Spejderbevægelsen kom i 1910 til Danmark fra England, hvor den blev startet af Baden-Powell. I Viborg blev man bekendt med bevægelsen, da Gunnar Engberg holdt et foredrag om spejderbevægelsen på Viborg Katedralskole. Efter foredraget startede flere grupper af elever på Katedralskolen spejderpatruljer, hvor de ældste elever fra 3. gymnasieklasse var patruljeførere, mens de mindre drenge fra Mellemskolen var menige spejdere.

I januar 1911 besluttede de forskellige spejderpatruljer på Katedralskolen at gå sammen under fælles ledelse, og den 21. januar 1911 blev Viborg Spejdertrop dannet. I spejderbevægelsens første år var det kun drenge, der var med i foreningens aktiviteter. En årsag til dette kunne være, at bevægelsen i Viborg startede på Katedralskolen, der på dannelsestidspunktet kun havde drenge som elever. Foreningen havde ikke en egentlig spejderuniform i starten. Man havde spejderstaven, redningsrebet og kulørte sløjfer i patruljernes farver på skuldrene. I Viborg Spejdertrop havde man endvidere, for ensartethedens skyld, anskaffet blå sweaters og en lille rund kalot. Allerede senere i 1911 kom der bestemte regler for uniformeringen, og i løbet af kort tid var en ensartet uniform indført.

I sommeren 1911 var Viborg Spejdertrop på sin første spejderlejr i Rold Skov. De økonomiske midler var små, og det var vanskeligt at få telte nok til lejren. Teltene kunne bruges på troppens senere lejre. En vigtig aktivitet i foreningen var musikken, og efter dannelsen Viborg Spejdertrop startede troppen et stort orkester, der ofte blev brugt til marcher gennem Viborg by.

I 1980 kunne Viborg Spejdertrop indvie foreningens nye spejderhytte ‘Blokhuset’.