. Johannes Ivar Bruun havde ellers haft store forventninger til dem. Han deltog jævnligt i samtidens debat om vilkårene for dansk industri og udtalte i 1835 til tidsskriftet Dansk Almenlæsning, at de danske fabrikker ikke umiddelbart var i stand til at levere lige så gode og billige produkter som de produkter, klædefabrikkerne i udlandet fremstillede. Årsa-gen var, at de danske arbejdere var ”uskikkede til fabriksarbejde”. En væver fra Sachsen eller Bel-gien kunne på samme tid uden anstrengelse udrette dobbelt så meget som en dansk væver, hævdede Bruun. En smule optimisme havde han dog fortsat i behold, idet han mente, at problemet med at skaffe kvalificeret indenlandsk arbejdskraft ville aftage, når ”Børn efterhaanden tillæres i vore Fa-brikker”.

Fabriksskolen

Bruun satte altså sin lid til børnene rundt i de små arbejderhjem på heden og i ådalen. En mental barriere skulle overvindes, for at danskerne kunne omstille sig fra arbejdsrytmen i det naturbundne landbosamfund til rytmen med fabrikkens og industrisamfundets faste arbejdstider. Det mente han bedst kunne lykkes ved at knytte børnene til maskinerne allerede i en ung alder. Og det gjorde klæ-defabrikken så. I 1827 arbejdede der 67 personer på Bruunshåb Klædefabrik. Af dem var 24 børn under 14 år. I det næste årti kom børnetallet over 30, og tilstanden med mange børn ved maskinerne fortsatte til langt ind i 1870’erne. Ungarbejdere mellem 14 og 18 år fyldte også godt i statistikken. Børnerige familier stod højt i kurs i Bruunshåb. Allerede i 1848 kunne Rawert konstatere, at ”den egentlige Arbejderstamme på Bruunshaab er en yngre, her i landet opvokset Generation, Børn af Familier, som flyttede hertil fra Fredericia, hvortil er kommet enkelte Familier fra Egnen og enkelte fremmede Dugmagere, som har giftet sig her”. Altså var det efterkommerne af franske og tyske indvandrerfamilier, som skabte grundlaget for den midtjyske tekstilindustri. Fabriksbørnene skulle naturligvis gå i skole. Fabrikant Bruun indgik derfor i 1827 en aftale med sognerådet i Asmild-Tapdrup om at indrette en fabriksskole for egen regning. Det betød, at han skulle ansætte og lønne en lærer, indrette egnede lokaler og skaffe inventar. Til gengæld måtte Bruun selv bestemme tidspunktet for undervisningen. Fabriksskolen for de godt 30 børn åbnede den 11. november 1828 i et værelse på Dalsgård, foreløbig med tre timers undervisning hver søndag. Som lærer var antaget Ole Nielsen fra Søgård. Allerede året efter blev undervisningen flyttet til hverdage, dog primært om aftenen. Hvordan skoletiden har formet sig for børnene i Bruunshåb har vi desværre først beretninger om fra sidste halvdel af 1850’erne. Da begyndte Jens Christian Andersen på skolen. I sine erindringer fortæller han, at faderen arbejdede hele livet på klædefabrikken. Hjemmet var fattigt, og Jens Chri-stian måtte da ligesom sine øvrige søskende arbejde på fabrikken fra han var otte år og indtil han blev konfirmeret som 14-årig. Skolekammeraterne var alle de andre fabriksarbejderes børn. Han fortæller om en lang arbejdsdag. Fra kl. 5 om morgenen til kl. 7 aften. Daglønnen var 12 skilling (ca. 25 øre). ”Skoleundervisningen fik vi tre Aftner om Ugen i et lille tarveligt Rum nede paa Fa-brikken. Vi blev undervist af forskellige unge Mennesker, der læste til Eksamen i Viborg. I lang Tid havde vi en Skriverkarl fra Kæmnerkontoret. Han var ikke stort klogere end vi andre”. Efter en lang dag med ensformigt arbejde ved maskinerne kan man tvivle på, om børnene havde større udbytte af aftenterperiet i skolestuen.

