I Kvols sogn, der ligger på sydvestsiden af Hjarbæk Fjord, finder vi kun en enkelt landsby, Kvols by, som endda hører til de beskedne i indbyggertal. Derfor er det ganske imponerende, at landsbyen engang både var bondeby, fiskerby og søfartsby. Lige så imponerende er det, at beboerne i Kvols i dag formår at pleje et fællesskab og udfolde et kulturliv, der i glimt rækker langt ud over det forventelige, skønt byen hverken har skole, købmand eller idrætshal.
Kvols by strækker sig fra Hjarbæk Fjord og op over bakkeskråningen, hvor den gennemskæres af Virksundvejen. Øverst, ved vejen og kirken, lå bondebyen; en del gårde ligger her endnu. Nede ved fjorden og Kvols Brygge ligger ”æ nejer-boj”, hvor småhusene klumpede sig sammen, engang befolket af fiskere og krejlere. Om bondeslægter i Kvols kan der fortælles mange gode historier, men de må i denne sogneartikel vige til fordel for beretninger om fiskerfolk, sømænd og krejlere.
Disse folk, som orienterede sig mod fjord og hav, måtte dog ofte have både et hoved- og et bierhverv, for at der i de små hjem kunne blive til brød på bordet. Kombinationserhvervene kunne være fisker og husmænd, husmænd og krejler eller håndværker og fisker. Folketællingen i 1787 nævner typisk syv mand i Kvols som ”husmænd, der har nogen avling og sejler med Kaag udi Limfjorden”.

Limfjordens fragtmænd

Krejlerne, som i århundreder sejlede med kaagen ind over Limfjordens lave vande, var Limfjordens fragtmænd. Deres fartøj, Limfjordskaagen, var en lavbunden og bred bådtype, som bevægede sig langsomt gennem vandet, men kunne laste en ganske betydelig mængde gods.

Kaagsejladsen skyldtes naturforholdene i den vestlige Limfjord. Længst mod vest spærrede Aggertangen for al sejlads ud i Vesterhavet, indtil en stormflod i 1827 slog hul igennem. Længere øst-på ved Løgstør Barre var fjorden så lavvandet, at større skibe ikke kunne passere. Al fjernhandel fra købstæder og ladepladser i den vestlige del af fjorden gik derfor over Aalborg, men kun kaagen kunne passere sandbankerne ved Løgstør.

Kaagførere og krejlere sejlede typisk ud fra småbyer som Øsløs, Hannæs og Kvols for herefter at krydse ind i hver en krog og vig til ladepladser efter fragt. Endestationen var Aalborg, hvor varerne blev leveret i købmandsgårdene eller lastet på havgående skibe, mens kaagene returnerede med varer fra de aalborgensiske købmænd. Kaagførerne sejlede først og fremmest for købmændene i Thisted, Viborg, Nibe og Aalborg, mens krejlerne arbejdede helt på egen risiko.

En krejler lagde ud i det tidlige forår og lagde op i november. Driften på husmandsstedet derhjemme blev derfor i alt væsentligt overladt til konen og børnene. Vinteren gik med at planlægge næste års ture, bestille varer og opkræve, hvad de havde tilgode rundt hos folk.

Kvols Brygge var en hel central anløbsplads for kaagsejladsen. Det skyldtes udskibningen af jydepotter, tørv, tegl og træsko. De sorte jydepotter kom fra Nordfjends, især fra pottemagerne i Gammelstrup. Tørv kom fra moserne lidt inde i landet. Tegl kom fra lokale teglværker, især Ørregård i Fiskbæk, og træsko kom fra skovegnene ved Silkeborg. Engang tilbage i tid blev der muligvis også udskibet trækul i Kvols, deraf navnet, men den vigtigste ”eksportvare” var og blev jydepotter. Potterne blev samlet i et pakhus på bryggen, hvorfra de blev lastet i kaagene, fragtet til Aalborg og her fra videre til København.

Søens folk

Kvols havn syner ikke af alverden. Alligevel var det herfra, at unge eventyrlystne mænd drog ud i verden. Mange pløjede havet som modige sømænd i de unge år og vendte tilbage for at drive landbrug og fjordfiskeri. En af dem var Anders Mikkelsen, der var matros på fregatten ”Galathea” og deltog i den første Galathea ekspedition jorden rundt i årene 1845 til 1847. Mange unge mænd fra Kvols aftjente også deres militærtjeneste ved marinen. Det var tilfældet med fisker Iver Bertelsen, der var sømand om bord på fregatten ”Hejmdal”, da kanonerne begyndte at tordne i slaget ved Helgoland i krigen 1864. Den danske flåde vandt her en kærkommen sejr, da det lykkedes at jage de østrigske skibe på flugt. Senere i krigen tjente Iver Bertelsen marinen på fregatten ”Jylland”.

Lovligt og ulovligt fiskeri

Limfjorden er så rig på fisk, at den sikkert yder indbyggerne lige så megen føde, som hele agerlandet tilsammen, skrev Saxo i sin krønike engang i 1200-tallet. Fjordfiskeriet var da også en betydelig indtægtskilde for mange familier i Kvols gennem århundreder, men de måtte slide for det. I 1880’erne var der 8-10 fiskere i Kvols, som dagligt gik ud med deres både for at fange sild, helt, ørred eller rejer. Om efteråret kunne de også tage ål.

