Viborg historie

Tema: VIBORG - Besat og befriet 1940-1945

OPGØR MED TYSKERSYMPATISØRER

7.-9. klasse Efter befrielsen blev de personer, som havde samarbejdet med tyskerne, stillet for retten og idømt strenge straffe. Der blev indført dødsstraf for de groveste forbrydelser, og nogle af henrettelserne fandt sted i Undallslund plantage.

Gå til næste Tilbage til oversigt

UNDALLSLUND OG RETSOPGØRET EFTER BESÆTTELSEN

En uhyggelig tid i Viborg

Viborg kom til at spille en speciel rolle i tiden efter besættelsens ophør, da det nødvendige opgør med landsforræderne fra krigens tid foregik. I Undallslund plantage blev der indrettet en henrettelsesplads, og hertil førtes de dømte i Jylland-Fyn, som havde fået dom for, at de havde forbrudt deres liv. Henrettelserne foregik ved skydning om natten mellem klokken tolv og et, og de dødsdømte blev ført fra de byer, hvor dommen var blevet afsagt over dem, til Viborg, hvor de tilbragte deres sidste få dage i arresten.

Den datidige arrestforvarer i Aalborg arrest A.J. Outzen fortæller: Jeg kom i disse år i berøring med besættelsestidens værste danske mordere, og jeg har været i forbindelse og talt med samtlige tyske gestapofolk, der har siddet i danske arresthuse. Det faldt i min lod fra arresten i Aalborg at sende fire dødsdømte til arresten i Viborg, hvor de overnattede for næste dag at blive ført til henrettelsesstedet i Undallslund Plantage. 46 af besættelsestidens danske bødler blev dømt til døden og henrettet.

Udgivet i: Uddrag fra Viborg Nyt, nr. 30, 1973

JAGT PÅ TYSKERSYMPATISØRER EFTER BEFRIELSEN

Tre Hipofolk interneret.

I nogen tid har det tyske Politi i Viborg haft tre danske Haandlangere, som har færdedes civilklædte paa Gaden. De var efterhaanden blevet kendt af adskillige Viborgensere, og en rask FDF-Dreng foranledigede sidst paa Formiddagen, at Frihedskæmperne sikrede sig dem, netop som de stod i Begreb med at forlade Byen. Drengen havde set de tre Mænd paa Banegaarden, og han telefonerede omgaaende til Ledelsen paa Preislers Hotel. Herfra sendte man en Patrouille af Sted, og de tre blev interneret straks. De gjorde intet Forsøg paa at sætte sig til Modværge.

Udgivet i: Viborg Stifts Folkeblad, 05.05.1945

OPRENSNING EFTER BESÆTTELSEN

Oprensningen i Gang.

Mange Personer er blevet tilbageholdt.
Det kan ikke undre nogen, at der er Travlhed hos de nye , stedlige Myndigheder, og en Del af Travlheden skyldes den Oprensning, som nødvendigvis maa følge med den nye Situation, og som naturligvis maa foretages øjeblikkelig, for at man kan sikre sig de Personer, der med Føje kan mistænkes for landsskadelig Virksomhed under det tyske Regimente. Der har været en livlig Virksomhed af den Art i Gang, og Rygterne har ogsaa fortalt Ting, som slet ikke har vist sig at være holdbare.

Saa vidt vides, var der ved 14-Tiden foretaget Internering af 16 Kvinder og et betydeligt større antal Mænd, og det er ikke blot Personer fra selve Viborg, men ogsaa fra dens Opland, bl.a. Karup, der er blevet afhentet. Samtlige internerede er blevet bragt til Raadhusset, hvorfra de efter Visitering er blevet indsat i Arresten.

En hel Del af de internerede er Viborgenserne velkendte, men der er ogsaa 'nye' Navne iblandt dem. Det maa imidlertid absolut fraraades at drage forhastede Slutninger af det, man hører, da en grundigere Sigtning af de internerede naturligvis ikke kan finde Sted i de første Timer.

Udgivet i: Viborg Stifts Folkeblad, 05.05.1945

UNDALLSLUND - EN ØJENVIDNEBERETNING

Den sidste og alvorligste del af besættelsen for mange stikkere og landsforrædere fandt sted bag pigtrådsspærringer i Undalslund Plantage vest for Viborg. Undallslund var en henrettelsesplads, hvor 17 dødsdømte landsforrædere fra Fyn og Jylland blev skudt i perioden fra den 8. oktober 1946 til den 12. juli 1949.

Helmuth Spanggaard var ung under besættelsen. I efteråret 1948 sneg han sig sammen med nogle kammerater ud til Undallslund Plantage en aften, da der blev foretaget to henrettelser.

Den sensommernat i 1948, hvor min medfødte nysgerrighed fik mig til, måske på ulovlig vis, at gøre forsøg på at overvære henrettelsen af to af besættelsestidens landssvigere, står stadig for mig fuldstændig klar. Som var det igår erindrer jeg alle enkeltheder om denne oplevelse.

I 1945 da Danmark atter var frit og vi igen var herre i eget hus, var der en ting som så godt som hele befolkningen var enige om, og det var, at en retfærdig straf skulle overgå alle der havde svigtet Danmark og var gået i fjendens tjeneste. Som følge deraf blev der foretaget en mængde arrestationer og interneringer i de første dage efter 5. maj. Dog blev en hel del, for det meste de såkaldte værnemagere og andre, der blot kunne karakteriseres medløbere, hurtigt løsladt. Tilbage i fængslerne var så alle de grovere tilfælde af landsforrædderi, de, som i henhold til straffelovstillægget om landsskadelig virksomhed, skulle stilles for retten. Langt den øverste del af disse personer blev idømt tidsbestemte straffe - helt op til 'livsvarigt' fængsel. Men en mindre del af disse landssvigere, de allerværste og groveste forbrydere, de der havde begået mord, drab, tortur o.s.v. blev dømt til døden. Der blev afsagt dødsdom over et stort antal persone, omkring 40.

Størsteparten af disse henrettelser fandt sted på et militært område i nærheden af Viborg, nemlig i Undalslund, og den sidste del af de dødsdømtes levetid blev derfor tilbragt i arresten i Viborg. Som følge deraf kunne byens indbyggere heller ikke undgå at mærke, når en henrettelse var forestående, og mange vidste derfor god besked med både tidspunkt og sted, for hvornår en henrettelse skulle foregå.

Denne forhåndsviden fik mig til at gøre et forsøg på at overvære en henrettelse på så nært et hold som muligt.

I nogen tid havde der brændt lys døgnet rundt i to af cellerne i arrestbygningen, hvilket tilkendegav at to dødsdømte i løbet af kort tid kunne forvente dommens fuldbyrdelse. Dette skærpede min agtpågivenhed, så jeg var forberedt på at der snart skulle 'ske noget'. En dag bemærkede jeg så, at der foran politigården var parkeret en stor politibil fra Aarhus, samtidig med at mange fremmede politifolk spadserede på gaderne. det var de sikre kendetegn på, at henrettelser skulle finde sted den følgende nat. En mand kunne iøvrigt fortælle mig, at en bil den samme dag havde afhentet to ligkister hos en ligkisteforhandler i Dumpen, så der var ingen tvivl om, at de ventede henrettelser ville blive fuldbyrdet i nattens løb.

Omkring midnat begyndte så min 'ekspedition'. Sammen med et par kammerater begav jeg mig ned til fængselsbygningen bag rådhuset, for på nærmeste hold at overvære øjeblikket, når de dødsdømte skulle ud på deres sidste køretur. Men det var ikke muligt, hele området bag rådhuset var afspærret af politiet, så vi måtte fjerne os derfra igen. Vi kunne dog ikke undgå at se den hektiske aktivitet, der fandt sted indenfor det afspærrede område. Lys var tændt overalt, og biler kørte ustandselig til og fra området. Vi fjernede os derfra igen og begav os så ud til Undallslund, hvor vi vidste henrettelserne skulle finde sted. Vi vidste godt, at hele området var effektivt afspærret og gjorde derfor ikke noget forsøg på at komme ind, men nøjedes med at tage opstilling ved indkørslen lidt i skjul af nogle træer, for derfra at se kortegen med de dødsdømte, når denne kom forbi. Omkring kl. 0.30 så vi, at en bil-kolonne nærmede sig, tog farten lidt af og drejede ind ad indkørslen. I den midterste vogn sad den dødsdømte, men der var tilsyneladende kun én i vognen. Da kolonnen var forbi, cyklede vi fra vort skjulested for at komme i en lidt mere gunstig position, hvor vi måske på lidt nærmere hold kunne komme til at overvære sidste akt. Vi turde dog ikke komme alt for nær af frygt for opdagelse, men nøjedes med at tage opstilling på en vej, der førte forbi skoven i nogen afstand. Vi kunne derfra ikke se eller høre noget særligt, men vi var dog sikre på, at vi derfra kunne høre skydningen, når denne fandt sted. Efter ca. et kvarters forløb lød der en salve, og vi vidste nu, at det var forbi.

Vi startede så vores hjemtur, men nåede dog ikke langt før vi igen så en bilkortege nærme sig inde fra byen, og ligesom i den første kolonne sad der også denne gang en enlig og dødsdømt fange i det oplyste 'salatfad'. Vi fik her forklaringen på, hvorfor vi kun havde set en enkelt dødsdømt i den første kolonne, hver mand blev altså kørt ud for sig. Vi vendte straks om og fulgte efter på vores cykler, og lidt mere dumdristigt end første gang forsøgte vi i ly af nattemørket og over markerne at komme nærmere til begivenhedernes centrum. Det lykkedes tildels også. Vi kom så nær, at vi kunne høre stemmer, uden dog at kunne skelne hvad der blev sagt, og se lys mellem træerne, selvom vi ikke kunne se noget til de personer, der skulle deltage i det makabre skuespil. Således gik der en halv snes minutter, indtil vi mente, at vi hørte en kommando, efterfulgt af en bragende salve, som ikke var til at tage fejl af. Klokken var da næsten 1.30.

Nu kunne vi med sindsro tage hjem, for nu passede regnskabet med de to oplyste cellevinduer og de to afhentede ligkister, så vi var klar over, at der ikke ville finde flere henrettelser sted den nat.

Dagen efter stod der en kort meddelelse i aviserne om, at to mand der i henhold til landsrets- og højestreretsdom var dømt til døden, var blevet henrettet i morges.

RETSOPGØRET - HENRETTELSEN AF FRANTZ TOFT I UNDALLSLUND PLANTAGE

Frantz Toft var Gestapomand under besættelsen. Efter befrielsen blev han dømt til døden for medvirken til tortur, angiveri m.v. I flere tilfælde var der tale om forbrydelser af særlig modbydelig karakter. Toft blev den første, der blev henrettet i Undallslund Plantage den 8. oktober 1946 kl. 01.00.

Den 20. september 1946 blev Frantz Toft overført til Viborg arrest. Den 7. oktober fik Toft besked om, at hans benådningsansøgning var blevet afslået, og at han skulle henrettes den 8. oktober.

Toft fik tilladelse til at få besøg af familien for et sidste farvel. Tofts far og hans søskende ankom samme dag. Toft og familien blev samlet i et lille kontor, tilstrækkeligt stort til at de to betjente, der skulle overvære besøget, også kunne være der. Frantz Toft blev placeret i et hjørne, og skønt han bad om det flere gange, fik han ikke lov til at omfavne sine søskende eller sin far.

Familien og Toft talte roligt sammen, om barndomshjem, tryghed, og om Tofts livsforsikring og hvordan han mente familien skulle bruge pengene. Frantz Toft talte også om, at det måske havde været lettere hvis han var blevet skudt, da modstandsbevægelsen under besættelsen gjorde forsøget, men at de jo så til gengæld ikke ville have haft disse sidste timer sammen.

Da klokken var 21.30 kom arrestforvareren ind i cellen og bad familien om at gå. Toft og hans familie var helt rolige. Men det kneb med at få sagt farvel. De kunne ikke rigtigt gå fra hinanden. Frantz Toft græd. Da familien var gået fik Frantz Toft lejlighed til at skrive et sidste brev:
Kære alle sammen! Jeg har lige fået besked om, at benaadningen er afslaaet. Hvad jeg føler og tænker i dette øjeblik, er mig umuligt at forklare jer, men det er baade lettelse, sorg, glæde og forventning.

Lettelse over, at jeg er kommet gennem de sidste maaneders umenneskelige kvaler med min forstand i behold. Glæde over, at jeg har fundet vejen til min Gud. Han vil tilgive mig det, menneskene ikke vil tilgive mig. Han vil ogsaa tilgive de mennesker, der nu tager mig bort fra jer, mine kære! Jeg har tilgivet dem, og jeg haaber inderligt, at I ogsaa vil gøre det! Jeg er saa bedrøvet over, at jeg skal bort fra jer! Jeg holder saa usigeligt af jer alle.

Selv nu i mine sidste timer føler jeg ikke en anelse af had eller bitterhed mod det samfund, der har berøvet mig livet og revet mig bort fra mine kære! Nej, men jeg har medlidenhed med dem, for jeg ved jo, at mennesker, der lever med had og bitterhed i sindet, aldrig er lykkelige. I maa ikke tro, at jeg føler mig som nogen martyr! Nej, men jeg kan dø med hævet pande, fordi jeg aldrig nogensinde har fornægtet mine idealer! Jeg er dømt som forbryder, men jeg dør som soldat, og det er jeg stolt over. Utallige mennesker, gamle og unge, kvinder og børn, har ofret deres liv for det samme, som jeg nu skal dø for: Og tro mig, mine kære - de døde i den faste overbevisning, at de ikke ofrede deres liv forgæves. - og derfor er ogsaa jeg villig til at ofre mit liv for det, de døde for.

Naar jeg er borte, maa I gøre alt, hvad der staar i jeres magt for at holde sammen - være gode og kærlige mod hverandre og jeres medmennesker... Hvis der er nogen, der ønsker en lille ting, der har tilhørt mig, saa kan I vel nok finde et eller andet til dem. Hvad I ellers har af mine sager derhjemme, maa I dele, som I bedst kan... Nu vil jeg til slut takke jer af hele mit hjerte for alt, hvad I har været for mig. Jeres kærlighed, jeres forstaaelse og den tapperhed, I alle har vist mig i den tid, jeg har siddet herinde. Tak, kære elskede forældre og søskende, Gud i vold.
Jeres hengivne søn og broder, Frantz.

Den 7. oktober om aftenen talte Frantz Toft med en præst.

Fem minutter efter midnat blev Frantz Toft ført ned til arrestbygningens kontor, hvor Tofts dom blev læst op. Frantz blev ført ud i gården, hvor hele arrestbygningen var omringet af politi bevæbnet med maskinpistoler. Toft blev sat ind i en mindre vogn.

Da vognen med Frantz Toft ankom til henrettelsesstedet i Undallslund, blev Toft bagbundet ført ned i tankgraven til henrettelsespladsen. Toft blev bundet i skuret og fik en hætte over hovedet.

Et øjeblik efter var Frantz Toft død. To læger konstaterede at døden var indtrådt. Liget blev lagt i en kiste og på en lukket lastbil og under eskorte kørt til kremering.

Uddrag fra Henrik Gjøde Nielsen, 'Slutspil', s. 159-197, i: Martin Larsen (m.fl.), 'Mørke sider af Viborgs historie. Før, under og efter Besættelsen 1940-1945', Kjær's Boghandels Forlag, 2003, samt uddrag fra Henrik Gjøde Nielsen, 'Dengang i Viborg', bd. 5, Forlaget Gandrup, 2000, s. 48-50.



Oprettet af: Ukendt den 2004-11-08
Opdateret af: mikkel den 2008-02-13










Kommentarer
Bliv den første til at skrive en kommentar til dette emne.
Skriv selv kommentarer