Arbejderhusene

De første 12 huse, som fabrikant Johannes Ivar Bruun byggede og udlejede til arbejderfamilier, var yderst simple. Tre af dem var lerklinede bygninger; heraf to på seks fag og et på syv. Seks huse var opført i bindingsværk; de var på mellem seks og ni fag, dog var et enkelt på 11 fag. Fire huse var grundmurede og på syv fag. Alle huse på syv fag og derover var delt mellem to familier. I bindings-værkshuse havde et fag typisk en bredde på 1,3 m, og hver familie havde vel omkring 30 m2 at råde over. En særlig historie knytter sig til navngivningen af husene, idet Johannes Ivar Bruun gav dem navne efter personer i Bruun-slægten. Husene lå spredt på de hede- og engjorder, som Bruun’erne ejede i Asmild og Tapdrup. I dalen ved Vibæk lå en lille klynge huse, ”Paghslund”, ”Marielund”, Magdalenelund” og ”Kristianelund”. Syd for dem lå ”Mineshede”, der senere fik navnet Pramhuset. I kanten af Bruunshåb hede ned mod Rindsholm lå tre huse, ”Johanshede”, ”Christianshede” og ”Knudshede”og på bakken oven for Søndermølle lå ”Danielshede” og ”Mariehede”. ”Sørenshede” lå helt ude på Asmild Hede tæt mod Rindsholm, mens ”Hanshede” kantede sig ind i bakken ved vejsvinget ud mod Randrup vase. Ved Skovsgård opførte Johannes Ivar Bruun som nævnt ”Ny Zül-lichau”. Nogle ombyggede aftægtshuse lå ved Holmsgård. Foruden boligen fik hver enkel familie adgang til et stykke hedejord, som de kunne opdyrke, samt en stump eng, hvor de kunne holde en ko og nogle får. Familierne kunne af fabrikanten få ”den første Hjælp til Lyngskorpens Ompløj-ning”. Mads Pagh Bruun, som overtog ledelsen af klædefabrikken efter sin bror Johannes Ivars død i 1836, fortsatte med at opføre arbejderboliger i fabrikkens nærhed. Behovet var der tilsyneladende fortsat, selv om arbejdsstyrken faldt på fabrikken. I 1847 ejede fabrikken 30 arbejderhuse med to eller flere lejligheder i hver. På det tidspunkt beskæftigede fabrikken 134 faste arbejdere og 18 dag-lejere. De lange grundmurede arbejderhuse langs den nuværende Vinkelvej blev bygget, mens Mads Pagh sad som direktør på Bruunshåb, og 18 af disse boliger var indrettet med plads til en væv i stu-en. Derved kunne husmoderen, mens hun passede familiens yngste, også udføre hjemmearbejde for klædefabrikken. Langhusene langs Vinkelvej var opdelt i op til fire lejligheder. Tilsyneladende vi-dereførte Mads Pagh Bruun ikke storbroderens ide med at give husene navne. Skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen fra Viborg bogen 2004

Familierne i ”Johanshede” og ”Christianshede”