Men i lange perioder var fjorden ”låst vand”, dvs. at det i perioder af året var ulovligt at fiske. Fiskerne opfattede imidlertid forbudet som en uretfærdighed, så alle overtrådte forbudet, på nær nogle få religiøse. En fisker, som tog ud for at røgte garn, skulle derfor hele tiden holde øje med fiskerikontrollen. Stævnede kontrollen ind fra Louns Bredning, var det om at få garnet op og komme væk. De fleste fiskere sejlede i sjægte, en skibstype, der kunne sejle relativ hurtig og gå ind på lavt vand, hvor kontrollørerne havde svært ved at følge dem, men indimellem blev nogle taget og måtte betale bøder eller sidde den af inde i kachotten i Viborg.

Brugsforeningen

Sammenhold og solidaritet blandt småkårsfolk rundt om fjorden kom smukt til udtryk, da tømrer Niels Smith Jensen og førnævnte fisker Iver Bertelsen fra Kvols i 1870 var foregangsmænd bag stiftelsen af ”Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening”. Foreningen med det proletariske navn var faktisk en brugsforening, tilmed en af de allerførste i landet, idet brugsforeningen i Kvols så dagens lys kun fire år efter, at provst Sonne i Thisted havde stiftet Danmarks første brugsforening i 1866.

I de første måneder foregik uddelingen af varer hos tømrer Niels Smith, hvorefter Iver Bertelsen blev uddeler. Han boede med sin familie i et lille rødt bindingsværkshus tæt ved Kvols Brygge. Huset ligger der endnu. Især var det fru Bertelsen og børnene, som passede forretningen, mens Ivar drev fiskeri og lidt landbrug. Butikken blev en blandet landhandel med gryn, sukker, svesker, mel, kolonialvarer, tobak, brændevin, sæbe, saltet flæsk, tovværk, petroleum og meget mere. Da brugsforeningen gik bedst, talte medlemsskaren af fiskere, håndværker, husmænd og nogle få gårdmænd næsten 100 medlemmer, og en lille sparekasse var tilknyttet. Men efter 15 år lukkede foreningen i god ro og orden, idet kromanden i Nybro havde etableret sig med en ganske omfattende købmandshandel. Tolv år senere kom lokale gårdmænd dog med på brugsforeningsideen. Det førte til oprettelsen af den nuværende Løgstrup Brugsforening, og her blev Iver Bertelsens søn, Rasmus, uddeler.

Kvolsmopolitterne

Kvols var også den først landsby på disse egne, som fik et lille lystanlæg. Det lå, hvor forsamlingshuset ligger i dag. I 1889 valgte Kvolsboerne så at bygge deres forsamlingshus midt i anlægget. Huset var ottekantet, havde form som en ejendommelig rotunde, men da huset i 1932 måtte udvides, fik den desværre en mere traditionel form.

Tradition har imidlertid ikke entydigt præget livet i forsamlingshuset. Udsynet kendetegnede de gamle Kvolsboere. Men udsyn har også ligget bag en række kulturbegivenheder, som nutidens Kvolsboere har skabt i de senere år. Fællesskabet henter næring i årlige havnefester og i sammenkomster i forsamlingshuset, men det lokale kulturliv løftes op i en højere potens, når beboerne – som i 1995 og 1997 – arrangerede symposier med kunstnere fra flere lande. Ved et billedkunstnersymposium i 1995, som strakte sig over 21 dage, boede 15 aktive kunstnere rundt hos familier i sognet. Kunstnerne arbejdede i perioden på værkstedet hos den lokale kunstner, Henning Elving.

To år senere var landsbyen vært for et nyt internationalt symposium, denne gang med 14 nordiske forfattere. Også de oplevede rummeligheden i Kvols og boede hos lokale værtsfolk i 12 dage. Forsamlingshuset var naturligvis et omdrejningspunkt, og her diskuterede beboerne og deres gæster symposiets ganske relevante tema: Landsbyernes forandring fra fisker- og bondebyer til pendlerbyer. Det var hjemstavnsbegrebet over for det nye valgstavnsbegreb. Og når deltagerkredsen talte adskillige forfattere, måtte der naturligvis komme en bog ud af det. Bogen fik titlen ”Steder i Stykker – en verden i Kvols”. Bogens digte, fortællinger og essays blev alle til på inspiration fra et sted, nemlig Kvols. Kvolsboerne kunne med rette kalde sig Kvolsmopolitter – altså indbyggere i den nære by, som er internationalt orienteret.

Der var noget at bygge videre på. Og det gjorde de så. Blandt andet satte foredragsforeningen i forsamlingshuset eksempelvis fokus på den polske instruktør Kieslowski, der skabte Dekalogen; 10 film, som tolker de ti bud. Deltagerne så filmene og hørte fortolkende foredrag.

At Kvols sogn kun tæller 122 beboere, lader de sig ikke gå på af. Kieslowski-filmrækken organiserede de dog sammen med foreninger fra nabosognene.

Tekst: Henning Ringgaard Lauridsen

 

Billede til venstre: Iver Bertelsens hus, hvor ”Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening” startede i Kvols.