Forfatter, 16. juli 1917 – 25. feb. 2007.

Jytte Borberg blev født i Schweiz og flyttede med familien til Ålborg i 1921. Hun uddannede sig til laborant, men kom ikke til at bruge sin uddannelse. Som 21-årig blev hun gift med en læge. Parret fik tre børn. Hun boede en årrække i Viborg, hvor hendes mand arbejdede som psykiatrisk overlæge på Sindssygehospitalet.

Efter mange år som hjemmegående husmor med en traditionel borgerlig tilværelse begyndte hun sit arbejde som forfatter, hvor hun bl.a. arbejdede sammen med forfatteren Peter Seeberg om teaterprojekter. Hun meldte sig ligeledes ind i Venstresocialisterne.

Debuterede i 1968

Jytte Borberg debuterede sent som forfatter i 1968 med novellesamlingen ”vindebroen” og skrev siden en lang række romaner, ofte med kvindefrigørelse og den personlige frigørelse som tema, og hun spredte sig over modernisme, socialrealisme, prosalyrik med mere.

Imens hun boede i Viborg, slog hun igennem til et større publikum med to historiske romaner om tjenestepigen Eline Besser: ”Eline Bessers læretid” fra 1976 og ”Det bedste og det værste” fra 1977.

I sine foredrag, diskussioner og interviews om kvindefrigørelse talte hun åbent om erfaringerne fra sit eget ægteskab, og det vakte opsigt i de kulørte blade: ”Det blev hurtigt til overskrifter i bladene, for det var spændende med familien i Viborg, der pludselig selv skulle lave mad, fordi konen ville skrive bøger,” fortællers der i et interview med forfatteren i Viborg Stifts Folkeblad.

Jytte Borberg argumenterer i artiklen for at undgå, at ægteskabet bliver en isolerende og begrænsende faktor ved at se bl.a. venskaber, aktiviteter og personlig udvikling som en berigelse, også for ægteskabet: ”Vi kan ikke regne venner og gruppefællesskaber for noget, der kommer i anden række, vi må se det helt på linje med ægteskabet og kernefamilien.

Det vil også gavne børnene at opleve. At forældrene har andet – har et udadrettet liv,” siger hun i interviewet. ”Jeg hører til den generation, der startede med at passe mand og børn og undervejs forstod, at det var forkert. For nogle har det været en dyr erkendelse, det har kostet mange skilsmisser undervejs. Men det er prisen,” fortæller hun endvidere. (Viborg Stifts Folkeblad, 1978).

Efter sin mands død bosatte hun sig i Fjaltring i 1979.

Jytte Borberg skrev romaner, noveller og artikler til antologier, tidsskrifter og skolebøger, ungdomsbøger, skuespil til teater, TV- og radio samt egnspil for amatører. I 1999 var hun forfatter til Hald-spillet.

Jytte Borberg modtog flere priser og legater i løbet af sit forfatterskab: Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (1984), Adam Oehlenschlägers legat (1984), Forfatteren Martin Jensen og hustru Manja Jensens legat (1992), H.C. Andersens legat på 45.000 kr. (1995), Kritikerprisen (1996), Edvard Pedersens Biblioteksfond Forfatterpris (2004).

I 2006 stiftede Jytte Borberg ”Jytte Borberg Prisen”, for at markere respekt og fællesskab med sine forfatterkolleger, opmuntre og anerkende.

 

Af Berit Guldbrand

 

Kilder

Viborg Stifts Folkeblad, ”Jytte Borberg fik H.C. Andersens Legat”, 10. april 1995.

Viborg Stifts Folkeblad, ”Venskaber holder til mere end ægteskaber”, af Inger Bach, 20. maj 1978.

En biografi med fuld bibliografi findes her

Bibliografi og forfatterens selvbiografiske noter findes her.

 

Billede til venstre: Jytte Borberg fotograferet den 22. aug. 1992. Foto: Lars Holm.