Husene var spartansk indrettet. Forestiller vi os, at vi en dag i 1834 kom forbi de to arbejderhuse ”Johanshede” og ”Christianshede” på Bruunshåb Hede mellem Bruunshåb og Rindsholm, ville vi stå foran to syv fags huse, det ene lerklinet med lyngtag og det andet i bindingsværk, tækket med strå. I ”Johanshede” ville vi finde familierne Deleuran og Tilemann. Fabriksvæver Ivan Deleuran var 46 år, hans kone Olympe Dupont var 50 år, og deres børn Hans, Cathrine og Anne var hen-holdsvis 15, 14 og 11 år. Den anden familie bestod af fabriksvæver Johan Tilemann på 54 år og hans kone Elisabeth Deleuran på 47 år samt deres børn Hans, Susanne og Cathrine på 14, 11 og 8. Muligvis er der tale om to svogre under samme tag. Huset var opdelt, så familierne havde fælles køkken og en stor stue i den ene ende af huset, mens den anden ende var opdelt i to mindre stuer eller soverum og to små kamre. I nabohuset ”Christianshede” boede familierne Höyer og Haagensen. Dette hus var skarpere op-delt i to. I den ene ende boede væver Hans Madsen Höyer, 54 år, sammen med konen Ane Dorthea på 47 og børnene Christine Marie på 24 år, Anne Kirstine Sophie på 16 år, Ambrosine på 14 og Hansine Christine på 11 år. De rådede over et lille køkken med ildsted og en stue. I den anden ende boede væver Niels Haagensen, 54 år, hans kone Ellen Jensdatter på 51 år og deres børn Anne, Ha-gen, Frederik, Mette Kirstine, Christian og Karen Marie på henholdsvis 18, 17, 16, 13, 11 og 9 år. Familiens otte medlemmer rådede over et lille køkken, en stue og et lille kammer. Alle fire familier havde deres eget jordstykke i nærheden af de to huse foruden hver deres engparcel ved Randrup Vase. Levevilkårene i 1830’erne og 40’erne blandt arbejderfamilierne på Bruunshåb ved vi ikke meget om. I debatten i ”Dansk Almuelæsning” i 1835 om vilkårene for dansk industri udtalte fabrikant Bruun dog, at han generelt ikke mente, fabriksarbejderne rundt i Europa førte et usselt liv. Kun hvis fabrikkerne var i tilbagegang, var det tilfældet. Han havde på sine rejser i Tyskland set mange glade og sunde ansigter og mødt folk, der havde et godt udkomme og var tilfredse med deres stilling. Og det på trods af, ”at den tyske Arbejders Forlangende af Føde og andre Fornødenheder var langt me-re nøjsomt, end vore Arbejdere”. Og han fortsatte: ”Vor Bondestand og Haandværkerstand ville sikkert anse sig saare ulykkelig, hvis de skulle nøjes med hvad i Tyskland anses for god Føde”. Kvaliteten af maden, som familierne spiste hver dag i de mange arbejderhjem nær Bruuns klædefa-brik, kender vi af gode grunde ikke. Men de små jordlodder har sikkert været udnyttet intensivt. Familien har dyrket kartofler og vel også andre rodfrugter. Måske har der været et lille bed med jordbær mellem solbær og stikkelsbærbuske. På engen nær vejen til Randrup har de fire familier på Bruunshåb Hede haft deres lille flok af får på græs, og i tørvemosen har de hver sommer gravet tørv for at have brændsel til kakkelovnen vinteren igennem. Meget har der sikkert ikke været at rutte med. Af klædefabrikkens regnskaber fremgår, at arbejderne jævnligt stod i gæld. Slog sygdom ned i en familie, måtte de bede om hjælp fra fabrikkens sygekasse. Kun ganske få af klædefabrikkens arbejderhuse er som nævnt bevaret op til vor tid. Et par steder er et nyere hus rejst nær fundamentet af det gamle. Det er eksempelvis tilfældet med Pramhuset ved Vibæk Mølle, hvor et grundmuret rødstenshus i 1907 afløste huset "Mineshede". De øvrige huse i dalen ved Vibæk og de andre, som lå spredt på heden ved Bruunshåb og Søndermølle, er væk i dag, og glemt er også for længst de karakteristiske navne, som var knyttet til dem engang. Det gamle kort, som fabrikant Bruun lod tegne omkring 1830 dokumenterer ikke desto mindre, at stræbsomme mennesker langvejsfra for 175 år siden kom hertil og begyndte at bryde vejen for en hel ny produk-tionsform, der på lidt længere sigt skabte velstand og tryghed.

Artiklen er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen og kan også findes i Viborg Bogen 2004 s. 5-17.



Oprettet af: trine den 2011-09-15
Opdateret af: peter den 2011-11-14
Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer