Befæstningen omkring Viborg blev bygget af kong Svend i 1151 midt under borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar, den blev vedligeholdt i de følgende århundreder, og endnu i 1600-tallet lå byens porte i de gamle volde. Der var 5 porte opkaldt efter de gader, som førte hen til dem: Sct. Mikkels Port, Sct. Mathias Port, Sct. Hans Port, Sct. Mogens Port og Sct. Ibs Port.
Byens porte var oprindelig fæstningsporte, fordi volden var bygget med forsvar for øje, men senere blev de ændret til stakitbomme eller bomme.
Sct. Mikkels Port
Denne port lå ved den sydlige indkørsel til Viborg. Da kronprinsen i 1787 besøgte Viborg, blev denne port og Sct. Mogens Port forskønnet, men da en storm nedrev overdelen, blev den igen en slagbom, indtil den i 1841 blev ændret til en stakitport. Porten blev nedrevet i 1850.
Sct. Mathias Port
Lå ved Viborgs vestlige indkørsel. Har sikkert oprindelig været bygget af murværk, men var senere af træ. Til sidst kun en slagbom, der som de øvrige porte forsvandt i 1850.
Sct. Hans Port
Lå ved byens højeste punkt imellem Sct. Mathias og Sct. Mogens Port. Porten var markeret ved en bom og blev nedrevet i 1850.
Sct. Mogens Port
Lå mod nord ved hovedindfaldsvejen til Viborg, når man kom fra Randers og området øst for Viborgsøerne. Blev ligesom Sct. Mikkels Port forskønnet til kronprinsens besøg i 1781, men også denne port blev ødelagt af stormen og erstattet med en bom og fra 1841 en stakitport, indtil den blev nedrevet i 1850.
Sct. Ibs Port
Lå mod nordøst og var markeret med en bom, der blev taget ned i 1850.
Søporten
Viborgs grænse mod syd, vest og nord var den gamle fæstningsline, mens den mod øst var søerne. Viborgs historiker, stiftsprovst Ursin, skriver i sin bog Stiftsstaden Viborg fra 1849, at der i det gamle Viborg var 6 porte og kalder den sidste for Søporten. Andre kilder omtaler den ikke, og måske er det blot et udtryk for, at der også skulle betales afgift af de varer, der kom til byen over søerne.
Toldgrænsen
Viborg var indtil reformationen lukket inde bag voldene, men i 1500 og 1600-tallet blev der bygget boder og småhuse foran de gamle porte. Folk udenfor portene betalte ikke skat, men kong Frederik II lovliggjorde bebyggelserne mod, at beboerne aflagde borgered og derefter fik de samme rettigheder og pligter som byens borgere. Viborgs toldgrænse og portene, hvor de handlende skulle betale told eller accise, fulgte stadig den gamle fæstningsline, og derfor blev portene flyttet engang i 1680-erne, ved hvilken lejlighed den gamle murede Sct. Mogens port med portbue og hvælving over blev nedrevet.
Portkonsumtion
Enevælden ændrede den gamle accise, der oprindelig var en afgift på indført øl og vin til den langt mere omfattende konsumtion, der var forbrugsafgifter på indenlandske varer som korn, drikkevarer og kød. Konsumtionsafgiften blev betalt til toldbetjentene ved byens porte. Den var i 1700-årene statens væsentligste indtægt, og den hvilede tungt på byens borgere, som derfor ofte forsøgte at smugle varerne ind i byen. Først efter enevældens fald i 1849 blev konsumtionen ophævet ved lov i 1851.
Viborgs størrelse
Viborgs gamle vold indrammede et areal på 67 ha, hvad der gjorde Viborgs areal til Danmarks tredje største. Det var så stort, at byen holdt sig inden for det område, som den gamle byvold havde afgrænset, og først med den begyndende industrialisering og jernbanens komme i 1863 begyndte Viborg at vokse uden for sit gamle område. Byens porte er for længst væk, men deres placering er markeret med fliser i fortovet, der er forsynet med en inskription, som fortæller, at her lå en gang en af byens porte. Stederne er lette at finde, for i Viborg har gaderne stadig de gamle middelalderlige navne, som også gav byportene navn.
Af Svend Korup
Litteratur
Viborg bys historie, bind 1. Viborg kommune 1998.
Kristensen, Hans Kronborg: Middelalderbyen Viborg. 1987.
Ursin, M.R.: Stiftsstaden Viborg. 1949
Hvidtfeldt, Johan: Håndbog for danske lokalhistorikere. 1952-56. Side 319 og 125.